Nattergalen er kendt for sin smukke og kraftige sang, der især i de mørke timer kan høres på lang afstand. Visuelt er fuglen ikke påfaldende, men netop dens sang har inspireret både H.C. Andersen og Oscar Wilde til to fortællinger. Andersens er et lille eventyr en mekanisk nattergal, der viser sig ikke at kunne erstatte det levende og det nære, mens Wildes novelle handler om selvopofrelse og det fænomen, at vi bliver distraheret af noget udefrakommende. Moralen er, at vi skal finde vores egen nattergal og ikke lade os forføre af noget, vi ser rundt omkring.

To koreografer har taget temaer og karakterer op fra de to historier og skabt nogle collager med nye fortolkninger i Dansk Danseteaters en dobbeltfortælling til musik af komponistduoen Den Sorte Skole. Musikken og dansen moderniserer begge tekster på hver deres meget forskellige facon.

Dansk Danseteater er Danmarks største moderne og eksperimenterende danseteater. Med teatret er det gået ligesom så meget andet nyskabende kunst. På et tidspunkt bliver det etableret og finder sit eget karakteristiske formsprog. Det er der i og for sig ikke noget forkert i, men overraskelseseffekten er ikke den samme, som dengang det var avantgarde. Det er næsten en naturlov (teatret hed engang »Nyt Dansk Danseteater«…).

Teatrets koreografer har dog altid noget på hjerte, og denne gang er det blevet til et frugtbart og spændende samarbejde med en komponistduo og en avantgardekunstner. Den Sorte Skole leverer fascinerende musik, der er samplet i flere lag, og Sergei Sviatchenko står for scenografien.

Dramatisk musik
Den første del af danseforestillingen er koreograferet af Sebastian Kloborg, der i forhold til Alessandro Sousa Pereiras dans er fragmentarisk og springer fra en rolig og morsom historie, hvor hoffets tjenere kontinuerligt banker skidt og støv af kejseren. Billedet er meget gråt, men kejseren kalder på musik, og det får han.

Der er en god portion humor i danse til den dramatiske musik, og danske Lukas Hartvig-Møller leverer en formidabel dansepræstation, hvor han nærmest vender vrangen ud på kroppen, når han lader de forskellige kropsdele få en ny betydning: Hvad er arme, og hvad er ben? Det er svært at se i de smidige indslag, når han grounder, går ned på scenegulvet med hele kroppen, og rejser sig op og leverer nogle af forestillingens vel allersværeste moves.

Masser af følelser
Alessandro Sousa Pereiras anden afdeling ramte mig mere i hjertet end den første. Oscar Wildes novelle om en forelsket mand, der vil give en pige fra det bedre borgerskab en rød rose - som hun dog afviser - har en velvalgt scenografi med rullende gestalter, roser og silhouetter, som danserne skubber rundt på scenen. Det bliver ikke blot levende og dynamisk, men scenografi og dans smelter sammen på en fascinerende facon. Foran ansigterne bærer danserne store rosenblomster, der er bevægelige. Her er knap så meget fortælling, men masser af følelser, der går rent ind.