Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Carmen Det Kongelige Teater, Operaen
Anmeldt 16/9 2019, 14:23 af Uffe Stormgaard

Fra gorilla til spansk ikon, der flammer af lidenskab og hed erotik


Fra gorilla til spansk ikon, der flammer af lidenskab og hed erotik

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hun er temperamentsfuldt, hidsig, jaloux, vild og skøn. Kort sagt: hun er Carmen. Den spanske donna, cigaretpigen fra Sevilla, der siden sin første Paso Doble i 1875 på Opera Comique i Paris, har forført et begejstret publikum. Til dato, 565 opførelser på Det Kongelige.

Ja, selv vi kold-hjertede nordboer synger med på: ”Jeg elsker Carmen, Carmen elsker mig…”. Hun er blevet et ikon, der flammer af lidenskab og hed erotik. Trekantshistorien om fabrikspigen, der fordrejer hovedet på mændene, her især sergent Don José og toreadoren Escamillio, som den spanske femme fatale danser en livstruende skæbnefandango med.

Fortolkningerne af den varmblodige kvinde har gennem tiderne været mange. Operaen har med samproduktionen med Frankfurter Operaen og London Oper House, i den kontroversielle leder af Komische Oper Berlin, Barrie Koskys iscenesættelse, valgt, oh, så moderne, at skildre hendes kønsdiversitet, tilsat farverige tableauer.

Straks efter et brus af Georges Bizets feststemt ouverture går tæppet op og en kæmpetrappe fylder hele scenerummet, som i en Busby Berkeleys musical fra 30erne. 16 trappetrin, i sort/brunt minimalistisk design.

Helt alene, iført toreadorens blodrøde, kropsnære dragt, sidder Carmen på et af trappetrinene, mens en voice-over stemme (den danske skuespiller Maria Rich, der følger os operaen igennem) nuancerer Carmens karakter. Så er vi advaret, ikke længere er hun kun et billede på den varmblodige, sexede, løsslupne, sydlænding, men nu 100% en nuanceret nutidig feminist.

Så kommer de vrimlende op over trappens bagkant, folkemængden – fabrikspigerne og soldaterne. Et mylder, tusindvis (sådan føles det). Syngende, fylder Det danske Drenge- og Pigekor, den stejle show-trappe, livligt koreograferet med de professionelle balletdansere, der ind i mellem får lov til at brillerer med udvalgte solo shownumre.


Carmen på trappen, før gorilladragten - Foto: Camilla WInther (c) Det Kongelige Teater

Allerede ved den klassiske åbningsarie Habaneraen skal vi rystes i vores fordomme. Carmen sidder på toppen af trappen, nu iført et gorillakostume(!), som hun langsomt afklæder sig, mens lydige mænd iklæder hende sko – og en Carmen i slips og skjorte træder nu frem. Et identitetsskift, der vil noget og hvor instruktøren minder os om Marlene Dietrich og Grace Jones, der hver, til deres tid, begge pirrede og chokerede publikum med samme gorillaeffekt.

Midt i al kønsdiversitet, elegant koreografi og flot productiondesign, skrider handlingen frem som forventet, med Carmen som et omsværmet centrum. Don José (sunget af tenoren Migran Agadzhanyan) mandig og lidt afstumpet, bliver indfanget af Carmens blodrøde rosenblade. Og så accentueres dramaet. Carmen kommer i slagsmål, arresteres og Jose skal fører hende til fængslet, men slipper hende fri, i kærlighedens navn. Fri til at gemme sig i Lillas Pastias smuglerkro, hvor (og det har vi forventningsfuldt ventet på), Escamillio (basbarytonen Anatoli Sivko, der på premiereaftenen lød lidt forpustet!), den tiljublede toreador, med lyserøde halvstrømper, i klassisk tyrefægterornat, gør sin syngende entre. Læg dertil, at den eftersøgte José, ankommer til kroen, hvor jalousien nu for alvor slår gnister, i takt med, at Det Kongelige Kapel gør sit bedste, for at forhøje dramatikken.

Så er der pause. Har trappearrangementet til tider virket lidt monotont og ufestligt, så oplever vi efter pausen, at der for alvor kommer show og farver på Hollywood-trinene. Et forrygende organisk ensemble, der bølger op og ned ad de mange trin. Farverigt og rytmisk struktureret er koret i en abstrakt collage. Toreadorens kamp i arenaen bliver forestillingens højdepunkt - og dem har det ellers ikke manglet på. For synge og bruge kroppen, kan ikke mindst Carmen, i Michele Loisier livlige fremstilling, der med sin smukke stemme og følte kropssprog, formår at skildre en både voldelig og følsom udgave af Carmen.

Operaen følger, trods gorilla-påfund, kønsforvirring og andre svinkeærinder, den oprindelige struktur. Carmen dræbes som forventet til sidst, men instruktøren Barrie Kosky har (heldigvis) sat en ekstra lille livsbekræftende krølle på den snart 150-årige opera. En krølle, der ikke her skal afsløres. Den skal opleves.

302
Forrige anmeldelse
« Adressaten ubekendt «
Næste anmeldelse
» Sigurd fortæller om de græske... »