Den tyske instruktør, Anja Behrens (som tidligere har instrueret bl.a. Sort Vand og Underkastelsen), iscenesætter Platons filosofi i et rituelt, erotisk univers, der undersøger kærlighedens potentiale. Symposion er nemlig et af antikkens absolutte litterære højdepunkter, og nu kan du opleve Platons mesterværk om kærlighedens inderste væsen iscenesat i et rituelt, erotisk univers i Mellemgulvet på Det Kongelige Teater.

Symposion er i sin essens en filosofisk diskussion af kærlighedens væsen, som den udspiller sig blandt nogle af de største tænkere i datidens Athen. For Platon var dialogen altid den sande vej til indsigt.

I stykket finder vi tragediedigteren Agathon (Patrick Baurichter), som har inviteret til gilde, dagen efter et voldsomt drikkelag, hvor han har fejret sin pris som årets tragediedigter. Alle har tømmermænd, og som alternativ til at fortsætte drikkeriet beslutter forsamlingen i stedet at hylde Eros. Eros kan almindeligvis oversættes til kærlighed og forbindes ofte med erotisk kærlighed, men i Platons værk får eros en ganske særlig betydning. Er Eros en gud? En følelse? Eller måske en ganske særlig forbindelse til det skønne, det sande og det gode?

Deltagerne fremlægger på skift deres syn på kærligheden – foruden Agathon tæller forsamlingen også sofisten Phaidros (Fanny Louise Bernth), filosoffen Sokrates (Karen-Lise Mynster), Eryximachos (Stine Schrøder Jensen), Aristophanes (Ernesto Piga Carbone), Pausanias (Peter Christoffersen), og den unge politiker Alkibiades (Mille Hoffmeyer Lehfeldt), der ender med at få det sidste ord.

Det er underligt at sidde tilbage med en følelse af, at jeg ikke er helt sikker på, hvad jeg fik ud af stykket. På en måde virker det, som om stykket er blevet sat op for at chokere sit publikum med dialoger om sex og kærlighed, mens der er halvnøgne og helnøgne kvinde- og mandekroppe oppe på scenen. Jeg er sikker på, at nogen vil føle sig forulempet eller en anelse overrasket over stykkets indhold – det er trods alt ikke hver dag, at man ser penisser og mænd kysse hinanden i et skuespil, hvorimod den nøgne kvindekrop er blevet mere almindelig via eksempelvis voldelige tv-serier som ”Game of Thrones” – men for de fleste er nøgenheden ikke et tabu mere, og nok ikke for dem som går i teatret og nyder kunst i alle dens former. Var Symposion blevet opsat et andet sted, kunne jeg godt have set, at indholdet ville have haft en større virkning.

Hvor indholdet måske har fejlet en smule på denne anmelder, kan jeg ikke benægte, at scenografien (af Nathalie Mellbye) har et klassisk græsk tema, som man vel kender fra antikken, og det giver en udmærket følelse af, at vi er tilbage i fordums tid. Rundt på scenegulvet er der opsat hvide skulpturer og væggene er draperet med den slags sten, man kender fra badeanstalter. Også skuespillerne arbejder på højtryk, både med at levere en dialog, så det kan forstås af publikummet (de taler i store, filosofiske vendinger, som nok ikke helt hænger ved publikummet hele tiden), og med det fysiske. Deres kroppe arbejder hele tiden med et eller andet og det er med til at fordøje dialogen mere, så publikummet har noget visuelt at se på i mellemtiden. Fungerer det? Tjo, i hænderne på disse fantastiske skuespillere får de det til at fungere.

Jeg ved helt ærligt ikke, om jeg skal anbefale denne forestilling til andre, eller om Symposion blot er det, det nu er. På papiret fungerer det hele jo, som det skal, men jeg kan ikke prale af, at det er en oplevelse, som vil få mig til at tænke mere over stykkets koncept. Det siger måske mere om mig end teaterstykket. Så tag endelig af sted, hvis filosofi og erotikkens essens er noget for dig – jeg kan ikke love dig, at det er det, du får ud af det.

Bemærk: Forestillingen indeholder flere scener med nøgenhed. Vær opmærksom på, at der anvendes stroboskoplys.