Noget af det fornøjeligste er at følge de græske guders liv og levned. Guderne har pr. definition en ubegrænset magt – som de da også bruger uhæmmet, hævet over al jordisk kævl. Sådan da. For det er det, der gør den græske guder spændende, de er både fulde af fejl og menneskelighed. De kriges, er utro, driller hinanden og menneskene. Alt er voldsommere og større end nede hos os små mennesker på jorden, som de, oppe fra Olympens top, sammen med overguden Zeus, nysgerrigt kigger ned på. Det er denne, den græske mytologi, Sigurd Barrett har valgt, at fortælle med musik, sang og dans. En opsætning, især henvendt til et yngre publikum, for hvem oldtidskundskab (Old-ævl) er et ukendt begreb.

Formen er den klassiske Sigurd Barretts. Et flygel og en veloplagt fortæller, som vi kender fra talrige populære tv-udsendelser. Men, og det er et stort MEN, denne gang er omgivelserne ikke et intimt tv-studie – men hele himmelrummet. Eller sagt på en anden måde, Gasværkets kæmpe kuppel, er nu himmelhvælvet og Sigurds tumleplads. Men Sigurds publikumskontakt er alligevel umiskendelig. Veloplagt får han det unge publikum til at synge og klappe med til Længe leve de græske guder. For Sigurd er snart ved flyglet, snart midt i et dansenummer, snart ved trommerne. Heldigvis får han da også hjælp fra to skuespillere, tre musikere og fem dansepiger.

Med voldsomme lys- og lydeffekter bliver verdensrummet skabt og guderne fødes. Zeus stor og mægtig, i toga og med tordenkilen, står flot og prægtig på en sky af hvide lagner, højt hævet over scenen. For det er Tordenguden, der nu skal fordele guderollerne: Artemis, Apollon, Poseidon, hver med deres arbejdsområde. Nu kan det klassiske gudeeventyr begynde. Vi besøger Oraklet i Delphi, er et smut i dødsriget Hades, åbner Panduros æske, og hilse på Kronos, Ekko og Narcissisus. Inden pausen skal prins Paris nå at vælge Afrodite, som den skønneste kvinde blandt gudinder. Til gengæld får han lovning på den skønne Helena – der desværre er godt gift i Troja. Dermed starter 20 års trojansk krig – hvor helten Odysseus til sidst, ved hjælp af den trojanske hest, røver/befrier Helena - og derefter begiver sig på sin farefulde, eventyrlige, hjemrejse til hjemøen Peloponnes.

Så er der pause. Nu er vi klar til en gendigtning af Homers Odysseen. I en Pixi-udgave med mange af Odysseus highlights, møder vi den enøjede Kyklop, den onde Kirke, der forvandler søfolkene til svin, Calypso, der danser calypso (!), sirenerne, der forfører med sang. Til slut Odysseus hjemkomst med bueskydnings kamp mellem rivalerne. Herefter kan den trofaste Penelope, langt om længe, falde sin sejrende mand om halsen.

To timers god underholdning, hvor Camilla Bendix og Peter Oliver Hansen veloplagt, hurtigt og ofte, skifter ham, for at agere guder/hekse/prinsesser og andet godtfolk, med sang på læben – her nyder vi især godt af Camilla Bendix sangtalent. Mens de tre musikere sammenkæder og supplerer Sigurds fortælling med optræden som hellenere, krigere, søfolk og hvad vi ellers møder på søvejen. Sigurds mini-ensemble kan, i det store verdensrum, (gaskuplen) virke lidt som guderne ser os mennesker, små og uden gudeligt format. Tænk hvilken supermusical, som f.eks. netop Offenbachs Den skønne Helene, der kunne være kommet ud af gudefortællingen, med stort kor og orkester.

Nu fik vi en lille veloplagt, charmerende og underholdende familieforestilling, baseret på Sigurds Barretts bog af samme navn fra 2014. Et guderæs, der bestemt appellerer til forældre og bedsteforældre om at tage børnene ved hånden og sammen møde vores kulturarv i Sigurds muntre genfortælling. Olympiske højder nåede forestillingen ikke – men en pæn pædagogisk flyvehøjde er garanteret.