Ægteskabet er en institution i livet. Og livet er en del af ægteskabet. Det er udgangspunkt for dramaet Hundesvømning. Det er skrevet af den fremadstormende schweiziske dramatiker Reto Finger, og sætter fokus på den senest udklækkede generation og dens forhold til ægteskabet og dets rammer for livet. Det er et kammerspil med brede armbevægelser, og en vals, som kræver, at vi også lytter med. Et kreativt samspil mellem forskellige elementer – og alligevel lidt fortænkt.

Det handler om ægteparret Robert (Frank Thiel) og Charlotte (Pernille Albæk Andersen), der netop er vendt hjem fra ferie i Sydfrankrig, hvor de syv år tidligere mødte hinanden. Mens Robert limer billederne i fotoalbum, begynder Charlotte langsomt at fortælle, at hun ikke vil mere. Først tror Robert, at det er for sjov, men han indser, at hun rent faktisk mener det alvorligt. Derfor flytter han i kælderen, hvor han kommer til at tilbringe noget længere, end i hvert fald Charlotte havde forestillet sig.

Hundesvømning er i udgangspunktet et stykke metateater, hvor vi til at begynde med har ægteparret og deres fælles veninde (Sofie Stougaard) til at læse introduktionen op for os fra manuskriptet. Undervejs glider vi ud fra de scener fra ægteskabet, vi præsenteres for, og ind i disse metakommentarer, der er en vinkel på det, som særligt Robert forudsætter i deres forhold – han tager det hele for givet ganske uden selvrefleksion. Det, som ægteskabet mangler i sit indhold, leverer stykket dermed i sin form.

Charlotte begynder at møde andre fyre – de to, vi møder, er spillet af Paw Henriksen og Claes Bang. Samtidig bor Robert stadig i kælderen, og fremstår – lidt som han siger fra starten – som hendes dårlige samvittighed. Han gør i hvert fald, hvad han kan for at gøre opmærksom på sig selv. På den måde trækker dramaet nogle faste elementer ind fra komedie, men det bliver hele tiden fastholdt i, om jeg så må sige, en uromantisk tragedie. Det hele handler ikke om at klinke skårene, men om, hvor meget det hele langsomt går i stykker, uden at vi bemærker det.

Hundesvømning er en tragikomisk kommentar til ægteskabet, som bliver den lille metonymi for den store verden. Det er dette, der i høj grad er dramaets styrke, idet det formår at bruge kammerspillet til at række ud over sig selv. Ægteskabet er – for at parafrasere en kommentar fra Charlotte – ikke årsagen, men det er et symptom på en tid, hvor den nys udklækkede generation er begyndt at invitere til en højere grad af selvrefleksion ift. traditionerne. Men problemet er jo, at selvrefleksion gør ondt. Den gennemgående brug af Shostakovichs modernistiske waltz er kun en sælsom – og ganske effektiv – understregning af dette.

Og det gør også ondt på personerne, der enten ikke kan få forholdet til at virke, eller slet og ret ikke kan finde et forhold. Selvrefleksion virker derfor også påduttet udefra – er vi en generation, der tænker over det hele, bare for at tænke over det? På den måde bliver det lille kammer til en kompleks rotation af svære spørgsmål, som så desværre også bliver dramaets akilleshæl: De indskudte refleksioner (enetaler) for flere af personerne bliver tilnærmelsesvist moraliserende. Det fremstår lidt, som havde vi ikke forstået de indirekte pointer undervejs, for vi får dem serveret skåret helt ud i pap.

Det sceniske rum er derimod ganske veltilrettelagt. Hele dramatikkens fokus på en ægteskabelig gyngende grund er visualiseret igennem en hævet scene, der kan hælde i alle grader, samt hæves og sænkes. Dermed kan kælderen også være med og gemmes væk, når Robert blot er en hengemt samvittighedskval. Undervejs bruges denne hæve-sænke-dreje-mekanisme særdeles effektfuldt til undervejs at understrege den psykologiske dybde. Som menneskene er i verden, er de som mennesker, der endnu ikke har lært at svømme – og må derfor nøjes med hundesvømning.

Det er en skam, for stykkets problematik og enerverende evne til at knuse et parforholds status fungerer ret godt, men bliver holdt stangen af den fortænkte morale. Generation X, som den er blevet kaldt (eller mere radikalt Generation fucked up) vil i høj grad kunne finde sig selv i dette stykke – og måske mane til eftertænksomhed. Det vil stykket i hvert fald meget gerne forsøge at få os til.

Den danske iscenesættelse er et gæstespil fra Folketeatret, som netop har besøgt Teater Nordkraft i Aalborg. Teater Nordkraft producerer selv drama, men henter også gæstespil udefra.