Kærlighed kan få mennesker til at rejse til verden ende, men den indre rejse i kærlighedens navn møder undertiden en hård grænsekontrol, når den åbner op til en tur ind i det psykologiske landskabs labyrinter.

Får det konsekvens, når man indser sandheden om, at ægteskabets oprindelige kærlighed er afløst af manglende gensidighed kompenseret med vane, arbejde og karriere?

Den problemstilling tager Lars Norén op i sit ægteskabsdrama fra 1989, hvor han sender to par ud på koncentreret midtvejsstatus – en fødselsdagsmiddag for 4 - der over en aften og nat kaster lys over alt det, der gemmer sig under overfladen.

Det er storesøster Elisabeths 50-års fødselsdag, hvor hun og ægtefællen Jens har inviteret Elisabeths lillesøster Julie og hendes mand Mikael til middag i deres lejlighed. Middagen består fortrinsvis af gin og meget lidt tonic. Dermed åbnes der op for nye veje og genveje efterhånden som promillen overskrider fartgrænsen for bilkørsel. Dermed er det ydre klaustrofobiske rum sat.

Under overfladen lurer gamle traumer og konflikter, der farver det psykologiske landskab i mange og modsatrettede mønstre, hvor kærligheden har nået sin grænse. Den er blevet erstattet af praktisk vanetænkning, manglende alternativer, accept af tingenes stilstand og manglende lyst til at lave om på noget, fordi kærligheden, der overvinder alt, er fortid og vanen, der ikke kræver et særligt initiativ, er fremtid.

Sandhed og konsekvens kommer langt omkring i den menneskelige psyke. Hver af de 4 personer repræsenterer en genkendelig type: fødselaren Elisabeth har dulmet sig med alkohol i en sådan grad, at hun har svigtet sin mand, deres datter Anna og sit arbejde. Trods et dyrt afvænningsophold – endda på et slot - så har alkoholen igen sneget sig ind som hendes nærmeste partner med alle de løgne, det medfører, og hvor alt er de andres skyld.

Med flasken i hånden har hun lagt et kæmpe ansvar over på sin datter, Anna, der måttet være mor for sin egen mor. Nu er Anna så blevet syg og misbruger spærret inden på et sindssygehospital.

Jens er den langmodige ægtefælle, der arbejder som lærer, men med en drøm om at blive forfatter. Hans eneste roman med den underfundige titel: ’Sneglen’, fik ingen gang på jorden og ligger fortsat i kælderen, hvilket Elisabeth ikke holder sig tilbage for at bore i, men Jens skiller sig også ud. Han er det barn, der som spæd blev forladt på et børnehjem af forældrene. Da de flere år efter vendte tilbage, valgte de ham fra og tog i stedet en pige med hjem. Jens er hele tiden den medierende, den, der forsøger at finde veje, den, der tør gå ind i sig selv og den, der tog sig af datteren og føler for hende. Han har den empati, som de andre ikke ejer og han forsøger at mægle, når stridigheder eskalerer uden at forklejne konflikten.

Lillesøsteren Julie har et fornuftigt arbejde, som vi ikke hører meget om - for mandens karriere er vigtigst -og et trist sexliv, som vi hører en del om, medens hendes mand Mikael er en lovende bankmand med snarlig udstationering i Bruxelles, hvor alle magtens veje mødes i det Europæiske fællesskab.

Der er sociale forskelle. Lillesøsteren bor i fin villa og spiller golf, hvor man møder ”de for karrieren rigtige mennesker”, storesøsteren bor i en kedelig lejlighed, hvilket hun ofte nævner og scenograf Marianne Nilsson understreger det på formfuldendt vis med et sort rum, med kedelige grå sofaer, hvor kun drinksflaskerne giver farve.

Men der er også dybere psykologiske forklaringer, som Norén berører. Ud over søskendeforholdet, hvor storesøster er misundelig på lillesøsters velstand og position i borgerskabet, så lurer der også en dybere konflikt. Deres far foretrak lillesøsteren. Ifølge Julia Kristeva er det netop faderens accept, der giver mod på at gå ud i verden, hvilket Julie og ikke mindst Mikael er eksempler på. Også Mikael havde en god far, en officer, der gav sønnen frihed til at gøre, hvad han ville – under ansvar, fornemmer man.

Der bliver gået tæt på de ægteskabelige og søskendemæssige konflikter. I løbet af natten når konflikterne så vidt, at begge par vil skilles, men denne sandhed for ingen konsekvens. Søskendeforholdet bølger mellem had og kærlighed - det får heller ingen konsekvens. Man skilles i den tidlige morgentime som venner med håb om gensyn – men måske ikke lige gentagelse af den undertiden høje decibel, hvor den hverdagsagtige dialog presses af de indre sår og konflikter.

I et hjørne af scenen holder undulaten til, der er Jens’ kæledyr. På symbolsk vis er den lukket inde i et bur, som den kun undslipper, da Jens tager den ud, men han kommer så til at bide hovedet af den. En elegant påmindelse om, at den hovedløse frihed er døden.

Det er et vedkommende, koncentreret og meget velspillet ensemble, som Maria Vinterberg har instrueret. Alle skuespillere er anonymt klædt i sort. Alle med sorte bukser og sko, hvilket fremhæver, at dette skuespil ikke handler om to særlige ægtepar, men om os alle.

En særlig præstation yder Anette Støvlebæk i den komplicerede rolle som Julie og ikke mindst Niels Ellegaard har en eminent sans for timing, stemmeføring og kropssprog, hvor han på magisk vis kan få luften til at stå helt stille i rummet.

Det er en fryd, at Teatret Ved Sorte Hest har sat dette tidstypiske og dog klassiske teaterstykke op med et så vedkommende budskab og et meget vellykket ensemblespil. Hver enkelt skuespiller formår at skabe forståelse og undren over det gådefulde i, at sandhed ikke altid har konsekvens – men det har et stækket liv i vanens tjeneste.

Foto: Robin Skjoldborg (c)