Det er så svært at rumme eftermatchen af følelser og sanseindtryk. Adrenalinen pumper i blodet, mens hjerne og hjerte bliver ramt af en let euforisk forelskelse. For hvad er det lige, der skete her? Hvorfor har jeg det som om jeg er blevet kørt over af et følelsesmæssigt godstog?

I 1969 skrev Tim Rice og Andrew Lloyd Webber rock operaen Jesus Christ Superstar. I årene efter premieren skabte musicalen furore blandt kritikerne med sit utraditionelle spin på Jesus’ sidste dage. Ved at betragte Jesus mere som et kulturelt fænomen end en guddommelig skikkelse og ved at vise lige så stor sympati for Judas som for den mand, han forrådte.

Danmarks Underholdningsorkester har i samarbejde med The Really Useful Group stablet en koncertudgave af Tim Rice og Andrew Lloyd Webbers Jesus Christ Superstar på benene med Royal Arena som backdrop.

Det er en klassisk opbygning af en koncertscene med podier arrangeret højt. Det giver plads til de mere end 30 musikere fra Danmarks Underholdningsorkester og en lang catwalk til de 9 solister, samt koret Teatret Gorgerne med 25 medlemmer. Midt mellem strygersektionen og den rytmiske sektion af Danmarks Underholdningsorkester er der en trappe. Et stort kors hænger ned fra loftet, oplyst af en række små pærer som et andet billboard. Det er et simpel udtryk, der giver lidt glam til det ellers tomme scenerum. Man forventer nu heller ikke de store scenografiske virkemidler til en koncertudgave. Her er det i stedet forventningen til Danmarks Underholdningsorkesterets fortolking af musikken og til solisternes musikalske præstation, som er i fokus.

Dirigent Andreas Vetö modtages med et bifald og finder sin plads i strygersektionen af Danmarks Underholdningsorkester, hvortil man lige når at overveje om det er en svær plads dirigere fra når hele den rytmiske sektion er på den anden side af trappen. Men den tanke når ikke at hænge mere end 10 sekunder så slår den elektriske guitar an og overturen blæser publikum omkuld.

Royal Arena, som er bygget til rytmisk musik, er den perfekte venue for Danmarks Underholdningsorkester, der er helt eminente. De fanger publikum ind med det samme. De er klar til at levere, og vi som publikum kan ikke lade være med at lytte. Der er kun gået 30 sekunder, og man kan ikke lade være med at tænke, om solisterne overhovedet kan få et ben til jorden, når de står over for sådan et powerhouse som Danmarks Underholdningsorkester er. Har vi overhovedet brug for dem?

Men så står han der i sit sorte jakkesæt. Med mikrofonen i hånden. Den britiske tenor Ricardo Afonso i rollen som Judas. Introen til Heaven on Their Minds med det ikoniske guitarriff bliver slynget ud, og så sker det. Det går op for os, at det ikke er en koncert. Det er en iscenesættelse forklædt som koncert. Det er ikke Ricardo Afonso, der synger et nummer fra en musical. Det er Ricardo Afonso i rollen som Judas i fuld gang med at advare Jesus, om at al den opmærksomhed ender galt. Det her er Judas’ historie. Det er en helt uventet og ufattelig musisk præstation af Ricardo Afonso. Hans stemmevidde, klang og efterresonans er en af de bedste udgaver af Judas, undertegnede har oplevet. Det er som om, at partiet er skrevet til hans stemme. Det stopper dog ikke her. For udover at excellere rent musikalsk har Ricardo Afonso også sit teaterhåndværk i orden. Der bliver spillet intenst, følsomt og fint, helt ned til den enkelte fingersætning på mikrofonen.

Publikum skal lige have pusten igen oven på denne entre af en superstar. Men det får vi ikke tid til. For det skal snart vise sig, at dette er en iscenesættelse spækket med superstars. Christoffer Brodersen i rollen som Jesus er castet perfekt over for Ricardo Afonso. Hans dramatiske fortolking af Jesus får undertegnede til at knibe sig selv i armen og overveje, om dette rent faktisk sker.

Niveauet bliver ved med at blive hævet, og denne progressionslinje startede som allerede nævnt temmeligt højt med Danmarks Underholdningsorkester. Det er så det gør helt ondt i marv og ben, når Pilatus, spillet af Bjørn Fjæstad, tryglende beder Jesus om at tale sin egen sag. En scene, som ved hjælp af lysdesign af Sune Verdier og lyddesign af Morten Büchert gør, at man glemmer tid og sted. Det er så intimt og så hjerteskærende.

Ypperstepræsten Caiaphas bliver spillet af Cavin Cornwall, der kan sætte vibrationer i gulvet med sine dybe og kraftige bas-stemme. Caiaphas er skræmmende. Igen er der her et eksempel på, hvad en dygtigt skuespiller kan. Cavin Cornwall er sin Caiaphas lige som Ricardo Afonso er Judas. Der bliver sunget, så nakkehårene rejser sig. I frygt for denne autoritære Caiaphas, der kræver vores fulde opmærksomhed til sådan en grad, at vi ikke tør andet.

Det hører sig til de sjældne øjeblikke, at man som publikum får lov til at opleve en sådan forestilling, for dette er ikke en koncert. En forestilling, hvor orkester, kor, solister, lys og lyd smelter sammen til noget man kunne kalde for den hellige gral, for nu at blive i den bibelske terminologi. Som publikum lader vi os fascinere og forføre, hvilket først rigtigt går op for os to dage senere, hjemme i sofaen, efter man har hørt albummet på Spotify et par gange. Og det er lige præcis, hvad kernen i Jesus Christ Superstar er. Hvordan kan man blindt følge andre? Det er et virkeligt godt dramaturgisk greb at have i sit publikum.

OMG - det er Jesus Christ Superstar!