En af operaens allerstørste klassikere er nu blevet fortolket som stumfilm. Den Reumert-prisvindende instruktør, Martin Lyngbo, står bag den anmelderroste fortolkning af Rossinis komedie Barberen i Sevilla.

Det Kongelige Teater præsenterer en opsætning, som i Martin Lyngbos tempofyldte iscenesættelse leger med æstetikken fra klassiske stumfilm og skaber en herlig musikalsk og visuel oplevelse. Forestillingen var forrige sæsons helt store hit, der trak fulde huse og høstede fremragende anmeldelser. Denne version er for både nye operagæster og garvede operafans, der sætter pris på klassikerne i nye klæder.

Stykket er inspireret, men ikke tynget, af den slags komediefilm, som var meget typiske for Hollywood-æraen i 20’erne og 30’erne, både stumfilmene og de tidlige talefilm. Operastykket bugner derfor med vidunderlige teatertricks, som hylder de kaotiske scener fra eks. Gøg og Gokkes berømte lagkagescene og Marx Bros’ infamøse forviklingsscener og –dialoger. Velkommen til komisk ragnarok, hvor alt starter ud i det små, indtil det hele kulminerer i en altomfattende slapstick-verdenskrig med alle de involverede karakterer.

Barberen i Sevilla er den italienske komponist, Gioacchino Rossinis, mest kendte opera. Fortællingen er baseret på Pierre Beaumarchais’ franske skuespil, Le Barbiér de Seville fra 1775, som har inspireret flere forskellige operaversioner, hvoraf Rossinis komiske stykke udgør en forløber til Mozarts ligeledes komiske opera, Figaros bryllup.

Stykket blev første gang opført d. 20. februar 1816 på Teatro Argentina i Rom og var en publikumsfiasko præget af flere tekniske uheld. Siden er stemningen for længst vendt, og i dag er operaen en af verdens mest kendte og elskede inden for sin genre. Der synges på italiensk med danske tekste projiceret på scenografien.

I Barberen fra Sevilla finder vi den fiffige Figaro, som er venner med greven Almaviva. Greven er forelsket til op over begge ører i den smukke Rosina, der bor hos den griske doktor Bartolo. Bartolo forsøger at forpurre de unge elskendes kærlighed, men med Figaros hjælp vil det måske lykkes Almaviva at vinde Rosinas hjerte. På vejen mod den lykkelige slutning må Figaro agere barber.

Det er simpelthen skønt at se en hel rollebesætning, som let og elegant falder ind i deres roller. De formår uden problemer at more sig på scenen og samtidig synge så godt, som de nu gør. Denne aftens Figaro blev spillet af Luthando Qave, hvis sangstemme formåede at række helt ned til de bagerste rækker, og sammen med ham bliver vi præsenteret for den skøre, skøre verden, som disse underlige eksistenser lever i. Qaves store smil, hans elegante måde at føre publikummet ind i Sevilla på, og med hans komiske timing formår han at give stykket en vigtig introduktion. En introduktion hvor skuespillerne bl.a. løber tværs over scenen, jagter hinanden, cykler over scenen – der sker så meget over det hele, men Qave holder os fast, så vi ikke mister overblikket. Sammen med Ruzil Gatin – i rollen som greven – skaber de et komisk makkerpar, som er alle andre komikerpar værdige.

Faktisk er der ikke en eneste i rollebesætningen, som bliver efterladt i mængden. Man må tage hatten af for det faktum, at det er muligt at huske hver evig eneste karakter, som dukkede op på scenen. Her må jeg fremhæve Anna Kasyan i rollen som Rosina. Men når det så er sagt, så bliver jeg også nødt til at fremhæve Per Bach Nissen, og så også Simon Duus… og så videre og så videre. Alle gør de det bare så godt, selv når de ikke er i fokus.

Sceneopsætningen gør det muligt, at publikummet kan se, hvad der foregår inde i rum, hvor der ikke lige bliver sunget eller hvis der sker noget, som ikke lige har noget med selve handlingen at gøre. Kulisserne er så meget en del af skuespillernes måde at agere på, at de næsten bliver en karakter i sig selv, og der er fantastisk dybde i kulisserne, så denne gade i Sevilla bliver mere og mere tredimensionel i løbet af aftenen.

Barberen i Sevilla er den slags komedier, som alle kan få noget ud af, selv hvis de mener, at opera er noget af det værste, der findes. Der var smuk sang afleveret med højt humør, som karakteriserede denne opsætning af Rossinis mesterlige opera. Alle skuespillerne bidrog til den humørfyldte operaoplevelse, som publikummet fik, og der blev kvitteret med et stående og taktfast bifald.