”Husk du skal dø!” Sådan lyder afskedsordene. Velkomsten, mens vi finder vores pladser, er ikke meget muntre: ”det er nogle elendige og umagelige stole I sidder på”. Tre skuespillere tumler rundt på scenen mellem klapstolene, stressende og tumultanske. De farer rundt i et nøgent ucharmerende hvidt scenerum, der afspejler tilskuerrummet.

På denne måde er vi klædt på til et opgør med tidsånden. Vor tids evige krav om udvikling. Med, mig, mig og atter MIG i centrum. Et opgør med tidens udviklings tvang, er undertitlen på debattøren og samfundsrevser, psykologiprofessor Svend Brinkmanns lille bestseller af en phsykologisk/philosofisk selvhjælps pamflet Stå fast, som er forlæg og titel for forestillingen. En mosaik af lavkomiske hverdagsglimt med glimt af en næsten Søren Kirkegaards eksistentialisme. Hvem er vi?

Kan en sådan blanding fungere?

Lad os tage det umiddelbare aflæselige først. Vi morede os. Grinede højt. For vær ikke i tvivl, det handler ikke om os, eller om man, eller om vi. Nej, det er dig. Dig, der sidder på de elendige klapstole. Dig, der får tilbudt chokoladekagen, som du ikke må spise. Dig i et fuldt oplyst tilskuerrum. Det er dig, der skal føle dig truffet. Martret og udleveret, måske er det derfor du griner så desperat højt. Det er dig, der efter 5 år endelig har besluttet af fyre din coach, men aldrig får indført et ord, for coachen leder dig hele tiden ind i spørgsmål til dig selv og en vurdering af den afskedsbeslutning du ikke tør formulere. Sjovt – men også frydefuldt ondt.

Stå fast, der har repremiere på Skuespilhusets Lille scene, er opbygget af små sketcher og monologer, hver med pointer hentet fra Svend Brinkmann universet, der nok mest er kendt for sin ’nej-hat’. Nej til tidens konstante krav om, at være omstillingsparat, at alt skal være nyt, nyt, nyt. Fyr din coach, find dit eget ståsted og stå fast på dine egne ideer er forestillingens budskab.

Men pas på. Der er de mange krav , ægteskabet, arbejdet stiller. De vil have dig helt. Med hud og hår. Hele tiden, altid og alle vegne. Selv når du er på WC og læser Anders And. Ja, hele dig og dit - også at du er fra Herning, vil de have. En vittig monolog som Mads Rømer-Tani udleverer totalt til det næsten nøgne look. Et af mange præcise tidsportrætter.

De tre skuespillere pukler. De er på scenen, det meste af tiden, ind og ud af de mange kabaretlignende indslag. Maria Rich fejer efterårsblade, mens hun skælder ud, flytter de umulige klapstole, synger falsk og kværulerer på den mest charmerende og irriterende måde, alt mens Stine Schrøder Jensen er fast i blikket og lufter sund fornuft. Tre skuespillere, der i deres fine samspil, helt og fuldt forstår, at Brinkmann-oprøret mod tidsånden, bedst realiseres med humor.

At forestillingen lykkes – og det gør den (næsten) – skyldes ikke mindst Kamilla Wargo Breklings og co-instruktør, koreograf, dramaturg, Karina Dichov Lunds rappe instruktion og bearbejdelse af Brinkmanns tanker, der ligger langt over den middelmådighed Svend Brinkmann selv prætenderer at hylde. En undskyldning, som de tre på scenen til slut fremfører, er der bestemt ikke nogen grund til at tage for pålydende. Stå fast nærmer sig den samfundskritiske/filosofiske kabaret vi har savnet - og den tåler gensyn.