I 1938 udgav den amerikanske forfatter Kathrine Kressmann Taylor den lille brevroman Adressaten ubekendt. Et værk på 45 sider, der alene består af en brevveksling mellem, Martin og Max, to tyske emigranter, der sammen succesfuldt driver et kunstgalleri, indtil Martin får den ide, i 1932, at rejse tilbage til Berlin, for at opleve alt det nye, der er på vej.

Her starter Det Kongeliges opsætning. Rollerne er givet. To nære venner sender gennem de næste par år, på skift deres stemningsrapporter over Atlanten fra hvert deres skrivebord. Martin (Lars Mikkelsen) nysgerrig, imponeret og fascineret af de nye tanker, som reaktion på tidens voldsomme inflation og kæmpe arbejdsløshed. Max, der er jøde, spillet af Søren Sætter Lassen, læser forundret og bekymret Martins begejstrede breve, med ekkoet fra Hitlers opflammende taler.

Bekymringen bliver ikke mindre af, at Max søster, der er en succesfuld skuespillerinde i Wien og som vi forstår, har været Martins fordums kæreste, nu har fået et teaterarrangement i Berlin. Max appellerer forgæves til sin gamle ven, om at tage hånd om søsteren, der som jøde, nu bliver forhånet og piftet ud af scenen i Berlin. Indirekte følger vi hendes skæbne, der lades ingen i tvivl, da Max får sine breve til søsteren retur, påstemplet: adressaten ubekendt!

De tos tætte korrespondance belyser ikke kun opløsningen af et nært venskab, men måske mest uhyggeligt, det tyske demokratis skrøbelighed, med Hitlers magtovertagelse og forvarslingen om Holocaust og anden verdenskrig. Det er vigtigt at understrege at brevromanen, med sine advarsler, udkom før, det for alvor gik op for omverden hvilken umenneskelig ideologi nazismen stod for. Tusindvis af skribenter har efterfølgende beskrevet ugerningerne – kun få samtidige. Et værk også fra 1938 En tyskers historie af Sebastian Haffner skal nævnes, som en vigtig nøgle til forståelse af den almindelige tyskers reaktion på samfunds omvæltning.

Adressaten ubekendt er et fint nærbillede af venskab – ikke mindst fordi de to super professionelle skuespillere formår at lægge psykologi, nuancer og menneskelighed i det skrevne brevsprog. For brevoplæsning er per natur udramatisk, hvor meget man end jonglerer med ordene, alligevel følger vi nært og medlevende nedbrydningen af et venskab.

Instruktøren Thomas Bendixen har formået at variere og koreografere korrespondancen, så vi næsten er tryllebundne af deres mange skrevne ord. Læg dertil en spændende lyd- og videocollage, der med en swingende ”it don’t mean a thing” som underlægningsmusik fører os ind i tiden, hvor dadaismen leger med bløde hatte, læber, øre med vinger, damptog…

Bestemt en vedkommende forestilling på godt en time, med indbygget advarsel om at passe på demokratiet. Og hvad så? Teatret har uden tvivl været i tvivl – kan man byde et betalende publikum en så kort forestilling? Det kan man godt. Men, teatret har valgt en anden løsning. Andet akt – er ikke noget akt – det er ”Lidegaards-forsamlingshus”, med vandrende mikrofon til publikums deltagelse.

Ind på scenen træder en veloplagt skribent, fhv. chefredaktør på Politiken, historikeren, Bo Lidegaard. For vi skal høre/diskutere ”kampen for demokratiet i Danmark” i samme periode som den vi netop har gennemlevet. Nu med kæmpe projektioner af datidens politiske koryfæer og to omklædte skuespillere fra før, klar til at lægge stemme til Churchill, Stauning, Steinke og Hartwig Frisch, alt efter hvad Bo Lidegaard vil dokumenter om Danmarks før-krigs holdning.

Nogen objektiv skildring er det nok ikke – mange kender hans synspunkter fra bl.a. bøgerne om Scavenius og Frisch - fint at minde om Frischs Pesten over Europa, hvor han advarer mod diktaturet i nazismens, kommunismens og fascismens forklædning allerede i begyndelsen af 30erne. Men det bortforklarer ikke Danmarks dobbeltmoral, netop i 30erne og begyndelsen af 40erne. Men hov, det her er jo ikke teater – det er højskoledebat. Så lad det ligge. Vigtig diskussion – men måske ikke lige stedet. Man kan godt gå efter pausen, uden at virke fornærmet.