Beethoven’s eneste opera Fidelio er notorisk vanskelig at bringe til live på scenen. Komponisten kæmpede med den i mange år; den findes i (mindst) tre udgaver, og vi har ligefrem fire ouverturer at vælge imellem; de tre af dem navngivet efter operaens første version – som bar titlen Leonore. I denne co-produktion mellem DKT, den hollandske og den polske nationalopera hører vi Leonore nr. 2 – visuelt gestaltet som den tro hustru Leonores forvandling til den kæmpende hustru Fidelio.

Der er mange mulige årsager til problemerne med at sætte Fidelio op, og jeg vil nævne et par af dem: Grundlæggende er Fidelio en fransk ”befrielsesopera” i en heroisk tradition med rødder i den franske revolutions musik, men den fandt først sin endelige form i en tid som blev mere og mere reaktionær. Beethovens egen ’final version’ er fra 1814, Wienerkongressens år, hvor Europas demokratiske udviklingshjul blev sat på standby i årtier. Operaen har også – langt ind i første akt, og enkelte steder i anden akt – karakter af syngespil, simpelthen fordi personerne omkring fangevogteren Rocco – hans datter Marcelline og hendes bejler Jaquino - realistisk gestaltes som småborgere; meget forskellige fra den fængslede (borgerlige) frihedskæmper Florestan og hans heroisk kæmpende hustru Leonore/Fidelio. Også ret grundlæggende: Beethoven har det ikke så let med vokale stemmer – han behandler dem for det meste, som om de var instrumentale. Det er krævende for solister såvel som kor.

Desuden er der dramaturgien. Plottet er klart nok: den onde, reaktionære guvernør Pizarro holder en masse frihedskæmpere indespærret og vil gerne af med deres leder Florestan. Efter lang tids overvejelse beslutter Florestans hustru Leonore sig for at kæmpe og skaffe sig adgang til fængslet ved at forklæde sig som mand, med navnet Fidelio. Det lykkes, hun bliver ansat som medhjælper hos Rocco, lederen af fængslets vagtkorps, men helt uforudset forelsker Roccos datter Marcelline sig i den kønne unge ’mand’ og vinker sin gamle tilbeder Jaquino af. Pizzaro har tiden imod sig. Den liberale minister Don Fernando er på vej på uventet inspektion, så Florestan skal skaffes af vejen. Leonore/Fidelio forhindrer dette i sidste øjeblik, og med ministerens ankomst og den efterfølgende afsløring af forholdene sættes Florestan og de andre fanger fri.

Papfigurer og musikalsk realisme
Det dramaturgiske hovedproblem er, at alle personerne rent ud sagt er ’papfigurer’ – endimensionale repræsentanter for (Beethovens ideer om) henholdsvis den onde undertrykker, den brave frihedshelt, den trofaste og heltemodige hustru, den småborgerlige fangevogter – og så videre….

Deres musik er også plakatagtig: de er typer, som musikalsk-stilistisk gestaltes med velkendte formler fra Beethoventidens opera: fra Mozartsk syngespil til fransk heroisk opera. Beethoven er faktisk (og musikhistorisk rigtig spændende) ’musikalsk realist’: Rocco-familien formulerer sig i syngespil-stilen (a la Mozart), Pizarro i tidlig romantisk skurkestil (med spændingsakkorder og grimme melodier), mens Leonore og Florestan har musik som taget ud af Beethovens samtidige heroiske symfonier, nr. 3 og 5.

Med andre ord: det er svært at få disse papfigurer til at leve på scenen, for de har slet ikke de mange forskellige personlighedstræk eller bare fine følelsesmæssige nuancer, som vi kender fra Mozart og senere Wagner eller Puccini. Heldigvis har man i denne udgave – som oftest nutildags – valgt at sløjfe den oprindelige talte dialog, som stort set kun kan virke forstyrrende for et nutidigt teaterpublikum.

Andre dramaturgiske svagheder er slutningen af 1. akt – der burde afsluttes med det berømte og fantastisk bevægende fangekor. Aktens resterende numre er reelt overflødige og aktslutningen derfor langsommelig-uinteressant. Og så er der selvfølgelig ministerens opdukken som en klassisk ’deus ex machina’: dramaets konflikt afsluttes ved en ’guddommelig indgriben’, ikke ved en psykologisk tilfredsstillende løsning på den dybe konflikt.

Instruktørens valg
Så hvad stiller en instruktør op med disse problemer? Fidelio er blevet angrebet på mange forskellige måder i de seneste årtier. Man kan anbringe fortællingen i historisk tid (fx nazi-tiden, som man gjorde i Santa Fe i 2014), man kan aktualisere den med konkrete referencer til nutidens frihedskampe (som det skete på Den Jyske Opera i 2007), og man kan vælge en mere almen, abstrakt aktualisering, som sætter alle ’frihedsbevægelser’ og ’undertrykkelsen af dem’ på en fællesnævner. Det gjorde Claus Guth på fornem vis i Salzburg 2015, og det er også den vej James Fulljames er gået på Operaen, loyalt og meddigtende assisteret af Steffen Årfing (scenografi, video- og kostumedesign) og Lee Curran (lysdesign).

Den scenografiske ramme markerer fængslet og konflikten som nutidig/uden for specifik tid. Vagterne er i forholdsvist anonymt, blåtonet tøj, fangerne (her er både vagter og fanger af begge køn, et vigtigt træk ved iscenesættelsen) i bruntonet unisextøj. Programbogen fortæller i den forbindelse, at kostumerne er produceret af tøjfirmaet Carcel, der arbejder med at udvikle kvindelige fangers færdigheder. Pizarro underrettes (helt nutidigt) om ministerens ankomst via mobiltelefon, og disse uundværlige nutidsredskaber spiller også en visuel hovedrolle i slutscenen. Ud over dette er scenografien bevidst holdt i sort-hvid, med en stor hvid skærm som bagvæg, hvor der både kan skabes ”skyggespil” og bringes projektioner. Dette passer fint til stereotypierne og stemningen.

Vi kan altså opleve dramaet som nutidigt, relevant her-og-nu, og det understreges i slutscenen, hvor instruktøren giver Beethovens (seriøst mente) frihedsapoteose et mere eller mindre overraskende feministisk og anti-populistisk twist. Ministeren er en selvpromoverende politiker, der altid smilende gerne lader sig forevige på TV med hvem som helst. Først med Pizzaro, senere med Florestan, som er dybt traumatiseret og totalt udmattet. Leonore er usikker på, hvilken rolle hun skal spille i denne live-transmission, men til sidst vælger hun at lade den ulykkelige Florestan sejle sin egen sø og promovere sig selv med et kamptegn til TV-fotografen.

Er det en lykkelig, forløst slutning – i Beethovens ånd? Nej, det er det ikke - lige så lidt, som når vores egne politikere lover os, at ’NU skal det være slut med dit eller dat’! Fulljames skal have tak for at dreje denne – fra Beethovens side larmende, demonstrativt positive - slutning på en måde, så vi kan gå tankefulde hjem.


Forestillingens program trækker denne pointe endnu videre – med spørgsmålet: ”Hvor gik Leonore hen…?” – blev hun politisk leder, stærk erhvervskvinde, eller hvad? Florestan sidder tilbage med PTSD, ingen tvivl om det. Hvad skylder systemet og hans hustru ham?

Jeg havde set frem til at opleve, om det kunne gøre en hørbar forskel med en kvindelig dirigent (Joana Carneiro) til denne meget maskuline musik, men af personlige årsager trak hun sig sent i prøveforløbet - og overlod podiet til Gregor Bühl (som vi tidligere har oplevet på operaen i bl.a. Madama Butterfly). Jeg har desværre ingen informationer om Carneiros intentioner, men Bühl ledede meget sikkert Kapellet, koret og sangerne gennem det krævende partitur, med fine tempi og flot orkesterklang. Blandt de mange musikalske idéer og nyskabelser (i programmet bl.a. krediteret som ”Musikalsk bearbejdelse af Thomas Bagwell”) vil jeg nævne et dybt bevægende højdepunkt, da den heroiske duet mellem de genforenede ægtefolk blev efterfulgt af et lavmælt, inderligt afsnit fra strygekvartetsatsen Heiliger Dankgesang (opus 132), visuelt akkompagneret (på det store lærred i baggrunden) af arme og hænder, der rækker ud mod hinanden.

Det musikalske niveau var meget højt, og alle hovedpartierne var besat med fremragende sangere. Ann Petersen er en ideel Leonore/Fidelio med sin både heroiske og varme dramatiske sopran og sin sceniske præsens. Niels Jørgen Riis var sangligt fuldstændig overbevisende i sin debut som Florestan, omend hans skrøbelige og traumatiserede figur kunne forekomme mere klodset end rørende. Stephen Milling var en herlig Rocco, på samme tid småborgerligt stupid og menneskeligt ukorrumperet. Mary Bevan var aldeles glimrende som hans datter Marcelline og Petter Moen rørende og velsyngende som den forsmåede Jaquino. Thomas Johannes Mayer fyldte den ret utaknemmelige rolle som superskurken Don Pizarro med vokalt vrængende autoritet og scenisk opportunisme. Jens Søndergaard ramte plet med sin populistiske minister: smukt syngende og ubehageligt selvsmagende på samme tid. Det Kongelige Operakor – som altså her ikke var reduceret til Beethovens herrekor, men til et kor af undertrykte mennesker af alle køn – sang forbilledligt, og det var frydefuldt at høre Det Kongelige Kapel i storform.

Ført og fremmest var det skønt at høre opera live igen – for mig første gang i mere end et halvt år.Alt i alt en glimrende forestilling – med skøn musik undervejs og noget at tænke over bagefter.