Hans Dueholm har med sit eget operaselskab Figaros vist adskillige små, sjove operaer - og i modsætning til de såkaldte ‘komiske operaer’ - der ofte ikke er særligt raffinerede - har Dueholms beskedne opsætninger været virkelig morsomme. Oftest fordi de laver en lille parodi over originalen, men altid samler den røde tråd og op i forestillingen og fortæller den historie, der skal fortælles.

I vintersæsonen 2020-2021 turnerer Hans Dueholm med en cabaret om Storm P. Livet er en gåde hedder den.

Ind imellem gamle danske sange og melodier af blandt andre Aage Stentoft, Kai Normann Andersen og Knud Pheiffer underholder Dueholm i to afdelinger med Storm P.’s tekster. Robert Storm Petersen, som han hed, ikke blot malede og tegnede ‘fluer’ og skrev aforismer, han var også mand for en stribe humoristiske fortællinger - og disse fortællinger diverterede Dueholm med som små stykker salamipølser mellem brødskiverne.

Lidt langtrukket
Det er dog sangene, der giver denne forestilling krydderier. Mens Storm P.’s aforismer - de overraskende måder at udtrykke sine tanker på - holder i dag, er en del af hans fortællinger noget lange i spyttet. Måske er de blevet overhalet indenom af comedy-genrens og den moderne satires virkemidler.

Derfor bliver forestillingen ind imellem også en smule træg. Omvendt er den for alle os med en alder, hvor sexchikane er et frynsegode, også ganske hyggelig. Jeg kom i hvert fald tilbage til tiden, dengang min mormor havde radioen tændt, og Den gamle skærslippers forårssang eller Den mellemste køje fik danskerne til at glemme trædemølle og trummerum. Midt i det hele får publikum også en temmelig kraftig ekskurs med Richard Wagners Gralfortælling.

Dueholm bliver i forestillingen akkompagneret af en veloplagt Allan Dahl Hansen på klaver, mens scenografien består af blandt andet Storm P.-tegninger på stående kasser og skiftende projiceres op på et stort hvidt lærred i baggrunden.

Forkærlighed for vagabonder
Hans Dueholm er uddannet i klassisk sang fra Det Jyske Musikkonservatorium og har en baryton, der kompenserer gevaldig for den kedsomhed, der kan snige sig ind mellem tekstlæsningerne.

Dueholm disker op med små brudstykker fra Storm P.’s liv og færden - lige fra hans små-syrlige, skriftlige nabofejder på Asgårdsvej på Frederiksberg over hans store forkærlighed for vagabonder og hjemløse, til hans første forelskelse i den 23 år ældre Lydia Sørensen. Vi ser det selv på et billede: En meget kraftig dame. Man ser ligheden til Storm P.’s tegninger med splejsede mandslinge, der ofte er i selskab med - ja, her er vi nødt til at tale lige ud af posen - voluminøse matroner.

At Poul Henningsen mente, at Storm P. var en lille småborger, der spildte sit talent ved ikke at beskæftige sig med de store problemer i verden kommenteres også i forestillingen. Hans Dueholm kommer med et par eksempler på, at Poul Henningsen ikke altid havde ret.