Det er svært ikke at være fascineret af Jakob Ejersbos roman Nordkraft. Ikke alene som bosiddende i Aalborg, men helt generelt er dette en meget populær og vedkommende roman, der i et fantastisk sprog fører sin læser ind i tre særskilte historier, hvis karakterer blander sig ind og ud af de enkelte fortællinger. Romanen blev tilbage i 2006 omsat til en vellykket spillefilm, men hvem havde troet at man her i 2021 kunne opleve Nordkraft som opera?

I anledning af Aalborg Operafestivals 20-års jubilæum, blev operaen Nordkraft uropført den 7. august 2021 i teater Nordkraft. Forestillingen er blevet til i et samarbejde mellem Copenhagen Opera Festival, der står bag forestillingen og hvad ville være mere naturligt end at uropførelsen kom til at foregå netop i bygningen der har lagt navn til romanen? Da publikum havde fundet sine pladser, blev forestillingen indledt med blandt andet en information (eller advarsel?) om at de næste to timer og femogfyrre minutter kom til at indeholde ”nøgenhed, stroboskoplys og teaterrøg”. Alle tre ting, som blot gjorde anmelder endnu mere nysgerrig.

Lige som bogen er forestillingen delt op i tre dele. Junkiehunde, Broen og Begravelse. Der er indlagt en kortere pause mellem hvert af disse akter, så den meget effektive, men minimalistiske scenografi kan blive tilpasset hvert segment. Der arbejdes her i primært sort og hvid, mens det blodrøde også finder vej til scenen. Faktisk bør scenograf Christian Albrechtsen få den første ros, for det er utroligt hvor fine scenerum han får skabt med ganske enkle, effektive virkemidler; lysstofrør, en kasse, en skål, en transparent plastpressening og hvide, transparente stykker stof.

Det meget enkle scenerum, passer rigtigt fint til den meget stiliserede måde forestillingen afvikles på. I første del oplever vi Marias dårlige trip, idet hun er placeret på en lyskasse midt på scenen, fra fløjene slæber et par væsener sig tæt på hende. Væsener, der i deres bevægelser nemt kunne være hevet direkte ud af et japansk gyserspil. Det viser sig dog at disse to mærkværdige skabninger, der kommer krampeagtigt, slaskende hen over gulvet er de hunde Asger ejer. Da det lykkes Maria (bogstaveligt talt) at komme på benene, er publikum så vidne til det trekantsdrama mellem hende, Asger og Hossein der udfolder sig.

Der synes konsekvent at være arbejdet med bevidst fremmedgørende effekter. Dette skal siges er primært i forhold til det visuelle og den måde spillerne bevæger sig rundt på scenen på. Personligt vandrede anmelder tanker først mod japansk Butoh-teater. Dette var både tydeligt i forhold til de førnævnte hunde, men også i Begravelse, hvor Steso – der godt nok er død – vrider sig på en platform hævet over både orkester og de øvrige spillere. På den anden side synes der også at sneget sig en snert af græsk maskespil ind, især i stykkets anden akt hvor den olieindsmurte Alan (der er delvist skjult, delvist synlig gennem tynde hvide stofstykker som hænger ned fra loftet) er placeret centralt på scenen hvorefter en række personer – meget lig et klassisk græsk kor nærmer sig ham. Alle har de deres ansigter er skjult bag sort klæde.

I sagens natur er det svært, selv på næsten tre timer, at omsætte en roman som Ejersbos til et medie som operaen, uden at der skal træffes en masse til- og fravalg undervejs. Som det fremgik både af pressematerialet og af selve forestillingen, så var skaberne mindre interesseret af det ren handlingsmæssige i romanen og i stedet fokuseret på at få skabt en slags refleksion af den stemning og de følelser bogen byder på. Opera har altid været de store følelsers holdeplads og Nordkraft er ingen undtagelse.

Stykket kan, som allerede nævnt, forekomme ret abstrakt, især for de tilskuere, der ikke kender romanen i forvejen. Skal du ind og se operaen kan det derfor på det varmeste anbefales at (gen-)læse romanen først eller i det mindste nærstudere programmet, hvor et kort handlingsreferat – der på udsatte steder i øvrigt er noget forskelligt fra romanens indhold – bliver gengivet. Som anmelders hustru, der er meget velbevandret i romanen, meddelte undertegnede i en af pauserne, så synes hun at folkene bag havde valgt at fokusere på nogle detaljer, som hun måske ikke selv ville have valgt. Sådan er det jo når man skal overføre en slags tekst til et helt andet medie.

Til trods for en stramt, abstrakt udtryk, så er de medvirkende aktører utroligt dygtige til at skabe intensitet på scenen, både mellem hverandre men også i forhold til publikum. Anmelder havde fornøjelsen at sidde på første parket, hvilket selvsagt også gjorde at den fysiske afstand mellem aktørerne og undertegnede til tider var under et par meter. Især bør Maria (Nanna Bugge Rasmussen) og Hosseins (Nils Gustén) forhold fra første akt fremhæves. Deres blikke slog virkelig gnister og især i den fine sekvens, hvor parret i stedet for at kysse hinanden, står så tæt på hinanden at de bogstaveligt talt synger hverandre ind i munden bliver et virkeligt stærkt og intimt øjeblik.

Lige så intenst oplevedes Alan i David Kragh Danvigs skikkelse, der traumatiseret med blikket rettet intenst mod både medspillere og publikum, blev hevet ud af en ulykkelig situation, kun for at befinde sig i en, der potentielt er endnu mere tragisk. Fremhæves skal også Cassandra Lemoine, der spiller Tilde, for hendes nærvær på scenen og ikke mindst hendes røst. Til gengæld var det, for fans af romanen, lidt mærkværdigt at skuespilleren var så gravid som tilfældet var, idet Tilde og Steso i bogen blot er nære venner, men ikke andet. I romanen er det jo Maria der venter sig, men virkeligheden kan jo næppe tage hensyn til den slags detaljer. Smuk var i al fald både stemme og struttende mave.

Overraskende var det også i tredje akt at opleve at orkestret, der hidtil havde været skjult bag scenen blive en del af scenebilledet. Signe Lykke har skrevet et ret så fantastisk partitur, der til trods for den meget moderne klang, men også fandt plads til det mere legende og pletvis en snert af humor. Ejersbos replikker kan man genkende, især fordi langt de fleste spillerne alle var gode til at artikulere undervejs. I sagens natur var der flere af replikkerne der blev gentaget (eksempelvis i duetterne) men selv om det ikke var et stykke båret af vilde replikskift, så kom de enkelte udsagn, takket være spillet og den enkle scenografi til at fremstår ekstra virkningsfulde.

Nordkraft er en spændende, fascinerende men også meget anderledes operaoplevelse. Det er et meget interessant bud på en nyfortolkning af romanen, snarere end det er en opera, hvor man straks genkender det læste. Der var som lovet både nøgenhed, stroboskoplys og teaterrøg, men heldigvis også store følelser undervejs.

Det er langt fra hverdagskost for undertegnede at se ny, dansk opera, men Nordkraft viste sig at være en ganske intens oplevelse, der bestemt bør opleves af alle der har mod på at opleve en speciel, visuelt betagende og vild forestilling, der i sidste ende også formår at bevæge sin tilskuer.

Addendum: Rollen som Asger blev ved uropførslen spillet af Magnus Renkwitz Bruun og sunget af Torben Nielsen Kierkegaard, hvilket også biddrog til den i forvejen ret specielle opsættelse. Når forestillingen senere på måneden opføres i København så er det Valdemar Villadsen der både synger og spiller den rolle.