I Mungo Parks opsætning af Lars Noréns Dæmoner er vi i toenhalv time vidner til noget, vi gerne kalder for ‘dysfunktionelt’. Noget mellem to eller flere mennesker er kørt fast følelsesmæssigt og socialt. Det hele er pilråddent, og hvis ikke personerne af en eller anden grund - at de er i familie for eksempel - var tvunget til hinandens nærvær, var det bedst, at de holdt sig langt væk fra hinanden.

Who is Afraid Of Virginia Woolf (kendt gennem filmatiseringen med Elizabeth Taylor og Richard Burton) er vand ved siden af Lars Noréns Dæmoner. Her møder vi først det barnløse par Katarina og Frank, der spilles af Maja Juhlin og Frank Thiel. Hvor sygt deres forhold er, illustreres af deres subtile og afdæmpedede aggressive fornærmelser mod hinanden:
“Du er smuk”, siger han på et tidspunkt til hende.
“Hvorfor synes du dog det?”, svarer hun.

Enhver tilnærmelse fra den ene part bliver slået tilbage af den anden part, og den ørkesløse kamp mellem de to kamp krones med (spoiler alert!) med, at hun korsfæster ham med en sømpistol samtidig med, at hun beder ham om at røre ved hende. De to personer låser sig selv i overført betydning inde i et rum og smider nøglen væk.

Hvis man mangler skræmmebilleder, skal forestillingen nok mætte ens behov. Nu ender det ofte med, at andre skal involveres i ondskabsfuldhederne, og her ligger underboerne Jenna og hendes mand Tomas lige for. Den lettere naive og overbekymrende unge mor spilles sødmefuldt af Anna Stokholm, og den unge far er ved at få nok af det kvindelige univers. Det ene sted ligger uroen over overfladen, det andet sted under. Dertil kommer seksuelle spændinger på tværs af parrene - de virker blot noget krampagtige.

Overdrivelse letter forståelsen, siger man jo. I så fald skal jeg love for, at forståelsen hjælpes på ved med denne forestilling. På et tidspunkt får man lyst til at rejse sig fra teatersædet og sige: “Nu må I sørme klare det selv deroppe”. Lars Noréns manuskript er, som det er. Take it or leave it. Noréns maratonfortællinger om forfaldet i den vestlige verden har gjort ham til en kontroversiel forfatter.

Under alle omstændigheder er det skuespillernes fine præstationer, der trækker karaktergivningen op set fra mit fyrtårn, men mon ikke, instruktøren havde kunnet være barberet teksten ret kraftigt ned? Simon K. Borberg synes at være meget loyal over for stoffet. I anden akt har vi efterhånden forstået ondskabsfuldhederne, der til sidst bliver så klaustrofobiske, at man føler sig indespærret i et rum, hvor man ikke hører til. Identifikationsfaktoren er gået fløjten. Vi bliver dynget til med dæmoner og ukvemsord. Franks nyligt afdøde mor står som aske i en rune og bliver et mærkeligt postulat, som man ikke ved, hvad man skal stille op med.

De, der bliver væk fra denne forestilling, gør det sikkert, fordi de ved, hvad de ville være gået ind til. Vi andre, der trofast tropper op, kommer hjem med en ulideligt udsigtsløs fortælling om, hvad der sker, når mennesker trækker sig selv og andre ned i den totale destruktion.