På journalisthøjskolen i Aarhus findes et begreb, der kaldes “panikdagen”. Det er den dag, hvor der skal kæmpes om praktikpladserne, og her er der nogle pladser - ligesom mennesker på dansegulvet - der har mere sex-appeal andre.

Udtrykket gav den nyskabende danske koreograf Stephanie Thomasen ideen til titlen på denne danseforestilling.

Panic Day hedder forestillingen, der - sådan får vi at vide på danseteatrets hjemmeside - “skildrer den umiddelbare panik, som opstår hos individet i et præstations-samfund. I forestillingen følger vi fem dansere, som lynhurtigt identificerer hinanden som konkurrenter. De konkurrerer om at komme først i mål. Målet er anerkendelse og prestige. De ønsker alle at være den bedste”.

Spørgsmålet er, hvad vi havde lagt i forestillingen, hvis ikke vi havde fået kunsten forklaret. Hvis man mødte op helt uden forhåndsviden om koreografens intentioner, havde man givetvis kunnet lægge helt andre fortolkninger ind i danseforestillingen.

Nu tilhører jeg en af dem, der var blevet taget i hænderne, og derfor var det naturligvis vanskeligt at abstrahere fra sin forhåndsviden.

Scenografien er minimalistisk. Fem hvide skærme er mobile og kan flyttes rundt, så der opstår nye skyggevirkninger - ja, der ikke kun er flader, men også bliver tre-dimensionelle, når danserne kan lade deres krop berøre dem bagfra og skabe spændende anonyme krops-landskaber. Når kropsdelene trykkes rem mod det tynde hinde-agtige stof, går de i dialog med danseren på den anden side. Det er ikke blot virkningsfuldt for fortællingen, men også meget æstetisk.

Uro og forvirring
Uppercut Danseteater er i denne forestilling sparsom med hiphop-indslagene. Ellers har street-dancen været et af teatrets særlige kendetegn. Men her bruges break-moves kun, når der er et budskab i dem. Dansen bevæger sig mellem yndefulde og glidende bevægelser til det kraftfulde, hvor mændene står på skuldrene eller ryggen af hinanden.

  Gruppen er præget af uro, forvirring og nervøsitet. Man aner, at der er forandringer på vej. På dette punkt ville vi nok have genkendt panikken uden den pædagogiske foromtale af stykket. Stephanie Thomasen danser selv med og er ene kvinde blandt fire herrer, der tydeligvis har brug for at demonstrere deres eget værd og viser deres maskuline kroppe i det fiktive spejl. De er hårdtslående og suveræne i deres udtryk, de fire mandlige dansere Raphaël Eder-Kastling, Lukas Larsen, Vitor Hamamoto og Mark Philip. Til sidst glider den ene kvindelige danser ud bag scenen og overlader de voldsomme udladninger til mændene, der ofte hyperventilerer og har angstanfald.

  Der er musik til, og den svinger mellem et blidt cello-tæppe og til tider gennemtrængende og skingre lyde. I gruppen af dansere passer hvert individ på sit eget territorium og holder de andre stangen. En enkelt må søge dækning under et lysende bord, da han tilsyneladende fryses ude fra resten af gruppen. Der er ikke plads til alle på bordet. Hver må konkurrere om sin plads.

Forestillingen byder på en pæn blanding af moderne dans og hiphop med overvægt på det første - samt på fascinerende udladninger, der holder kedsomheden fra døren: men måske skulle Uppercut Danseteater en gang bare lade dansen tale uden at fortælle os alt for meget, hvad den handler om.