Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Så længe mit hjerte slår Folketeatret
Anmeldt 20/11 2019, 15:39 af Hans Christian Davidsen

Nye fortolkninger af gammel dansk popkultur


Nye fortolkninger af gammel dansk popkultur

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den står på gamle danske slagere fra radioprogrammet Giro 413 i musicalen Så længe mit hjerte slår. Det er noget, vi kan lide eller elske at hade. Folkeligt og fornøjeligt.

Helt så fornøjeligt går det ikke til igennem forestillingen Så længe mit hjerte slår, hvor Folketeatret har bygget en fortælling om en sangliste, som vækker et eller andet i enhver dansker over 50 år: Lille sommerfugl, To lys på et bord, Glemmer du… eller Se Venedig og dø. Vi er helt nede i bunden af den danske populærmusiks skatkiste.

Marie Mondrup er sat i spidsen for musicalholdet som en sygeplejerske, der lider under en temmelig dominerende mor og venter med at finde en mand, til hun er fyldt 40 år. Det skal så lige være overlægen på det sygehus, hvor musicalen udspiller sig. Han er bare gift og har børn. Det er ikke så godt. Men moren, der spilles af Sonja Oppenhagen, spøger i baggrunden og vil hellere end gerne blande sig i datterens kærlighedsliv: “Sig nu ja - han er overlæge!”.

“Du skal finde dig en Gustav Winckler”, lyder det bestemte råd fra moren - og ind kommer den garderhøje Tom Jensen og synger Gem et lille smil til det bli’r gråvejr. Tom Jensen drysser lidt komisk spil i overlæge-figuren, der samtidig er såre menneskeligt troværdig. Det er sjældent, at et teater går galt i byen ved at hyre ham. Han brænder bare godt igennem. Marie Mondrup synger godt og tegner et sødt og autentisk portræt af sygeplejersken Anne, der prøver at blive en selvstændig kvinde, efter at moren dør. Der går aldrig helt rigtig lægeroman i stykket. Hvis man endelig skal pege på noget kitschet, er det musikken, der er indspillet og giver et noget pompøst lydbillede - der tilmed flere gange er alt for højt i forhold til sangstemmerne.

Matcher ikke altid
På sygestuen fylder Troels II Munk, Jesper Riefenstahl, Marie Nørgaard, Morten Christensen, Rasmus Fruergaard og Søren Birch Plum skiftende og interessante biroller ud. Der er en bitter soldat, der har mistet det ene ben, en hypokonder, en fødende teenagepige, der ikke vil have barnet, et par kolleger, som gerne vil tørre weekend- og julevagter af på den altopofrende Anne og den demente gamle dame Hedvig - spillet af Sonja Oppenhagen - der savner sin døde mand, Carl, som Troels II Munk dog lader genopstå i hendes drømme.

Giro 413-musikken matcher ikke altid handlingen én til én. Faktisk kan den nogle steder virke lidt bizart placeret, men på den anden side forfalder stykket ikke til de alt for oplagte koblinger, og nogle gange giver det nogle forfriskende kontraster og stof til eftertanke. Det kunne nemt være blevet for sødt alt sammen.

Enkelte sange - især i anden akt - bliver dog noget lange i spyttet. Eksempelvis Volmer Sørensens Pensionistvisen, hvis pointe netop er gentagelsen og den daglige trummerum. Den gik sikkert i gamle dage, dengang vi ikke var så utålmodige. Tankevækkende, hvad mediernes form og fortælletempo med tiden og ganske snigende kan gøre ved os, uden at vi lægger mærke til det.

Til gengæld er forestillingen præget af super timing og gennemført holdarbejde. Hver især giver de velkendte melodier en helt ny drejning og fortolkning. Alle skal ramme hinanden.

Alle skal ramme hinanden. Også Marie Mondrup, der på en videoprojektion møder sin datter (spillet af Martha Gottlieb Stein), som er og så alligevel ikke er.

316
Forrige anmeldelse
« The Three Brexiteers «
Næste anmeldelse
» Cosi fan Tutte »