Teater via Zoom: Skuespillerne spiller live for os på nettet. I stedet for en billet med stolenummer får du en adgangskode til at logge dig på stykket. Eneste krav er, at du skal have downloadet programmet Zoom på din computer eller smartphone.

Teater V kalder det selv for et digidrama. I begyndelsen kan tilskuerne have en formodning om, at de er medaktører i forestillingen, men vi er blot tilskuere til et stykke, der spilles her og nu og kan ses direkte på vore computerskærme. Der er naturligvis en fascinerende tanke, at det foregår i nuet. Alt eller meget kan gå galt. Det er autentisk. Det kan ikke spilles om. Ligesom på teater. Men i virkeligheden er det et teaterstykke, der spiller med og på de digitale virkemidler, eller når alt kommer til alt, filmens virkemidler.

Safe Space er Teater V’s måde at spille teater på under coronakrisen. Men om det bliver fremtiden? Jeg tvivler. Film skal ses i biografen, sagde Ole Mikkelsen altid i Bogart. Og teater skal spilles i teatret. Resten bliver vel blot svinkeærinder, der kan være udfordrende og anderledes, men som næppe har en holdbarhed.

Men tak for at gøre et forsøg i en tid, hvor det levende kulturliv har det svært.

Lidt tynd historie
Historien i Safe Space er lidt tynd, overspillet og til tider postulerende. Men ikke kedelig.

Hovedpersonen Ene (Filippa Suenson) får en anonym konvolut med et USB-stick og et trekløver. På sticket er der en lydfil med en optagelse af barn, der græder. I sin corona-isolation hægter Ene sig på et live-community, hvor hun kan chatte med andre, der viser sig et være med på forbindelsen. I dette, hendes “safe space”, møder hun en anden kvinde, Alma (Lucia Vinde Dirchsen), der sjovt nok har fået en konvolut magen til. De to unge kvinder fortæller om deres liv, og der viser sig hurtigt at være råd i soklen. Der er noget fra deres barndom, der spøger - nu den forfærdelige barndom igen…?! - mens en fyr, der hedder Luka (Mathias Bøgelund) kommer ind i web-kameraets felt og siger “fuck” og “fuck” og “fuck”. Der er ikke meget i øverste etage dér. Der kommer desuden en mor (Mette Marie Akhrenkiel) og en søster (Theresa Hedelund) med på chatten, og herefter skal ikke røbes mere end: Der vælter skeletter ud af skabet.

Det er en til tider hektisk forestilling, der fortæller os mere, end den viser os. Det er måske ulempen ved netop dette format. Pausen får ikke den samme virkning på computer som på det gammeldags teater, hvor vi er i samme rum med de skuespillere, der trækker os med ind i deres fælles fortælling. Skuespillerne spiller mest til kameraet og kun sjældent rigtig vellykket med hinanden. Både handling og måden, den fortælles på, virker en smule konstrueret.

Men spændende er initiativet. Se det for at opleve eksperimentet på en ny form. Der er mange måder at komme igennem eller ud af krisen på. Dette er et interessant forsøg på en nyskabelse. Plottet er ikke specielt vellykket, og begynder man at små-kede sig kan man hurtigt blive distraheret af de andre tilskueres indspark i kommentarsporet yderst til højre på skærmen.