Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer

Camille Clouds brevkasse Mungo Park
Anmeldt 22/10 2019, 18:04 af Hans Christian Davidsen

Fjollet og absurd


Fjollet og absurd

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Mine besøg i teatret Mungo Park i Kolding har sjældent været en skuffelse. Her har man taget fat på temaer, som kulturlivet af en eller anden grund kun sjældent berører - for eksempel en forestilling om den lagerforvalter fra Kolding, der lagde navn til rindalismen: Opgøret mod den statsstøttede abstrakte kunst, som den almindelige mand og kvinde ikke fatter en dyt af. Eller en fremragende iscenesættelse af Yahya Hassans digte af den palæstinensiske forfatter, der er forsvundet ud af offentligheden lige så hurtigt, som han kom ind i den.

Men der har også været forestillinger i Mungo Parks regi, hvor teatret har tisset helt ved siden af. I teatersæsonen 2018-2019 var det den dystopiske skildring af parforhold, Dæmoner, hvor man var meget tæt på at rejse sig og gå midt under forestillingen. Mandag aften var Mungo Park på gæstespil med en teaterversion af Camille Clouds brevkasse, som dramatikeren og forfatteren Line Knutzon har udsendt i bogform.

Fjollet og absurd
Forestillingen Camille Clouds brevkasse er ikke særlig vellykket. Stykket flakker rundt og afleverer stribevis af små fragmenter, der åbenbart skal være en kritik af en jeg-fikseret selvhjælpsorienteret selfiekultur, men som sjældent bliver vedkommende endsige underholdende. Til tider er den fjollet og absurd. Kort fortalt kommer vi med til en lektion i terapeutisk selvhjælp med den selvfede og selvbestaltede guru Camille Cloud, som først lader vente på sig, mens hendes frustrerede fanskare - alle sammen skæve eksistenser - folder sig ud: En lider af syndromet OT, der står for “overdreven tålmodighed”, han nærmest elsker at vente på en bus, der aldrig kommer. En anden er så utålmodig, at han ikke har tid til at tage trappen, så han springer ud af vinduet og kommer slemt til skade.

Den slags eksistentielle spørgsmål skal der naturligvis et brevkasseorakel til at komme med gode råd til, og hvor hendes åndelige undersåtter er grotesk forvirrede, har Camille Cloud de enkle svar på alt. Og gerne med en streng logik som en anden finansminister, hvor kun de, der kan forsørge sig selv, har ret til livet. Nogle gange rammer iscenesættelsen en nerve - især da Marianne Mortensen rigtig folder sig ud som den dæmoniske Camille Cloud, mens de tre øvrige medvirkende, Malin Brolin-Tani, Anders Budde Christensen og Anders Hjulmand springer mellem stykkets forskellige figurer. Det er bare svært at finde en rød tråd.

Forrige anmeldelse
« En skærsommernatsdrøm «
Næste anmeldelse
» Vitello »