Da Folketeatret i november 2019 havde premiere på en ny opsætning af Skatteøen, var der i København en teaterdirektør, der følte sig krænket af forestillingen.

Jon Stephensen fra Aveny-T på Frederiksberg mente, at Folketeatrets opsætning (ja, han gik i clinch med et andet teater) er et eksempel på, at “dansk teater hænger fast i et forstokket kvindesyn, fordi de få kvinderoller er en mor og en prostitueret, du bare kan tage på brysterne eller klapse i røven”.

Enten må Jon Stephensen have set en anden forestilling, eller Folketeatret har lavet om på forestillingen siden premieren sidste efterår.

Rigtigt er det, at Skatteøen er befolket med lutter mænd i hovedfortællingen. Kvinderne er nogle, der bliver hjemme i England, mens mændene tager ud og erobrer verden - enten som sørøvere eller adelsmænd, der er på jagt efter en skat. Men kan man virkelig sige, at en teaterinstruktør har et “forstokket kvindesyn”, blot fordi han eller i dette tilfælde hun er loyal over for den oprindelige tekst?

Szhirley kommer godt nok ind og synger nogle fine sange som Jim Hawkins' mor (Jim Hawkins, det er den unge dreng, der står til søs med Hispaniola, før kvinderne lades tilbage i England, og hankønnene drager ud på de vilde vover. Måske kunne man næste gang overveje at sende nogle kvinder med på togten.

Folketeatret præsenterer med jævne mellemrum Skatteøen i en ny opsætning. Det er blot fem år siden (i 2014-2015) forestillingen senest var på plakaten.

Drabelige optrin
Musikken i denne opsætning er Sebastians, men i arrangementer, der tager brodden lidt ud af den. Tempo og instrumentering er temmelig anderledes.

Bortset fra Szhirleys fine soloindslags er sangpræstationerne på det jævne, og lyddesignet kipper i perioder. Sangen drukner nogle steder i musikken. Man skal holde ørerne stive for at høre, hvad der bliver sunget. Til gengæld er mange af scenerne fyldt med dramatik og drabelige optrin: Skud, knald, fægtning, knivstik og drab - uha-dada. Gad vide, om de helt små teatergængere kan klare mosten?

Man er udmærket underholdt. Kasper Leisner er særdeles underholdende som den snu John Silver, og Kristian Boland kommer til at stå som den gode gentleman i figuren Dr. Livesay.

Der er i forestillingen flere humoristiske kommentarer til de engelske dyder, og man har som en del af det voksne publikum svært ved ikke le indvendigt, når man ser Union Jack vaje stolt i det britiske imperiums storhedstid - her få dage før, de officielt gør alvor af Brexit ovre på den anden side af Nordsøen.