Sjældent har der været bygget større forventninger op og begejstret hype omkring en teaterforestilling. Siden teaterkollektivet Sort Samvittighed gik fra undergrund med hyldet magtfaktor i dansk teater med Anne Linnet-forestillingen Hvid magi og siden hen Tove, Tove, Tove om Tove Ditlevsen har de rosende anmeldere og fan-agtige tilskuere ventet på et nyt værk fra de fabulerende, grænseoverskridende, tragikomiske og poetiske kvinder.

På kvindernes kampdag var der så premiere på I et forhold iscenesat af dansk teaters pt. mest talentfulde og kunstnerisk forløsende instruktør Elisa Kragerup, og for undertegnede var spændingen dels båret af spørgsmålet om Sort samvittighed kunne fulende det hattrick, som de to forudgående succesforestillinger lagde op til. Og svaret er kort sagt: Ja.

I et forhold er ikke et nybrud visuelt/scenografisk, dramaturgisk eller formmæssigt – de var banebrydende de første to gange – hvilket ikke betyder at man ikke virkelig nyder de dramatiske-eventyrlige, cirkusagtige kostumer, de overdrevne makeup og de bevidst klovneagtige positurer, bevægelser og den Buster Keaton’ske mimik.

Ligeledes er det både befriende og en stille skuffelse at alvoren, smerten og den bundløse fortvivlelse som et parforhold også er eller kan være ikke får plads til helt kategorisk at blive forløst. Ganske vist er der vredesudbrud, misundelse, jalouxi etc. både i teksterne og skuespillernes udtryk, men smerten punkteres altid med latteren inden vi når helt derind hvor det for alvor gør rigtig ondt. Det er sandsynligvis et bevidst valg fra Kragerup og co., og principielt er hjerte der rimer på smerte banalt, grænsende til det kvalmende.

Stykket er bygget op om forskellige tekststykker, fragmenter, citater etc. fra en kanon af et århundredes kvindelige forfattere, og som Sort samvittighed så på skift synger, skriger, raser, råber og græder sig igennem - fra Jeg har gjort mit hjerte stort af Pia Tafdrup og Bryllup i august af Naja Marie Aidt til Lone Hørslevs Skilsmissedigte, Tove Ditlevsens verdenstrætte ord, Karen Blixen, Suzanne Brøgger, Ursula Andkjær Olsen, Ellen Heiberg, Stine Pilgaard, Louise Breyen og Inger Christens cri de coeur/håbefulde bøn Kærligheden findes.

Dér, hvor Sort Samvittighed reelt er progressiv og banebrydende er i den ultimative konklusion, som man kan tage med sig fra stykket og gå en smule mere fortrøstningsfuld ud i verden med: Trods titlen er forestillingen ikke en hyldest til ’Den store Anden’ eller ’Den Største Kærlighed’ men til Kollektivet, Landsbyen, Gruppen. Hver gang en af skuespillerne lider, græder, råber eller bryder sammen stimler de andre sammen, hen til, omfavner, hjælper op på benene igen, krammer og støtter. Vi er ikke alene. Heldigvis. Dermed har vi været vidne til et opgør med den forestilling om tosomhed, som vi har dyrket siden den mørke middelalder, og som størstedelen af jordens befolkning stadig stræber ultimativt efter. Men tosomheden er en momentan væren og tilstand, det evige er og findes i fællesskabet.