Da tv-føljetonen Scener fra et ægteskab i 1973 fyldte de svenske tv-skærme, var det cirka det her, som var budskabet: ”Se mig! Jeg hedder Ingmar Bergman, og jeg har en spændende og revolutionerende nyhed til jer allesammen: ÆGTESKAB ER RØVSYGT.” Det havde de svenskere alligevel aldrig tænkt over. Men det kunne der måske være noget om! Og så gik de ud og fik skilsmisser allesammen (true story – skilsmisseraten steg drastisk i Sverige, efter føljetonen havde været sendt).

MEN. At ægteskab er en lang og gold ørkenvandring, det ved vi jo godt nu! Folk bliver skilt for et godt ord, og parforholdspsykologerne skovler penge ind. Og det er ikke fordi, vi ikke snakker om det. Man kan jo snart sagt ikke åbne for fjernsynet i et enkelt øjeblik, før Sidse Babett Knudsen vimser rundt i Borgen med parforholdskrise og dertilhørende komplicerede diskussioner om sexlivet og whatnot. Sensationen er med andre ord røget, men derfor kan der jo stadig godt være bedre måder end andre at skildre ægteskabets røvsyghed på.

Jeg har selv set noget af tv-føljetonen fra 1973, og jeg oplevede det som det mest smertelige, tunge, psykologiske og deprimerende stykke svensk realisme i verden. Derfor går jeg ind til versionen på Aarhus Teater med en forventning om, at det bliver mere fra samme skuffe. Men før jeg ved af det står aftenens stjerner, Stine Stengade og Jens Zacho Böye, og byder publikum velkommen, mens de smiler sødt til os. Så meget for tung og dyster.


Scenografien er enkel. De to hovedpersoner er placeret på en rummelig scene lavet i det fineste svenske IKEA-træ med en trappe op til en forhøjning i hver side. Og hovedpersonerne giver sig straks muntert til at fortælle om sig selv og hinanden, Johan og Marianne, og deres ”mistænkeligt vellykkede” ægteskab.

Og den muntre stemning bliver faktisk ved i et stykke tid. Stine Stengade ligger og laver komiske spjæt med benene, mens hun brokker sig over deres planlagte liv, og et øjeblik virker det egentlig mere som Flemming og Berit end Johan og Marianne.

Sådan kan det selvfølgelig ikke fortsætte for evigt, hvis man skal være den mindste smule tro mod det originale oplæg. Tidsnok brokker Johan sig over deres sexliv, og kort efter har han sørme også haft en affære gennem flere år. Han skrider, og Marianne er efterladt alene tilbage. Det er ikke sjovt, og så igen. Instruktør Morten Kirkskov vælger at holde fast i den lidt lette og tragikomiske måde at skildre det på: Marianne ringer til sine nærmeste og fortæller dem det, men de ved det godt i forvejen. Det er der faktisk ”en del, der gør.” Første akt er forbi.


I anden akt får vi mere med den store, tunge og smertefulde, men også mere ægte, svenske realisme-hammer. Vi kommer tæt på, og Stine Stengade og Jens Zacho Böye spiller fantastisk i stykkets bedste og mest ubehagelige scene på Johans kontor, der meget sigende ligger på psykologisk institut. Ja, han kan også det der med symboler, ham Bergman. Ironisk nok oplever jeg den største tilfredsstillelse ved stykket, da det leverer netop det, som jeg indledningsvis havde frygtet: Det frygtelige. Når vi bevæger os rundt der, hvor man ikke rigtig kan holde ud at se på det, men alligevel ikke kan lade være.


Scener fra et ægteskab på Aarhus Teater er sådan set vellykket og velspillet. Det fungerer godt at skære ned til kun to skuespillere, som har en god kemi sammen. Samtidig er stykket en underlig størrelse. Det lider under to ting: Materialet er velskrevet og stadig aktuelt, men det har som nævnt mistet sin sensationelle værdi, der gjorde det til virkelig godt materiale i sin tid, og som sikrede tv-føljetonens berømmelse. Stykkets andet problem er balancen mellem det lette og det tunge. For på den ene side vil man det ægte og det, der gør ondt. På den anden side vil man helst ikke, at det skal gøre FOR ondt, og derfor er det blandet godt op med tragikomisk comic relief. Balancen er svær, og jeg er sådan set ikke partout modstander af comic relief. Men man kunne have vundet noget ved at turde lade det gøre lidt mere ondt. For stykket er stærkest der, hvor det slet ikke er sjovt.