Hvad gør en lille dreng, der af sin mor får at vide, at far ikke er en, man snakker om? Dengang mor var ung, var hun også mere end bare temmelig lækker. Så gik det til Italien, og der har en flot italiensk mand åbenbart mere end kysset med moren. Ud af denne flirt kom drengen Vitello.

Hvad der senere skete, får vi ikke at vide, men vi kan gætte os til det. Moren er i hvert fald ikke meget for at snakke om det.

Men hvad man ikke har, det ønsker man så brændende, og Vitello vil have en far. Han leder efter en, der kunne blive hans far. Han sætter en fælde op i håb om, at en far må falde i den. Han ender med at få en papfar, som han ikke gider at have, men som hans veninde ganske rigtigt forklarer: Hvem man får som papfar, det er slet ikke noget, som børn bestemmer, det gør de voksne bare.

Dette er en skøn og usentimental familieforestilling baseret på Kim Fupz Aakesons populære Vitello-bøger. Hovedrollen som drengen med krudt i bagdelen har Asbjørn Agger - en slags Emil fra Lønneberg - der ikke har tænkt sig at tilpasse sig en voksenverden med alle dens autoriteter.

Gunvor Reynberg - som også har sat forestillingen i scene - spiller hans mor, bestemt, kækt og nogle gange frækt. Undervejs møder Vitello en masse mænd, der spilles morsomt og med karisma af Rasmus Haxen og naboens datter, der i Camilla Lohmanns fine skikkelse ved alt om, hvordan man skal kysse …. og sådan noget.

Kostelige scener
Den slags forestillinger kan let blive lidt fjollede og komme til at fremstå som platte karikaturer. Billedet af de voksne har det med at blive lidt forudsigelige, og handlingen lige lovlig rørstrømsk. Sådan går det ikke med Vitello. Forestillingen er ægte, mættet med god musik og replikker, der overrumpler og sidder lige i skabet.

Det er kosteligt at se Vitello forvandle sig til en hund, der tisser moren op ad benet. I jagten på den forsvundne far møder Vitello en vagabond, der siger, at han er Gud. Spritteren drikker bajere og er god til at spytte. Og så er der en morsom scene, som er en af flere scener, der også appellerer stærkt til det medfølgende voksenpublikum: Den sure nabo-mand, som Vitello har det med at komme på tværs af, har en pibe, der får en helt anden lyd, da han først ser Vitellos mor. At se to voksne gøre kur til hinanden som turtelduer…. hold op, hvor jeg lo - og manden bagved mig med.

Forestillingens scenografi er med en simpel drejeskive og kulisser taget ud af Ole Lund Kirkegaards univers lidt konservativ. Men det gør ikke noget, for forestillingen bæres af en fin handling og en gennemført humor.