”Alle vil gerne spille Tjekhov, men næsten igen kan”, har man sagt i hundrede år, fordi hans forestillinger stiller så skarpe krav til at mestre balancen mellem alvor og komik – men Nørrebro Teater kan!

Anton Tjekhov var sammen med Henrik Ibsen og August Strindberg ”fædre” til Det moderne psykologiske drama, der opstod i tre nabolande i sidste del af 1800-tallet, hvor Rusland og Europa havde været gennem adskillige krige og grænsedragninger, der ændrede det økonomiske og ideologiske billede og skabte fokus på borgerskabet, der var den nye økonomiske drivkraft i industrialiseringen.

Som altid bringer krige forandringer med sig. Det skete også for Rusland. Krimkrigen (1853-56) blev ikke blot en hurtigt overstået krig, som Rusland, der var Europas førende hvedeeksportør, førte mod Tyrkiet – og dets stærke allierede - for at sikre fri sejlads ud af Sortehavet, men et svidende nederlag, der afslørede behov for de reformer inden for handel og landbrug, som kritiske røster i Rusland havde fremført i årevis – ofte med livet som indsats.

Krigsnederlaget blev så startskuddet til den store reform om Livegenskabets ophævelse i 1861 med langsom virkning fra 1863 og 50 år frem. Det er den historiske ramme, Tjekhov lægger om sit skuespil Kirsebærhaven, der fik premiere i 1904. Det beskriver en moderne tid i forandring, hvor enhver må finde sin plads og gøre sig fri af uhensigtsmæssige gamle mønstre – og det er ikke nemt!

”Nedfotograferet” til et mikrounivers – et gods på landet – udspilles handlingen over en sommer. Vi følger forskellige individer organiseret i et nøje balanceret persongalleri, der repræsenterer de sociale mønstre ligeligt. Der er 3 fra den proletariserede adel, der mestendels lever for lånte penge og dermed på lånt tid, samt Lopákhin, der er en vellykket forretningsmand, der kommer fra bondestanden og bliver godsejer uden at føle sig tilpas i den rolle. Der er også 4 repræsentanter for borgerskabet i den næste generation, der skal finde hver deres vej videre i livet, hvor det så er den forældreløse Charlotta, der lige som Lopákhin finder nye veje og endelig er der 4 fra tjenerstaben, der skal finde en ny arbejdsplads, hvor den gamle Firs repræsenterer et modbillede i form af stabilitet og loyalitet samt historiebevidsthed – egenskaber fra en svunden tid, der dør.

Der er brud i de sociale mønstre – hvor går man hen, når man træder ud eller træder ved siden af?

Kirsebærhaven handler om det moderne menneskes store eksistentielle spørgsmål: at følge med tiden – og at være i tiden med de pligter, muligheder og hensyn, det kræver. Kan man du det? Gamle mønstre hænger godt fast! At frigøre sig fra indre uhensigtsmæssige billeder - symboliseret ved autoritære familiemønstre og manglende realitetssans - er en psykologisk proces, som Tjekhov bearbejder i alle sine skuespil, men hvis man ikke skal erstatte ét autoritært system med et andet, hvad så? Hvad går man ud til?

Tjekhov nævner dette dilemmas i et brev i 1892 til sin gode ven, forfatteren Sovorin, hvor han peger på, at videnskab og teknologi går gennem en storhedstid, men kunstneren gennemgår en sygdom, der er værre end syfilis og seksuel impotens:
Vi mangler noget: hvis du løfter op i musens skørt, ser du bare et goldt punkt. Tænk på de forfattere, som vi kalder store eller blot gode. De forfattere, der beruser os, har ét fællestræk: de bevæger sig mod et defineret punkt og forfører os til at følge med og du føler, at der er et mål. Du bliver fortryllet af deres realistiske måde at beskrive livet på, som det er, og som det burde være. Men hvad med os? Vi beskriver livet, som det er og stopper brat dér! Vi har hverken umiddelbare eller fjernere mål og der er en tomhed i vore sjæle. Vi har ingen politiske løsninger, vi tror ikke på en revolution og ikke på en Gud…..

Ingen, som ikke ønsker noget, håber på noget, frygter noget, kan blive kunstner.

Og dog….

Tjekhov løser problemet ved at skrive komedier, der beskriver verden, som den er og holder hovedet koldt på tilskueren, så man netop ser livet, som det er og som det måske kunne være. Skuespillet har en flad struktur, der mimer det moderne samfund, hvor alle kommer til orde og har en væsentlig rolle i dette moderne borgerlige drama. Nok er linjerne hårdt optrukne i karaktertegningen, men alle personer er også forsynet med en udviklingsmulighed og med varierede karaktertræk, så de hver især udgør en selvstændig historie, der vækker genklang. Alle skal videre, men der er ikke én rigtig måde – men mange forvirrede og forvirrende tiltag.

Selve Kirsebærhaven har en særlig hovedrolle og den formidles især af tjeneren Firs, der er 87 år og derfor trækker trådene tilbage til det, der oprindelig satte skub i tankerne om reformer. Napoleonskrigene, der senere udmøntede sig i Decembristoprøret i 1825, hvor den progressive del af adelen forlangte forandringer i form at ophævelse af livegenskabet – men i stedet blev landsforvist eller myrdet i det autokratiske Rusland.

Kirsebærhaven var en indtægtsgivende virksomhed inden den nuværende generation. Den symboliserede en tæt forhold mellem godsejer og arbejdere, der i fællesskab skabte et efterspurgt produkt – saftige, henkogte kirsebær. De blev solgt i storbyen og produktionen dannede det økonomiske grundlag for godset.

Den nye generation, der symboliseres ved de to søskende Ranévskaja og Gájev og deres medgodsejer Pestjik, føler ikke et samfundsmæssigt ansvar - bønderne har jo fået deres egen jord og ejerne er ikke forpligtet til at tænke på deres ve og vel. De overser, at deres eget økonomiske grundlag er at drive godset og ikke at leve af formuen. De lever for nuets umiddelbare behov. Deres måde at forsørge sig selv på rækker kun til at være aktive med hensyn til at låne penge for at fortsætte det liv, de altid har haft.

For dem er opmærksomheden knyttet til Kirsebærhavens smukke blomstring og ikke den indtægtsgivende høst.

Den unge generation må finde deres eget liv uden for Kirsebærhavens fælleserindring. For dem er Kirsebærhaven smuk eller besværlig. De vil studere, arbejde, drømme og de vil giftes, men der er ingen lige vej.

På Nørrebro Teater har Madeleine Røn Juul valgt at videreføre den opsætningsstil, som Peter Brooks anvendte på Tagangateatret i Moskva i 1989, hvor han lod skuespillet udspille sig i et tomt rum. Der var blot lå et smukt tæppe på gulvet, der symboliserede godsets indbo. På Nørrebro Teater har man valgt et klassisk tomt rum med træpaneler og et smukt gulv og kun enkelte rekvisitter som små taburetter, når det er nødvendigt.

Det skaber fokus på tekst og skuespilpræstation i samklang med Sven Dahlbergs kostumer, der ligeledes er neddæmpede. Alle optræder i et neutralt ensartet materiale i gråt eller sort, men med et individuelt snit, der understreger rollen. Dog skiller enken og godsejerinden Ranévskaja sig ud i en elegant sort fløjlskjole, der minder om, at hun lige har været i Paris i 5 år, hvor hun i øvrigt blev økonomisk udnyttet af endnu en mand uden at det afspejles i hendes forbrug, at hun er ruineret.

Samtidig har man rykket regianvisningerne ind på scenen, hvor en af de medvirkende informerer om sceneskift og nyt akt.

Det er et imponerende samspil der vises på scenen, hvor ensemblet mestrer den komplicerede balance i denne moderne komedie – der har tragediens omrids i de ulykkelige kærlighedsrelationer, i tabet af en søn, der druknede i floden som syvårig og dertil Kirsebærhaven, der skal på tvangsauktion kombineret med en beskrivelse af personer, der ikke rigtig er kommet ud af barneværelset i psykologisk forstand.

Tempoet er højt og der balanceres hårfint mellem det komiske og det alvorlige, så skuespillet hele tiden holdes sammen og drives frem uanset målet er uklart, fordi fremtiden er uklar.

Denne vanskelige balance mellem alvor og komedie er lykkedes på forbilledlig vis i denne opsætning - alle personer er udstyret med et særligt kropssprog, der netop understreger modernitetens individualisme uden at henfalde til klicheer.

Der mestres et imponerende samspil på trods af et meget moderne træk: at alle taler forbi hinanden. Egentlige dialoger er lige så fraværende, som vi oplever det i dagens Danmark.

Ole Lemmeke som Gájev, Mikael Birkkjær som Pistjik og Henrik Lykkegaard som Lopákhin balancerer deres roller på eminent vis, så de hele tiden formår at overraske på trods af, at rollerne har en bevidst forudsigelighed. Ligeledes behersker Christiane Gjellerup Koch temposkift på forbilledlig vis som Ranévskaja.

Og hvad så med Kirsebærhaven? Den er skuespillets ”titelperson” og det centrale omdrejningspunkt for alle. Det er den, der har bragt dem sammen trods modernitetens løsnede sociale ansvar og flossede familiebånd.

Tjekhov har reserveret anden akt til at vise Kirsebærhaven. Den har modernitetens aftryk i form af telegrafmaster og en stor by i baggrunden. Den er en sjældenhed, der tilmed er nævnt i Den store Encyklopædi, hvilket Gajév gør opmærksom på. Det er et vink med en vognstang om, at der bør værnes om denne besjælede natur endda med plads også til de døde sjæle. Den har rollen som det, der stiller krav til ejerne om at huske historien og leve op til et ansvar, der rækker videre end det umiddelbare. Kirsebærhaven følger med tiden, men den er sårbar, fordi den er underlagt ejernes beslutninger.

Ved at lade hele skuespillet foregå inden døre, får man ikke på samme vis et indtryk af havens symbolske betydning og derfor virker det heller ikke så stærkt, da den hugges ned i sidste akt. Den skal udstykkes til sommerhusgrunde også selv om den nye ejer, Lopákhin har råd til at bevare haven og gøre den nyttig igen, hvis han ville, men det kræver en større horisont end at leve i nuets behovstilfredsstillelse, det historieløse moderne menneskes foretrukne tilholdssted.

Det er sjældent at se en så fremragende Kirsebærhave, som Nørrebro Teater indbyder til. Se den! Den rækker længere end nuet og giver fuld rente til eftertanke.