Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




En skærsommernatsdrøm Betty Nansen Teatret
Anmeldt 15/10 2019, 19:54 af Uffe Stormgaard

Shakespeare på speed


Shakespeare på speed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi har oplevet det før. Teater i teater. Alligevel overraskes vi, når den piccolineklædte Puk stikker hoveder ud gennem fortæppets revne og fortæller: ’jeg var i en skov’ og alt var der. For dernæst at rive tæppet til side, for at vise nok et teaterfortæppe, der igen afslører en kæmpeskærm, hvor nærbilleder af de to kærestepar toner frem, filmet af parrene selv på scenegulvet. Forpustet? Forvirret? Og vi er endda lige begyndt.

Det er gamle William Shakespeares fjællebodskomedie En skærsommernatsdrøm (ca. 1594), der nok engang har fristet til, som titlens underrubrik siger: ”giv slip og lad dig forsvinde ind i natten. En nat, hvor drøm og virkelighed smelter sammen – eller rettere, hvor drømmen viser vej”. Instruktøren Elisa Kragerup har på Betty Nansens teater valgt at lade Line Knutzon, teatrets husdigter, opdatere/omskrive skovens tryllerier til en surrealistisk drøm, hvor ikke mindst den digitale selfiekultur indgår, som en stopklods for drømmenes univers.

Rammehistorien er stadig den samme, sådan da. I en have i Athens udkant møder vi de to kærestepar, Lysander/Hermina og Pemetrius/Helena – der elsker hinanden, men, ak, den strenge fader synes, som i den klassiske forviklingskomedie, at der skal byttes om på de forelskede damer. Så er det, at skovtrolden Puk, ”hin lumske drilleånd”, sammen med skovens alfer og ikke mindst ved tryllesaft og trolderier får skabt ravage parrene imellem, forviklinger, der vil noget.

Midt i galskaben har vi Thesseus og Hippolytias dobbeltbryllup. Hvortil tre ’amatørskuespillere’ øver sig på opførelsen af Pyramus og Tisbe. Et klovnenummer i mesterklasse, hvor de tre starter iført kæmpe bamsedragter. Tanken gik til den anden side af Frederiksberg alle, hvor Kjeld og Dirch i sin tid boltrede sig på ABC-Teatret. Tårerne ruller ned af kinderne af grin, mens de tre håbløse aktører gør alt for at afmontere Ovids kærlighedsdigt. Absurd teater, når det er allerbedst - og det er netop det Line Knutzon kan. Heller ikke skærsommernatsskoven er som den plejer. Steffen Aarfings skov-scenografi er en kitschrød smålummer hotellobby med lampetter og roterende bar. Alferne er hotelpiccoloer i Lederhosen eller frækt stramt laksefarvet tricot charmeuse med hofteholdere og netstrømper. Alle er de iført piccolokasketter a la Wes Andersons film Grand Budapest Hotel – for ikke at sige David Lynch og hans skræmmende realistiske uvirkelighed!

Det er her Puk, den popkornspisende piccoline, spiller sit spil. Med trylle-blomsterblade på øjenlågene skaber hun forvirring og sætter dermed gang i kærlighedsforviklingerne - nok den svageste præstation, både i ord og udførelse. Til gengæld er de tre herrer, endda i op til flere roller, dygtigt castet og stilsikkert spillet. Peter Plaugborg er både bejler og uheldig skuespiller mm. – hans solonummer af en æsel-præstation skal ses. Niels Ellegaard kan det med revy og mere til. Hans strenge far, ’murstens muren’ og skuespilinstruktøren er rablende morsomme. Læg dertil Michael Arndt, der både kan det lyriske og vanvidsløjerne, endda i dametøj. De to skønjomfruer Emma Sehested Høegh og Martine Emilie Barrett har i deres kærligheds univers begge fundet stil og udtryk til drøm og absurditet.

En skærsommernatsdrøm er Shakespeare på speed. Ikke kun en fortolkning, men en eksistentialistisk tilgang til en klassiker, der spiller på fortryllelse, transformation og omstillelighed, hvor den digitale verden og tidens selvbeføling nu er i centrum. Ikke megen poesi, men med en energi og kraft, hvor alle visuelle kræfter er sat ind på at konfrontere os med vores angst for at drømme og mødet med os selv. En teater-trip med meget mere end lys, lyd og kostumer. En visuel leg med et hektisk tempo, som er man bange for at kede – det gjorde man bestemt ikke. Og det er vigtigt - også i den digitale fjællebod.

311
Forrige anmeldelse
« Troen & Ingen «
Næste anmeldelse
» Camille Clouds brevkasse »