Bertolt Brecht er han en glemt digter? Ikke helt. Mutter Courage og ikke at forglemme Laser og pjalter vender med passende mellemrum tilbage på scenen verden over, ofte i nyfortolkninger – ikke mindst på grund af deres ”songs”, hvor Mack the Knife er klassikeren, takket være Louis Armstrongs og Frank Sinatras fortolkninger. Og det er netop Brechts sange, til musik af vennen Hanns Eisler, Bådteatret, med forestillingen Kældermusik, har valgt at fokusere på.

Brecht og Eisler har samme baggrund. Begge blev de født i Tyskland 1880, deltog i første verdenskrig, var glødende marxister/kommunister og på flugt fra naziregimet i 1933. Først til Danmark, så Frankrig og med endemål i USA, hvor de begge, til at begynde med, har en succesfuld karriere. Men begge bliver mistænkeliggjort, og lagt for had af CIA og må på ny rejse/flygte til det nyoprettede kommunistiske DDR 1948, hvor de blev æresborgere og Eisler endda komponerede DDR’s nationalsang.

Vi skal skrue tiden tilbage. Forestille os en kabaretscene i Berlin eller München i mellemkrigstidens dekadence. En intim kælder, hvor ordet er frit og musikken pågående. Hvor harmen over fattigdom, social uretfærdighed får fuld udblæsning, men hvor også kærlighed, især den ulykkelige, er i centrum.

Bådteatrets lille dukketeaterlignende scene er fyldt med skæve, stiliserede silhuetter af storbyens højhuse, plus det klassiske røde fortæppe, hvor der om lidt stikker et rødhåret dukkeansigt frem. Hurtigt afløst af en smuk kvinde i en sarlagensrød flammende draperet kjole, flankeret af to musikere. Så er vi ikke i tvivl, vi skal ind i en miniverden med dukker, sange og levende musik – og ikke mindst tekster med mening.

’Die Maske des Bösen’ synger mezzosopranen Helene Gjerris, som den første af 15 Brecht sange, alle fremført på tysk – og alle til Eislers tids typiske ekspressive kompositioner, loyalt fremført af Peter Fuglsang og Jesper Egelund.

Helene Gjerris er ene aktør på scenen. Ikke helt, for det myldrer af Storm P. lignende vagabonder, liderlige herrer, soldater, boligspekulanter, prostituerede – mange med store hoveder og små kroppe. Karikaturer og groteske masker, der illustrer og spiller op til de fremførte sange. Alle er de store dukker, behændigt fremført af to ferme dukkeførere, der til Brechts kompromisløse tekster tager os ved hånden, ned til samfundets bund, for at mødes med storbyens skæbner. Små tableauer, som Helene Gjerris smukke stemme er nuanceret nok til at variere og fastholde.

Instruktøren Rolf Heim har med Kældermusik skabt et glimt af Weimarrepubliks brydningstid, som vi i dag kender bl.a. fra tv-serien Babylon Berlin. Tiden, hvor netop Brecht/Eisler satte lys på samfundets skævheder og uretfærdigheder. Meget har ændret sig – men, fastholder forestillingen, de fundamentale værdier er stadig værd at kæmpe for. Det minder den lille tyske kabaret i Bådteatrets last os om. Ikke mindst med slutsangen, ’Ändere die Welt, sie brauct es’.