Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Bonnie og Clyde Betty Nansen teatret
Anmeldt 11/1 2020, 15:34 af Uffe Stormgaard

Hellere dø end give op


Hellere dø end give op

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Bonnie og Clyde er helte. De er forbrydere, med bankrøverier og over 20 mord bag sig. En slag Robin Hood’er, der røver fra de svulmende banker, mens arbejdsløshed, inflation og fattigdom skyller ind over USA i 30’erne. En tid hvor gangstervældet regerer skånselsløst og alkoholforbuddet giver nye muligheder for den kriminelle underverden. Et samfund af vrede og had, der har brug for at gøre oprørere/forbrydere, dem der tager sagen i egne hænder, Bonnie og Clyde, til idoler. Så er de også unge, forelskede og smukke. Ethvert realityshows darlinger.

Bonnie og Clydes bedrifter, i den korte tid den varede, før de blev majet ned af politiets maskingeværer, som 24 og 25-årige, blev en legende, sammensat af netop de elementer, legender er gjort af, død/kærlighed/dristighed. Deres historie er klassisk filmet af Arthur Penn (1967) og digtet, skrevet igen og igen, som en mere brutal Romeo og Julie.

Betty Nansens Teatres opsætning af Bonnie og Clyde, iscenesat og koreograferet af Signe Fabricius, er alt andet end den klassiske fremstilling af skæbnedramaet. Her er det ikke ord eller replikker, men bevægelse, ballet og musik, der illustrerer dramaet. Selv om forestillingen starter med, at kæmpe bogstaver fires ned fra sulfitterne, for i ord, at fortælle, at vi skal møde Bonnie og Clydes skæbner, er det en anti-litterær fremstilling, hvor tiden er en blanding af nutid og dengang. Forløbet og dramatikken er et brutalt kalejdoskop af vold og kærlighed. Det er selvfølgelig stadig de to glamourøse gangstere det handler om, ja, de viger ikke fra scenegulvet i et sekund.

Lad mig sige det straks, Bonnie, danset spillet, vitaliseret og kropsliggjort af Astrid Elbo, er et fund af et talent. Solodanser på Det Kongelige. Her er det ikke klassisk ballet. Her er det en udtryksfuld krop. Altid i bevægelse, ufattelig vital i et næsten umenneskeligt, fysisk udtryk, der sammen med solodanser Ulrik Birkkjærs koldblodige psykopat, Clyde, gør forbryderparrets flugt desperat pågående.

Skæbnedramaet, hvis dødelige udgang vi kender, afvikles kronologisk, endda med en ”nummer-mand”, der fortæller år og dato med start 2. september 1930, ledsaget af et fremragende mix af en lydside, der spænder fra Trentemøller til Verdi og Mozart, tilsat swing- og jazzmusik.

Vi følger, i dansen, Barrow-bandens mange bankkup, kidnapninger og røverier på deres tugter gennem USA, efterladende sig en strid strøm af mord. Her er det en lille dansetrup af streetdansere, igen i konstant bevægelse, der skildrer baggrunden for både kup og den sociale depression. Snart i flagrende frakker fra 30erne, snart i nutidige lyserøde pelsjakker og joggingtøj. Hele tiden er vi omkring de to gangsterhelte, hvis historie om kynisme og kærlighed, på den baggrund fremstår markant tydeligere. Lyd og dans, men også lyssætningen går op i en højere enhed, hvor vi ikke mindst i slutscenerne på Flamingo Bar oplever en desperation og en kærlighed, der er dømt til at ende tragisk. Hellere dø end give op. Slutscenen er uomgængelig – de to ligger sønderskudte på scenegulvet.

Bonnie og Clyde er en eksperimenterende hybrid af ballet, musik og lys. En forestilling, der altid er i bevægelse, imponerende og fysisk anstrengende til det næsten masochistiske. En bredde, der kun sjældent opleves. Uforglemmelig er Astrid Elbos lange, smukke kropssprog. Det gjorde forestillingen til mere end blot et klassisk legende.

320
Forrige anmeldelse
« Riget «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser