Vil man lave teater for magistre i teatervidenskab, teaterspottere og anmeldere, der har i baghovedet, at de bliver læst af fagfolk og andre anmeldere? Eller for et almindeligt publikum, der gider at bruge to timer af en hverdagsaften på stykket? That’s the question, når man sætter det på spidsen. Og ting bliver sat på spidsen i forestillingen Den sidste Gud, en absurd gyser som teatergruppen De Damer og Agenzy selv kalder forestillingen for en “gyserkomedie”. Jeg havde svært ved at få øje på komedien.

Den sidste Gud er to timer med groteske dialoger, nye fortolkninger af boyband-musik (det bedste ved hele forestillingen), ind imellem også bibelcitater og pluk fra Nik & Jay-tekster. Jeg er bange for, at jeg ikke har nok kulturel kapital til at kunne forstå denne forestilling, så derfor må læsere, der er uenige, bære over med mig.

Der skal være plads til skæverter, og vi skal også se teater som vi slet ikke havde regnet med, vi skulle se. Men vil man appellere til et bredere publikum, er det dog ikke stykket som Den sidste Gud, man skal diske op med. I forestillingen er vi på et dystert hospital, hvor sengene står oprejste. Hvide gardiner, hvide madrasser og hvidt tøj står i kontrast til den sorte dybde i scenen.

Sort-hvid scenografi
Selv scenografien er trukket op i sort-hvidt. Fem kvinder er indlagt, og to sygeplejersker lover hele tiden, at lægen kommer. Men der dukker ingen læge op.

Den tilsyneladende liderlige Rebekka (Nina Marie Birk) bløder ud af øjne og mund. Viktoria (Margit Watt-Boolsen) brækker sine knogler i ét væk. Sarah (Pernille Asbæk Andersen) bliver besat af en ånd. Dora (Linnea Voss) er højgravid. Og Johanne (Laura Allen Müller) skriger sine mavesmerter ud.

Nej, det er bestemt ikke noget hyggekabinet, som de to sygeplejersker Denice (Tine Gotthelf) og Dolly (Jette Sophie Sievertsen) holder hen med piller og snak.

Musikken og sangen er til gengæld værd at skrive hjem om - så det gør vi: *NSYNCs Bye Bye Bye, Boyzones Love Me For a Reason samt Backstreet Boys’ I Want It That Way og Everybody er en lise mellem den øvrige blanding af dystopi, pjank og pjat.

Her er liv, død, fortabelse, fødsler og smerte. Gud kommer ind i billedet med bibelcitaterne i anden akt. Men det hele er et stort kaos. Programmet siger, stykket handler om “besættelse, kærlighed og idoldyrkelse”. Det gør det sikkert også. Skal man tage sangvinikerens briller på, vil man sige, det er fragmentarisk. Tager man melankolikerens på, vil man sige, at det ikke hænger sammen.

Efter sådan en aften længes min indre Jeronimus efter noget godt, gammeldags kukkasseteater.