I Waitress er de fleste tærter, som der bliver reklameret for i Joe’s Diner, som vores hovedpersoner arbejder i, allegoriske. Den mest opfindsomme må siges at være en tærte bestående af bacon og blåbær.

Sammensætningen bliver opfundet i hjernen tilhørende vores heltinde, Jenna, et tærte-skabende vidunderbarn som drømmer om et bedre liv, væk fra sin ægtemand som misbruger hende.

Men der er nu altså et problem, det der med at musicalen mener det helt alvorligt om en bacon/blåbærtærte. Bacon. Og blåbær. Hver for sig er det to ekstremt gode ingredienser, men jeg har svært ved at se for mig, hvorfor et fornuftigt menneske skulle se på de to ingredienser i et køleskab, lægge to og to sammen, og så komme til den konklusion at de ville da passe helt perfekt til en desserttærte.

På samme vis er Waitress bygget op med de fineste ingredienser, som denne verden kan tilbyde, men ofte føles det som ting, der aldrig skulle have været sammensat.

Musicalen er bygget på Adrienne Shellys kultfilm fra 2007 og det er en bevægende musical, fyldt med mangelfulde, moralsk kompromitterede karakterer af den slags, som man sjældent ser i denne slags musicalproduktioner. Der er ingen helte i historien, hverken Jenna eller hendes kærlighedsgynækolog, dr. Pomatter, heller ikke hendes kollega og bedste ven, Becky, som passer på hendes aldrende mand derhjemme (en person vi aldrig ser). De er skam mennesker, som vi som publikum kan elske, fordi de netop er mangelfulde og fordi de egentlig aldrig får en forløsning. Vi bliver bare nødt til at tilgive dem, hvis vi skal nyde showet, og det er en ret så modig holdning at have til sin musical.

Der er også en anden slags Waitress med i historien. Den fjollede Waitress som skal få os til at grine og med et blink i øjet sige til os, at vi ikke skal lade os gå på af historiens mere seriøse del. I den del af Waitress bliver vi præsenteret for to oralsexscener, hvoraf den ene har en tærte involveret, og den anden er en del af en genopvisning af et slag fra den amerikanske borgerkrig. Den sidste del involverer to komiske karakterer, Dawn, den nørdede servitrice, og Ogie, den hyperaktive tosse som ønsker et forhold til Dawn gennem hele showet. Jeg er egentlig ikke modstander af den slags scener, men sammensat med alle de andre ting, så… ja, det bliver bare meget underligt.

Et bittersødt drama om menneskelig skrøbelighed, som også er en vild sexkomedie. Måske kunne begge dele af Waitress – den seriøse og den fjollede – eksistere side om side, men når de overlapper hinanden, sker der et eller andet, som slet ikke passer sammen. Her kan jeg med fordel bringe Jennas ægtemand ind i billedet. Hans formål i historien varierer. På et tidspunkt er han bare en latterlig charmør, som ingen bryder sig om, på et andet tidspunkt er han en skræmmende voldsmand, som misbruger Jenna. Hvis man skal tage Waitress seriøst, er afslutningen på hans historie så ligegyldig, at det grænser til at være uforsvarlig.

Waitress er alt til trods stadig en klassisk musical. Maria Lucia kommer med en smuk, bevægende præstation. Faktisk er der intet at sætte fingeren på, når det kommer til både skuespillerne og scenografien. Alt spiller sammen. Sangstemmerne og koreografien er tiptop. Musikken er sjov og underholdende. Der er rigtig meget at nyde i Waitress, men denne anmelder havde bare problemer med at nyde det hele på én gang.