Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Cosi fan Tutte Det Kongelige Teater - Operaen - Store Scene
Anmeldt 24/11 2019, 19:53 af Uffe Stormgaard

Svage kvinder – og svage mænd


Svage kvinder – og svage mænd

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En kæmpe mahoniekasse, et forstørret Camera Obscura, med linsen direkte rettet mod publikum står plantet midt på operascenen. En gammeldags kukkasse, forløberen for kameraet, hvor billedet projekteres op på kassens endevæg – endda på hovedet. Så glider Cameraets forside op i soffitterne. En beskeden, næsten minimalistisk, dagligstue, er kassens indhold. Fra arkitekt Henning Larsens widescreen scene skal vi nu koncentrere os om kukkassens miniverden. For vi skal til burlesk opera, med intriger, forvekslinger, falde på halen og morale – alt sammen til skøn liflig musik og smukke stemmer.

Cosi fan tutte, sådan gør alle, altså kvinderne (!), er overskriften på Mozarts og da Pontes opera (1790) et skæmtestykke om (u)moral, (u)troskab og hvad er kærligheden egentlig værd. Et lille skælmestykke, hvor faktorernes orden ikke er helt ligegyldig. Handlingen er næsten klassisk. To forlovede par, Fiordiligi & Guglielmo og Dorabella & Ferrando er ikke i tvivl om deres kærlighed og evig troskab. Det er derimod den livserfarne filosof og stykkets animator, don Alfonso, der endda er villig til at indgå et væddemål med de to forlibte herrer, om at deres udkårne, vil bedrage dem, under de rette omstændigheder. Top, væddemålet indgås. Nu kan spillet begynde. Don Alfonso får retten til de næste 24 timer at udøve sin kunst – godt hjulpet af stuepigen Despina. En rollebytning, hvor de to nu forklædte ungersvende, som albanske bejlere, med held gør kur til hinandens kærester.

Kort sagt, en lille burlesk forvekslingskomedie. Et historisk interessant lærestykke, om kvinders svaghed og troløshed, set gennem rokokobriller og her opført på et kongeligt dukketeater. Ikke helt. For nok er handlingen skematisk og tæt på farcen, dekorationen forenklet klaustrofobisk og figurerne endimensionale, men musikken og sangen løfter os ud af rokokokassens indelukke og det konstruerede plot. Får os til at svæve, synke ind i os selv, for snart at floves over at vi sagligt nynner højt med på geniet Amadeus Mozarts skønne toner. Det er musikken, der tegner karaktererne, der forlener livlighed og lystighed, smerte og tvivl.

Helt forældet er plottet vel heller ikke. For hvem narrer egentlig hvem? Mændene hopper med begge ben i deres eget spin af liderlighed og dårlig samvittighed – og hvem elsker egentlig hvem? Hvad, der var et væddemål, et lille sjovt kærlighedseksperiment, bliver til alvor, hvor tvivlen om pardannelsen bliver sat i spil. Ligesom i datidens kyniske roman Farlige Forbindelser. Midt i rollespillet står dejlige Despina, skønt sunget af Stine Bundgaard, den klassiske Holbergske Pernille, der strutter af sund fornuft, lystig liderlighed og sans for kærlighedens spil.

Operaens opsætning er hentet fra den engelske Opera North, iscenesat af Tim Albery, der ikke har forsøgt, og det er helt afslappende, at nutidsgøre rokokotidens spil med vores følelser. Vi får den rene varer. Hvor Det Kongelige Kapels klassiske kunnen og sangernes professionalisme, løftede os ud af scenografen Tobias Hoheisels lukkede mahoniekasse og gjorde de tre (lange) timer i til en stærk musisk oplevelse, med svage kvinder – og svage mænd!

317
Forrige anmeldelse
« Så længe mit hjerte slår «
Næste anmeldelse
» Sweeney Todd: The Demon Barber ... »