Efter en lang kulturel indespærring på grund af Corona er det befriende velvalgt at Grønnegårds Teatret indleder sommeren med opsætningen af Ludvig Holbergs komedie Jean de France om den unge mand, der rejser ud på en 15 ugers dannelsesrejse til Paris for at lære verden og sig selv at kende, men gør han det? Og hvad kan en ung mand på 20 år lære på 15 uger?

Jean hæfter sig begejstret for alt det nye og overfladiske som moden repræsenterer, medens den indsigt, som fornuften er svækket - og fornuften er emblematisk for Oplysningstiden, hvor den gryende industrialisering i Europa har skabt en økonomisk bevægelighed, og et dermed støt voksende borgerskab, der sætter en ny dagsorden.

Det er også denne udvikling, der giver grobund for at åbne teatret i Lille Grønnegade i 1722, der er det første teater i Norden, hvor der spilles på modersmålet af en fast stab. Ind til da havde hoffet og adelen nydt teatrets glæder ved omrejsende franske skuepiltrupper, der spillede franske teaterstykker, medens håndværkerne blev underholdt af tilrejsende tyske trupper, der spillede i lavshusene på tysk.

Under pseudonymer Hans Michelsen forfatter Ludvig Holberg 5 komedier – heriblandt Jean de France - i forbindelse med åbningen af teatret i lille Grønnegade, hvor han viser, at nok kan man tjene penge og komme frem i samfundet, men dannelse stiller andre krav til fornuft og hjerte: er man baron eller bonde, er man handelsmand eller tjener? Er man kvinde eller mand? Der er forskellige roller og kritikpunkter, og hvordan er rollerne fordelt i familien? Holberg interesse for sociale roller og kvindernes ligestilling skinner tydeligt igennem.

Den unge Jean, der rettelig hedder Hans, har som andre unge været udenlands, men den store prøve er at omsætte sin viden til et godt liv, når man kommer hjem og det er netop denne rejse, Jean de France handler om.

Dermed skabes et dobbeltblik på den hjemvendte og på det samfund han vender hjem til. Den store og letgenkendelige prøve er kærligheden, der har en tendens til at følge sine egne veje og afveje og dermed kalde på en dybere indsigt. Og på tolerancen, der kommer på prøve!

Jeans fader, Frands, og kommende svigerfar, Jeronimus, er enige om, at disse udlandsrejser sætter griller i hovedet på de unge mænd, så de mister forstand og fodfæste, men hvad værre er, så kolliderer det med de to handelsmænds fornuftsaftale om, at Jean skal giftes med Jeronimus datter Elsebet. Et ord er nu en gang et ord mellem handelsmænd og selv om Elsebet er forelsket i Antonius, så ophæves en handelsaftale ikke uden videre – også selv om Jeronimus’ fornuft taler imod, at se sin datter gift med den hjemvendte storskrydende og selviscenesættende Jean. De to mænd indgår derfor en aftale om at vente 14 dage med giftermålet for at se, om der indtræder en bedring, der kan bringe Jean til fornuft, så han forlader sine overfladiske franske manerer og sin hang til tomme franske floskler.

Hjælpen kommer den stakkels Elsebet til undsætning i form af hendes rådsnare tjenestepige Marthe og tjeneren Espen. De laver deres egen komedie i komedien, hvor de i bedste klassiske stil, får stillet Jean på en prøve. De spiller med på Jeans snobberi for det franske ved at foregive, at Marte er en meget rig fransk kvinde, som er dybt forelsket i Jean. Jean mangler også på denne rejse ind i et ukendt land enhver fornuft, der kan få ham til at gennemskue situationen. Hans moral er heller ikke for god. Han er flygtet fra en spillegæld. Men spilleren dukker op og beder om at få indfriet gælden, men da Jean mangler penge, så tager de hans tøj.

Jean rejser således sydpå igen klædt af til skindet i flere betydninger, for at møde den rige franske dame, som ikke eksisterer.

Dermed kan Elsebet få sin Antonius og handelsmændene kan opretholde et godt forhold ved at gifte deres to yngre børn med hinanden.

Men det er kun på overfladen, for Holberg får samtidig kastet et muntert kritisk blik på mandens og kvindens roller. Mænd holder handelsaftaler, men i ægteskabet, hvor manden, nok bestemmer udadtil, regerer kvinderne eksemplificeret ved Frands og Magdalone. Hun kan sno ham ud af al fornuft til at sige og gøre, hvad hun forlanger ved at nægte ham ægtesengen.

Holberg viser, at sund fornuft findes i alle samfundslag, men evnen til at leve op til sin rolle i tilværelsen er en forudsætning for at begå sig i verden, medens provinsialismen trives lige under overfladen i det nye borgerskab.

Grønnegårds Teatret har valgt at bearbejde Jean de France i denne opsætning. Instruktør Charlotte Munksø trækker skuespillet en ekstra tand mod farsen, hvor figurerne bliver skarpere og kostumerne bidrager fantasifuldt til den karnevalistiske centrifuge, hvor der også indføres genkendelige hentydninger til aktuelle moder i nutidens Danmark. Det styrker det komiske, men svækker desværre nogle af de finere nuancer i komedien, der skaber eftertænksomhed hos publikum.

Velspillet er det! Et ensemble, hvor tempo og spilleglæde – altså ikke den spilleglæde, der skaber gæld, men netop overskud – gør forestillingen til en munter stund netop i Odd Fellow Palæets Have.

Der er også indlagt kendte musikstykker, der kalder på følelserne og knytter an til det aktuelle. Ensemblet indleder og afslutter meget apropos med en fællessang. Det er Grundtvigs salme: Langt højere Bjerge, hvor ikke mindst første strofes sidste linje: ”Ved jorden at blive, det tjener os bedst” får et ekstra tryk på tangenterne.

Det er klart nok også de to handelsmænds morale, men ikke komediens. For Holberg minder i sin Jean de France om, at forførelse er godt, men fornuft er uundværlig og ved at lege med ord, aktuelle problemstillinger om rettigheder og magt, holder Holberg også et spejl op for publikum om, at være opmærksom på, hvordan magt forvaltes og om det er de rette, der sidder på magten og hvem går det ud over, når meninger krydser? For ét er handel at forstå, et andet land at føre!

En stor tak til Grønnegårds Teatret for at minde os om denne desværre alt for aktuelle morale.