Oliver! er Lionel Barts ikoniske musical udgave af Charles Dickens roman Oliver Twist. Dickens tager hårdt fat om samfundskritikken med fokus på børnemishandling, et samfund i opløsning og sociale forskelle. Alt sammen set fra et barns perspektiv. Lionel Bart har en lettere tilgang til historien end Dickens havde, men grusomheden og den sociale ulighed trænger stadig tydeligt igennem.

Vi følger Olivers eventyr fra fattighuset til hans flugt til London, hvor han bliver en del af Fagins drengebande.

Lionel Barts musik og tekster til Oliver! anses for musical-klassikere. Der er ikke tale om komplekse musiske kompositioner, hvilket en nødvendighed når rollerne fordeles over et bredt aldersspekter.

Den hjerteskærende Hvor findes kærlighed bliver sunget med en imponerende fintfølende og indtrængende stemme af den 12-årige Bertram Hasforth Klem i rollen som Oliver. Bertram Hasforth Klems Oliver er oprigtig og troværdig. Han lykkes med at skildre den barske virkelighed som et forældreløst barn fra Londons fattige kvarter skulle klare sig igennem. En virkelig flot og bemærkelsesværdig præstation.

I den anden ende af alders-spektrummet finder vi Preben Kristensen. Han er den mest erfarne musical-skuespiller på scenen, hvilket er med til at hive niveauet for hele forestillingen op. Det er næsten umuligt at beskrive, hvad det er som Preben Kristensen kan. Ord som enestående, folkelig, beskeden, intelligent og nuanceret er blot nogle af de første ord, som kommer springende frem. Han forsvinder helt ind i rollen som Fagin, og hans komiske fortolkning af nummeret Ta’ og tøm en lomme, helst to, får hele salen til at buldre af latter. Preben Kristensen lod også sin Fagin give os aftens bedste metakulturelle gimmick. Preben Kristensen fik sneget en lille replik fra Walt Disney Animationsfilmen Aladdin ind, hvilket en god del af aftenens publikum fangede. Det er noget kun en skuespiller som Preben Kristensen kan slippe af med at gøre. Timingen sad helt perfekt.

I midten af aldersspektret er Monica Isa Andersen i rollen som Nancy, der ikke helt kan leve op til de flotte præstationer, leveret af Preben Kristensen og Bertram Hasforth Klem. Hendes Nancy er en meget forvirrende fortolkning. Man ved ikke helt, hvor man har hende. I det ene øjeblik lever hun som den vulgære syngepige med nummeret Oom Pah-Pah. I det næste øjeblik udpøser hun alle sine følelser for hendes voldlige mand med balladen Blot han behøver mig. Det er som om, der mangler noget narrativt i forståelsen af Nancy-rollen. Den rammer ikke rigtig de steder, den burde, men falder tungt til jorden.

Nancy-rollen er desværre ikke det eneste, der falder tungt til jorden. Koreografien af Lee Proud og Hayley Franks Høier føles gammel og træt. Det er aldrig helt godt, når man som publikum kan forudse og mentalt lave nedtælling til, hvornår der kommer en “kick-line”.

Det kan undre lidt, hvorfor man for andet år i træk på Det Ny Teater vælger at åbne spillesæsonen med et mere dystert tema. Sidste år var det med Spillemand på en Tagryg, der ikke just var en forestilling, man forlod med højt humør. Nu igen i år er det med en dyster fortælling med temaer som børnemishandling og vold. Man tænker lidt, at i disse Corona-tider har vi måske brug for gennem kulturen at kunne få lidt fri fra hverdagens bekymringer og ikke blot blive budt ind i en tidsrejse til Olivers umenneskelige London.