Det starter nærmest allerede før, vi når ind i salen. Aalborg skyline troner industrielt i horisonten på vej mod Nordkraft – byens nye kulturelle kraftcenter. Vi træder ind i den rå og rustikke forhal for at besøge Teater Nordkraft i Nordkraft, hvor Nordkraft har urpremiere – intet mindre. Hvad er mere belejligt end at sætte Jakob Ejersbos succesroman op netop her, som teatrets første rigtig store satsning, dybt inde i netop det, der i Ejersbos roman fremstår som symbolet på det aalborgensiske? Aalborg er rå, voldsom og muskuløs på ydersiden, men ganske blid og sensitiv på indersiden.

Ejersbos roman er en umulig fortælling at omsætte, fordi den faktisk ikke helt er en roman. Det er snarere tre mindre fortællinger – novelleagtige – med tre forskellige fortællere. De tre historier krydser ind over hinanden, og danner til sammen den helhed, der er inkluderes i metaforen om ’nordkraft’. Ole Christian Madsen var bevidst om dette, da han indspillede filmen – og valgte derfor kløgtigt at lave radikalt om på fortællestrukturen. Nu er turen så kommet til, at Nordkraft skal afprøve sin kraft på teatrets skrå brædder. Jeg var skeptisk fra starten, forblev det kort efter begyndelsen – men måtte se mig selv suget ind i en mesterlig og ganske overraskende opsætning.

Vi skruer tiden lidt tilbage. Dramaet er nærmest allerede begyndt, da vi træder ind i det fortidsindustrielle teater, der stadig har efterladt et prægnant præg af det kraftværk, som bygningen tidligere husede. Citater, vendinger og improvisationer fra Ejersbos roman – og dramaet, viser det sig – er graffitiagtigt tag’et rundt omkring det forventningsfulde publikum. I salen møder vi et glasbur, hvor alle dramaets karakterer stift ventende står – alle med et eksemplar af Ejersbos roman i hænderne. Der er ingen tvivl om, hvor udgangspunktet er taget. Glasburet er en interessant parallel til de fisk, som Steso ryger skæve i bogen – fortællingens hovedpersoner er selv fisk fanget i et dopet vand.

Nordkraft – Teater Nordkraft

De implicerede karakterer spreder sig rundt mellem mikrofoner i det minimalistiske scenerum – der er ikke andet end glasburet og et lille område til instrumenter. Med et fastholdt litterært udtryk begynder de enkelte nærmest sporadisk at læse op fra romanen, hvilket samlet set skal etablere karaktererne og opbygge den stemning, som så mange læsere har fundet i romanen. Denne introduktionssekvens er lidt haltende, og det er lidt svært at finde den rette koncentration – er det rent faktisk en oplæsning, og vil dette i så fald ikke trække ’teatret’ ud af stykket? Det kan være, at det var tilvænning, der gjorde det, men langsomt blev denne form vedkommende og særdeles indbydende.

Nordkraft – Teater Nordkraft

Langsomt tager teaterstykket mere og mere over fra romanens udtryksform, men det litterære præg tabes aldrig af syne – og det samlede billede er derfor en troværdig og overbevisende opsætning af en svær roman. Styrken ved det litterære er, at stykket på den måde opretholder den særlige sproglige tone, der gennemsyrer – ja, et bevidst ordvalg – fortællingen, mens de skuespillede nedslag trækker teatret ind, hvor det hører hjemme. Undervejs bliver der færre fingerede oplæsninger og flere dialoger – og heldigvis for det – mens energien og synergien mellem forlæg og opsætning bliver mere og mere medrivende. Dybt inde i kraftværket eksploderer kunstudfoldelsen i orgiastisk energiudladning.

Scenerummet var ud over buret fra starten helt tomt, men til slut er hele salen malet til i citater, vendinger og udtryk, der er hjemmevant i romanen, som karaktererne skriver undervejs. Steder i Aalborg og passager fra Ejersbo selv vinder frem, mens stykket selv skrider frem, som små kommentarer til det, der sker – og ikke mindst det, der ikke sker. Skriften på væggen står til at læse for de fleste, men læser de den? Nogle gør, andre må forfalde, men forfaldet, som fortællingen etablerer, er samtidig opbygget omkring et ønske – særligt fra Steso – om at ville forfalde. Skriften er ikke en direkte del af handlingen, hvilket det kunne have været, men det forbliver små metakommentarer, der styrker det rå udtryk. Vi suges derved dybere og dybere ind i dobbelt-a’s undergrund. Stemning og udtryk går mere og mere i konvergens.

Nordkraft – Teater Nordkraft

Spillet er generelt temmelig fornuftigt. Enkelte er lidt tilbageholdende, men ingen falder igennem, men flere brænder igennem. Nikolaj Bjørn-Andersen, der spiller Steso, giver her en af sine bedste præstationer, mens Lise Koefoed, der spiller Maria, viser, at hun er en skuespillerinde, vi bør forvente os noget af. Hada Ka-Koush giver den troværdigt som den lidt svære rolle som Hossein, mens Josephine Nørring – i rollen som Gule Tilde – trækker rollen til den knusende grænse, men aldrig over. Flere har lidt svært ved de oplæste passager, men samlet er spillet velinstrueret, godt iscenesat og ikke mindst velvalgt i forhold til hinanden.

Musikken udkrænger også den tungeste kerne af undergrundslyd. Første nummer – en gengivelse af Cypress Hills ”Insane in the Brain” – halter en del, og virker lidt malplaceret, trods tekstmæssig relevans, men resten er velvalgte og dystre numre, der supplerer den eskalerende rytme og mættethed. Pausen inkluderer endda en kort koncert med små humoristiske indslag, mens den tunge rock og punk understreger indbyggede frustrationer. Da sidste nummer inden pausen inviterer til dans, var det lige før, jeg følte mig inviteret ud på dansegulvet – og lur mig, om det ville være et problem, hvis publikum dansede med her. Det tror jeg ikke – vi er suget ind, efterladt underholdt, mættede og mørbankede efter en næsten tre timers ultimativ, samfundsrevsende teateroplevelse. Selvom han afviste at ville lade bogen gå teatervejen, ville Jakob Ejersbo have været stolt.