For tiden er der ikke meget at råbe hurra for. Men Hurra bliver der råbt, når Café Liva serverer onemanshow på turne. Skuespilleren Jacob Morild fejrer sit 20 års jubilæum på teatret, hvis base i Nyhavn i København.

Morild giver den fuld gas i sit one-man-show. Der kommer ufatteligt mange ord ud af munden på ham denne aften.

I perioder kan ordstrømmen dræne for energi. Åh, hvor gør det godt, når han ind imellem trækker vejret eller synger en lille hyggelig sang.

Morsom og skarp, det er han i sin jubilæums­kabaret, der havde premiere i Nyhavn i 2019, og som her i 2020 og 2021 er sendt på turne.

Jacob Morilds satire er kostelig og formidles altid med et skælmsk blik i øjet. At ytringsfrihed kan gradbøjes giver han et finurligt eksempel på: Mens den hos os (i de liberale demokratier) går ud på at kunne spotte og håne uden, at de, der bliver udsat for spot og hån, føler sig krænkede, er sagen en helt anden i Hongkong og Hviderusland. Her tror de, at ytringsfriheden drejer sig om at kunne demonstrere på gaderne uden at blivet slået ned af politiet eller blive sat i fængsel.

Kulturelt tyveri
Den ‘kulturelle appropriation’ bliver også svitset på panden i denne kabaret-forestilling. Betegnelsen, der er til at knække tungen på, betegner en kulturel tilegnelse eller kulturelt ‘tyveri’ - eksemplet kan være en hvid mand, der tillægger sig en rasta-frisure. Da han ikke er afro-amerikansk og ej heller har oplevet undertrykkelsen, tilkommer det ikke ham at gå rundt med rasta-hår - lyder kritikken fra de mest hardcore rasta-typer.

I amerikanske storfilm over japanske tegneserier var det planen, at asiatiske figurer i filmversionen skulle erstattes af hvide skuespillere. Men nej - den gik ikke. Det var ‘hvidvaskning’ af rollerne, lød kritikken.

- Som skuespiller skulle man jo helst ikke spille noget andet, end man er i virkeligheden, lyder Jacob Mo­rilds syrlige kommentar til denne flig af krænkelses-kulturen. Bizart bliver det, når vi bliver krænket over, at andre føler sig krænket.

Intelligent humor
Jacob Morild elsker at hudflette vor alle sammens dobbeltmoral. Hans humor er intelligent, og han er bestemt ikke bange for at bevæge sig under bæltestedet. Et par gange trækker han publikum med derned for derpå elegant at trække sig selv op igen - og lade os blive hængende.

Ad flere omgange rister han sin egen generation. Den generation, der er født i anden halvdel af 1960erne, og i 1980erne fik prædikatet ‘nå-generationen’. Samme generation inviterede i 1990erne ikonet fra dansk børne-tv, Povl Kjøller, til at optræde som hovednavn på danske rockfestivaler. Kjøller blev ophøjet til gud på Roskilde Festival. Hvor ironisk kan det hele nogle gange blive i kongeriget Danmark?

På et tidspunkt bliver det for meget af det gode i Hurra. Pointerne er skam fine nok, men Jacob Morild er ved at snakke mig et øre af. Hans gå-på-mod er fascinerende. Hans energi kan dog godt blive lidt trættende. Der er dog kun få, der kan spille soloteater som han.