Kærlighedskomedie i flere lystige akter kalder Aalborg Teater forestillingen Hellig3kongersaften, og lystigt går det bestemt også til i denne opsætning af Shakespeares femte og sidste i rækken af lystspil – også kaldet romantiske komedier. Grundtemaerne er kærlighed og musik, og disse slås – som hos Shakespeare – an i allerførste replik. Hertug Orsinus dukker frem på scenen med rodet hår, dyne og kun iført undertøj. Med en form for mættet og doven passion udbryder han: ”Hvis elskov næres af musik, så spil!”, og hermed er forestillingen sat i gang – og stilen lagt.

Der er tale om en forvekslingskomedie med (arke)typiske træk i form af en række velkendte skematiske handlingselementer og karaktertyper fra komediegenren. Handlingen er kort fortalt, at den unge heltinde Viola lider skibbrud under en storm på havet, og bliver ved den lejlighed skilt fra sin tvillingebror Sebastian. Begge tror de hinanden druknede. Viola skyller i land på Ilyriens kyst og kommer forklædt som ung dreng i tjeneste som page hos Hertug Orsinus. Under dæknavnet Cesario forelsker Viola sig glødende i Orsinus, men han har i evigheder været brændende og ulykkeligt forelsket i den unge eftertragtede jomfru Olivia, som kun har tanke for sorgen over sin afdøde bror og far. I al fald er han besat af sin følelse af at være forelsket i Olivia. Orsinus får Viola til at bejle til Olivia på hans vegne, og Olivia forelsker sig ulykkeligt i den unge Cesario, som naturligvis ikke gengælder hendes kærlighed. Udover hovedkaraktererne møder vi forskellige varianter af komediens vante karaktertyper: herunder narren Fester, idioten Andreas Blegnæb, og ikke mindst den selvforelskede og indbildske hushovmester Malvolio med hvem der drives en gevaldig og grov spøg.

Forviklingerne i stykket er omfattende, og intet synes at være, hvad det giver sig ud for. Alle elsker nogen, som ikke elsker dem. Til slut løsnes forviklingernes hårdknude dog på lystig vis og kærlighedskabalen går omsider op. Forestillingen holder sig både handlingsmæssigt og sprogligt ganske tæt på oplægget fra Shakespeare. Opsætningen er hverken revolutionerende eller besynderlig. Scene og regi er holdt enkelt og spartansk. Balkonen tages i brug til klaverspil og en enkel dialog, og det fungerer vældig fint. Kostumemæssigt er handlingen ført ind i det 21’ende århundrede. Viola og Sebastian er begge iført engineered unisex Levi’s, og Olivia har røde negle, samt rød læbestift, høje hæle og sorte netstrømper på. Historien er således med god effekt nænsomt aktualiseret via brug af fx nyere musik og nutidige kostumer. Per definition er jeg personligt lidt modvillig overfor alt for nutidige og moderne fortolkninger af Shakespeare, men Hodne og Myrtvedt har fundet en god balance.

Skuespillernes præstationer er solide og meget fine med momentvise ekstra lysende øjeblikke over hele linjen. Et par af præstationerne brænder virkelig igennem fra start til slut. Merete Mærkedahl spiller hovedrollen som Viola med stor præcision, følsomhed og sødme, og Martin Ringsmose spiller degraderingen af den ærkekomiske Malvolio med flot beherskelse af hver en replik og hver en grotesk grimasse, og bevægelse.


Jeg har faktisk kun en enkelt indvending. Efter min opfattelse er det allerbedste ved Shakespeare hans evne til på sublim vis at balancere det ophøjede, det alvorlige, det ædle og det tankemæssigt udfordrende på den ene side med det lette, det jordnære, degraderede og grotesk komiske på den anden. De to går op i en højere enhed hos Shakespeare – er sider af samme sag, om man vil. Det kommer også til udtryk i hans romantiske komedier, selvom stemningen og stilen heri naturligvis er mere løssluppen og let end i de historiske dramaer og de store tragedier. I Aalborg Teaters opsætning lægges vægten i høj grad på de groteske og komiske aspekter, og fremstillingen får til tider lige lovlig meget karakter af falde-på-halen-komedie. Det synes at være et bevidst valg, og den underholdende effekt udebliver heller ikke. Det sker ikke desto mindre en smule på bekostning af figurernes dybde og i forlængelse heraf går vi glip af visse nuancer i kærlighedstemaet.

Forestillingen er mindre raffineret end den kunne være. Ikke desto mindre er der tale om en både fin og sjov opsætning, med særdeles hæderligt skuespil over hele linjen. Hellig3kongersaften er både en underholdende og seværdig opsætning, som appellerer bredt.