Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Riget Det Kongelige Teater
Anmeldt 1/1 2020, 13:04 af Uffe Stormgaard

En afglans af et troldspejl


En afglans af et troldspejl

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For snart 25 år siden gik vi rundt og sagde: ”hvor er det uuuuhøøøøgggeeeligt”, mens vi utålmodigt og forventningsfulde så hen til næste uges afsnit af den nok mest vanebrydende danske tv-serie, helt i slægt med David Lynchs Twin Peaks, nemlig Lars von Triers og Niels Wørsels Riget. En skæv, anderledes serie, med stor folkeligappel (nej, dog ikke helt så stor som Matador, selv om mange skuespillere er gengangere), fra Rigshospitalets kældergange. Riget gik hen og blev ren kult. Okkulte fru Drusse og hendes trinde søn Bulder blev vores tv-familie og overlæge Moesgaards formular, for et bedre fungerende sundhedsvæsen ”Aktion morgenluft”, blev en fed parodi på tidens management dyrkelse.

Det er den tv-serie, instruktør/manusbearbejder Nicolei Faber har teater-gjort. Det er ikke så tit, film bliver til teater – omvendt er næsten en regel. Selv husker jeg kun et par Bergmann film som Fanny og Alexander og Scener fra et ægteskab og faktisk et par andre von Trier film som Dogville og Idioterne. Spørgsmålet er hver gang, om vi kan frigøre teateroplevelsen fra billederne, der brændte igennem på skærmen. Kan det visuelle format, når det, som hos von Trier, er så markant stærkt, overhovedet omsættes til de skrå brædder og samtidigt få en selvstændig kunstneriske kraft? Ja, måske endda skabe et helt nyt kunstværk? Svaret er ikke entydigt. Selvfølgelig sidder uundgåeligt mange af seriens visuelle pletskud og skæve karakterer fast i vores baghoveder.

Teaterstarten er ellers original og visuel stærk. Scenegulvet er dækket af en meterhøj damp og tåge, hvor skikkelser i hvide kitler vasker tøj, for som voice-over stemmen forklarer, vi er på Blegdammen, hvor tøjet i fordums tid bleges. Her på den fugtige grund, byggede man hospitalet, hvor blegnerne blev til hvidkitlede læger. Et Rige, der snart slår sprækker. Så kan gys og komedien begynde, med en farefuld og truende hospitalskælder, med rør og mørke som udgangspunkt og en elevator, med lillepige skrig, på vej op til patienter og lægehierarkiet.

Fru Drusse, hende der med sin okkultisme og spiritisme, står stadig i skarp kontrast til lægevidenskabens eksakte verden, og hun er en af de første vi møder, sammen med sønnen, den godmodige lettere folkelige sygepasser Bulder (Mads Rømer Brolin-Tani). Denne gang i Kirsten Olesens udgave, samme frisure, tæt på den Drusse, vi husker Kirsten Rolffes udødeliggjorde. Lægernes skræk, hypokonder/simulant, nu er det armen det er galt med.

Og så præsenteres lægekorpset på rad og række. Einar Moesgaard, den ivrige, engagerede, managementbesatte ledende overlæge, har nu fået klistermærker til at synliggøre sit brand ”Operation morgenluft”. Myndigt og udleverende spillet af Jens Jørgen Spotting. Igen, som på tv, er modstykket ”den svenska Jäkel” Stig Helmer, (nu Thomas W Gabrielsen, den gang Ernst Hugo Järegård). En respekteret svensk kollega, der ikke kun er grov og hadefuld i formen, men også gemmer på en faretruende hemmelighed, nemlig en fortiet fejloperation.

Lad mig standse handlingsreferatet her. De fleste husker jo alligevel tv-serien. Det er heller ikke plottet, der er så spændende – det er personskildringen og formen, der er grænseoverskridende i en blanding af undergangsstemning og lavpandekomik. Eksperimental og folkelig på samme gang. Alt det mangler sceneudgaven, trods pågående lys og mørke effekter, der gnistrer, buldrer og skræmmer. Men vi savner vores kommenterende opvaskere fra Rigets dyb, de to skønne mennesker med Downssyndromet. Afhuggede hoveder og kæmpefostre i formalin, levertransplantationer for åbenscenen, gør det ikke. Nej, scenografien og ydre effekter fejler ikke noget, men løfter ikke, ej heller retfærdiggører denne sceneudgave, der bestemt er sat i verden af et professionelt team, hvor alle yder deres bedste i loyalitet overfor originalen. Von Triers troldspejl, er desværre kun en dugget afglans af tv-seriens absurde, fascinerende og skræmmende miljø.

”Tag det gode med det onde”, med kors og djævlens tegn. Sådan slutter, hver akt af Riget, både på scenen og i tv-serien. Så lad os det. Også i bedømmelsen af denne spøgelseshistorie for voksne.

319
Forrige anmeldelse
« Sweeney Todd: The Demon Barber ... «
Næste anmeldelse
» Bonnie og Clyde »