”It’s Fun for All, and All for Fun” er dette års catchphrase. Det er den perfekte beskrivelse af, hvad essensen i Crazy Christmas Cabaret (CCC) er.

Årets show er endnu en perle i den efterhånden lange perlerække af shows, London Toast Theatre har produceret. Personligt er det tyvende gang, jeg sidder som publikum. Jeg er så klar til deltage med de kendte ”Booo” og ”Horray” replikker, som publikum bliver tildelt.

CCC følger en meget fast narrativ skabelon, selvom det for førstegangspublikum i starten måske kan gå lidt for hurtigt. Disse "Crazy Christmas Cabaret Virgins", som de kærligt bliver kaldt, finder dog hurtig ud af, at de nok ikke skulle have rakt hånden i vejret, da Vivienne McKee spurgte, om der var nogen, som så showet for første gang.

I sin prolog byder Vivienne McKee velkommen til Glassalen og forklarer os, hvordan showet hænger sammen, så alle er med på, hvad der forventes. I det første shownummer bliver det slået fast, at der både er noget kendt, noget nyt, noget som får os til at grine, noget som får os til at krumme tær - og selvfølgelig noget, der giver mening, og noget som er lidt lige som Brexit, nemlig meget svært at finde rundt i.

Præmissen er lagt, og så er det bare med at holde fast og forsøge at fange så mange af de politiske, popkulturelle og selv-refererende (til tidligere CCC-shows) referencer, der bliver vævet ind i en genfortælling af Alexander Dumas De Tre Musketerer.

Andrew Jeffers er traditionen tro tilbage i rollen som ’The Dame’. Det er en klassiker for den engelske Christmas Panto genre, hvor en middelalderende mand klæder sig ud i dametøj. Gerne så overdrevet som muligt i forhold til kostumedesign og make-up. Dette års ’Dame’ er Dame Babette BoumBoum. Andrew Jeffers er uhyre morsom i rollen, der bliver overspillet efter alle kunstens regler. Så meget, at han næsten spiller sig selv ud af sine “hjemmelavede” haute couture kjoler, hvor selv RuPaul ikke kan følge med længere.

Musikken spiller en stor rolle i CCC. Der tages kendte popkulturelle numre, hvor teksterne ændres lidt, så det passer ind i forestillingen. F.eks. Fight-Loose (FootLoose), hvor musketererne fortæller, at de elsker at fægte, og Winter Lovin’ (Summer Lovin’ fra Grease), hvor den unge helt (”Horray”) D’Artagnan og Constance, dronningens hofdame, synger om deres forelskelse i Paris.

Årets mest fantastiske og ironiske musikalske indslag leveres af Katrine Falkenberg i nummeret Diva’s Lament. Der er så mange facetter i det nummer. Falkenberg har i årets forestilling en birolle og bliver hele tiden sendt af scenen af de andre medvirkende. Falkenberg træder ud af sin rolle og snakker om, hvorfor hun aldrig kan få sit øjeblik på scenen. Hun efterlyser hele tiden, hvornår hendes store rolle kommer. Og så beslutter hun sig for at indtage scenen, med hvad der nok må siges at være en af musical-historiens klassiske Diva-roller med I Dreamed a Dream fra Les Miserables. Et andet virkelig morsom musikalsk indslag er Springtime for Horace. Det er en parodi på nummeret Springtime for Hitler fra musicalen The Produceres af Mel Brooks. Den er i sig selv en parodi på musical-genren, så mere meta-refererende bliver det nok ikke.

David Bateson, der efterhånden har spillet mange af skurkene (”Booo”) i CCC regi, trækker i år både i den kåde kåbe som Cardinal Rick-Perv, med hang til dametøj, og i den blonde paryk som Duke of Bonkingham, der har en affære med den franske dronning. David Bateson er virkelig dygtig til få finesserne med i sine replikker. Ikke mindst i pauserne mellem dem. Det er hér, man oplever hans finspil i komikken, hvor der gives plads til selvrefleksion.

De "stakkels" CCC Virgins bliver trukket med gennem denne blanding af eventyr, satire, skøre sange, humor på alle planer (der er både noget til gården og gaden) og et fortælleunivers, der overskrider alle former for logik. De bliver hele tiden draget ind i forestillingen, f.eks. når de bliver trukket på scenen eller når skuespillerne stiller spørgsmål til de. Det her er en forestilling, de aldrig glemmer - og med god grund.

For når lyset dæmpes for sidste gang, og det buldrende applaus går i gang, er det helt sikkert, at det har været en rigtig god aften med It’s Fun for All, and All for Fun.