Lad det være sagt med det samme: Inden i mig bor der en 80-årig traditionalist. Så da jeg satte mig i salen for at se Anna Balslevs fortolkning af Henrik Ibsens Et dukkehjem, var jeg mest bekymret for, om der ville være ændret for meget ved Ibsens klassiske fortælling. Efter forestillingen stod jeg ironisk nok tilbage med en følelse af, at der var ændret for lidt. Det vender jeg tilbage til.

Fortællingen er den samme som i forlægget fra 1879: Nora er gift med den lidt ældre Torvald, som hun har tre små børn med. Hendes liv består af at gå hjemme, hvor hun er sød og munter, som Torvald gerne vil have hende. Hun mener selv, hun er lykkelig, men hun har begået dokumentfalsk bag sin mands ryg, og dén hemmelighed truer efterhånden med at destabilisere deres perfekte ægteskab. Pludselig må Nora se i øjnene, at hun hverken kender sin mand eller sig selv.

Balslev holder sig faktisk overraskende tæt på det originale manuskript, helt ned på replikniveau. Det nyfortolkende består derfor hovedsageligt i, at skuespillerne er udstyret med moderne tøj, og at doktor Rank er blevet til en kvinde. (Måske en henvisning til, at lægestudiet i dag er domineret af kvinder?). Derudover er scenografi og rekvisitter holdt i det minimalistiske. Skuespillernes samspil med scenografien er eksperimenterende og nogle gange lettere syret. Den mest dominerende rekvisit er den kunstige sne, som forestillingen bruger både symbolsk og rørende.

Historien om Nora, der ender med at forlade mand og børn for at finde sig selv, sendte chokbølger gennem 1800-tallets teaterpublikum. Selvom Ibsen insisterede på, at han fortalte en historie om individets søgen efter identitet, er Et dukkehjem lige fra begyndelsen blevet læst som en historie om kvindens søgen efter identitet. I dag er hans skuespil næsten synonymt med kvindefrigørelse.

Derfor kan det også undre, at Anna Balslev ikke griber muligheden for at gøre mere ud af kvindetematikken og leverer en mere gennemgribende nyfortolkning. I en æra domineret af #metoo-bevægelsen og debat om kønsroller virker det ellers temmelig oplagt. Netop fordi Balslevs opsætning holder sig så tæt på originalen fra 1879, fremstår navnlig kvindernes rolle ude af trit med tiden og dermed utroværdige. Vi får for eksempel ingen forklaring på, hvorfor Nora ikke har noget arbejde i denne 2020-udgave, og fru Linde har stadigvæk måttet gifte sig med en rig mand for at forsørge sin mor og sine brødre. Det virker mildest talt usandsynligt.

Det kunne have været sjovt at se Nora som en rødvinsdrikkende trophy wife med den ældre Torvald som sugar daddy eller fru Linde som evighedssinglen, der er dødtræt af Tinder og bare savner noget ægte. Min oplevelse var, at opsætningens insisteren på ikke at pille ved det originale manus går ud over identifikationen med personerne. Jeg kunne ikke for alvor mærke deres kamp.

I forhold til skuespillerne er der kun fem, og de befinder sig alle på scenen hele vejen igennem forestillingen. Sicilia Gadborg Høegh, som spiller Nora, formår at gøre karakterens transformation fra fjollet lillepige til voksen kvinde troværdig. Det lykkes til gengæld ikke rigtig for Peter Christoffersen, der spiller Torvald. Det skyldes formentlig, at man har valgt, at der skulle mere humor ind i Ibsens fortælling, så karakteren Torvald er blevet temmelig gakket. Han står for små øjeblikke af comic relief i løbet af forestillingen. Men netop derfor er han svær at tage seriøst under Torvald og Noras store alvorssnak til slut; det er lidt som at se Dirch Passer spille alvorlig.

Så for at vende tilbage til begyndelsen: Jeg havde gerne set en modig og relaterbar nyfortolkning, som tog livtag med både kønsroller og det moderne parforhold, inklusiv vores store krav til den romantiske kærlighed. Det får du ikke rigtig her. Vi lander i stedet et sted på halvvejen mellem Ibsens originale fortælling og noget nyt. Men trænger du til en genopfriskning af den klassiske historie og ditto replikker, får du det i Balslevs Et dukkehjem.