Snart er det hovedet, så gør det ondt i nakke og hals, også lungerne, hosten, hænder og bentøj har det heller ikke for godt og maven ikke at forglemme. Vi kender ham/hende, den evigt bekymrede, om sin egen sundhedstilstand. Ingen medicinske kure, ej heller de mange naturpræparater, synes at hjælpe. Google-opslag forværrer kun tilstanden og fremkalder yderligere symptomer.

Kort sagt vi står overfor en ægte hypokonder, skabt for scenen allerede for godt 350 år siden af den franske komediedigter Molière (1622-1673). Trods sine mange imaginære skavanker, stadig (trods de indbildte sygdomme) spillevende. Den indbildt syge en forrygende komedie, der i 1673 blev opført med Molière, selv sygdomsplaget, som Argan. Komedieforfatteren døde på tragisk vis ved fjerde opførelse, 51 år gammel. Argan er, på Det kongelige Teaters Skuespilscene, Den indbildt syge for fuld udblæsning, i Søren Sætter Lassens plagede skikkelse. Alt har han prøvet. Fra klystersprøjt og sennepsomslag til et arsenal af medicinske præparater. Stakkels Argan. For han er en stakkel, omgivet af, hustru, familie, læger og apotekere, der kun understøtter hans hypokondri – alle med en skjult dagsorden, der tjener deres egen fordel.

Argans ny hustru pønser/håber på, at ”den sygdomsplagede” snart afgår ved døden, så hun og elskeren kan nyde godt af de mange penge hun arver. Datteren, der er dybt forelsket i den sympatiske musicerende Cleante, har Argan bortlovet til Thomas, der er lægestuderende, så Argan altid har en læge ved hånden.

Stakkels, stakkels Agan, der lever i en dødsangst, understøttet af kvaksalvere og andre udnyttere. Heldigvis, midt i febervildelsen af det egoistiske intrigespil, står husfaktotummet Toinette, den sunde fornuft, med begge ben solidt plantet på komediescenen, i Tina Gylling Mortensens myndige skikkelse. Frækkere, mere respektindgydende, for ikke at sige rapkæftet, end Ludwig Holbergs mange Molièreinspirerede Perniller, får hun i god komediestil afsløret de falske profeter. For komedie er det, tæt på farcen, der groft udstiller og karikerer de menneskelige svagheder.

Det er sjovt, når stud.med.-bejleren i Alvin Olid Buresøs ranglede, kantede skikkelse, aflirer sin udenadlærte friertale, godt fyldt med latinske brokker, forgæves understøttet af sin læge far (Martin Bo Lindstrøm). Eller frydefuldt, når hustruens rænkespil afsløres. Forvekslingskomedie med mening og moral.

Konstant på scenen, omgivet af hyklere og udnyttere, er Søren Sætter-Lassen spærret inde i en selvforstærkende dødsangst, der midt i farcens vanvid, er menneskelig, forståelig og genkendelig – ikke mindst i en Corona-tid.

Scenografien, et dekorativt art nouveauformet kæmpe jerngitterhegn, der ved drejescenens hjælp roterer og bogstaveligtalt indespærrer Argan i sin egocentri, i en stående kamp med de mange indbildte sygdomme. Ja, han går så vidt i sin hypokondri, at han erkender: ”Jeg er bange for de sygdomme jeg ikke kender, og som jeg derfor ikke aner om jeg fejler”. Kan man komme længere ud i selvcentreringen?

Søren Sætter-Lassen yder en kraftpræstation, både fysisk, i sin tumlen rundt i ensomhedens centrifuge, og i sit karakterstudie af den ensomme, plagede mand, der rammer genkendelighed og de alment menneskelige svagheder. Sammen med Tina Gylling Mortensen, der (også her) er uimodståelig som den falske doktor, formår de forbilledligt at balancere mellem komedien og tragedien. Den jordbundne tjenestepige og den verdensfjerne hypokonder, understreger, at den kongelige scenes motto: ”Ej blot til lyst”, har evig gyldighed.

Thomas Bendixen, der tidligere har haft succes med Misantropen og Den gerrige, har på ny iscenesat og bearbejdet en Molièreklassiker – og også denne gang er der udskrevet den helt rigtige recept, der ikke behøver klystersprøjter, åreladninger, igler eller anden kvaksalveri, for at overleve. En velspillet, nuanceret balance mellem komedien og tragedien. Vi både lo – og fik ondt i selvindsigten.