Det er ikke til at misforstå. Lige på og hårdt. Spot på hamsterhjulet, der er placeret højt oppe i den kubistiske, rød/blå scenografi. Her vandrer Annie Jensen med sin kuffert, helt i gult. Rundt, rundt, rundt drejer hjulet. ”Gå, gå, gå” synger Annie, pigen, der ikke er sådan at få styr på, som ikke er bange for at fastslå, i protest mod alle de konforme gode samfundsborgere: Jeg er sgu min egen. Det er titlen på en dansk filmmusical der blev lavet for godt 50 år siden. Skabt til sangerinden fra Esbjerg, hele Danmarks Daimi, som den fandenivoldske Annie. Skrevet/komponeret/instrueret, af trioen Rifbjerg/Fabricius-Bjerre/Balling, lystigt garneret med datidens folkekære skuespillere, som Poul Bundgaard, Ove Sprogø og protestsangeren Cæsar – plus den kongelige ballet og en stribe ørehængere.

Det er denne gamle filmmusical Jeanette Munzert nu har omsat til scenen – godt hjulpet af instruktøren Nicolas Bendix og scenograf-parret Torden & Lynilden. Ikke nogen nem opgave. Klaus Rifbjergs skarpe pen, i evigt oprør mod borgerskabet, autoriteter, konformitet og alt det, der lå og lurede lige før ungdomsoprøret i 1968, er lagt i munden på folkets stemme, oprøreren Annie. Et herligt kalejdoskopisk flow, hvor tilsynsmyndighederne prøver at lægge Annie i borgerskabets lænker. Men nej, Annie trives hverken i ægteskabets lune bageri eller vil indordne sig i et blomsterbørnsfællesskab. For Jeg sætter min hat som jeg vil, er Annies og forestillingens ledestjerne. Klaus Rifbjergs tekst fortsætter: ”… nogen bliver solgt, de allerfleste købt, men vi er dog nogle som ikke er til salg”. Det er lige netop det Annie ikke er - til salg.

Heldigvis er der også plads til andet end autoriteternes åndelige tyranni – Annie bliver forelsket og leger Stilleleg for voksne og øser af En sæk fuld af gode øjeblikke. Annies ungdomsoprør sker for fuld musik – og til tekster ofte i knækprosa, langt fra hjerte/smerte syntaksen. Imponerende, at komponisten Bent Fabricius-Bjerre til det fuldkomne har fanget rytmen og stemning i de mange rimfattige tekster – vi nynner henført, nostalgisk, romantisk med, når Duerne flyver.

Og Annie? Ja, hende på scenen. Glem alt om Daimi. Giv Mathilde Passers Annie en chance. Det fortjener hun. For hun pukler. Ikke et øjeblik er hun af scenen. Energisk, fuld af dynamik, farer hun op og ned ad scenografiens mange, mange trapper, tumler ind og ud af de mange cirkulære huller – altid med sin gule kuffert ved hånden – altid på vej. Robust, pågående, klar til kamp. En Annie uden de mange nuancer, men med en råstyrke, der gør at vi er på hendes side i kampen mod omverdenens forsøg på begrænsning af hendes personlige frihed. En kraftpræstation, som gør, at vi er sikker på, at vi ved at Annie kan bruge sin forstand og er en overlever.

”Annie for fanden tag og smil”, som hun synger – for det kan Mathilde Passer heldigvis også – omgivet af stiliserede repræsentanter for samfundets støtter; Marie Askehave, hendes strenge værge i sort, med bowlerhat og samfundsmoral. Tom Jensen er rigtig sjov som bagerægtemand/familiefar/dommer og ikke at forglemme rock-kæresten Morten Hemmingsen, som Annie swinger så smukt med. De fem skuespillere har mange skiftende roller, fanger/tjenere/arbejdere – der gør forestilling livlig.

Bevægelse er der. I en runddekoration, der dækker hele scenerummet sender tanker til arkitekten Verner Pantons og maleren Albert Mertz former og farver. Tankerne gå endda længere tilbage i tiden, når ”det rige ægtepar” i sidste akt optræder i kubistiske trekant/cirkel kostumer. Flot og forvirrende. Det er et spørgsmål om stil synger Annie – ja, men hvilken? På Nørrebro er man nok ikke i tvivl. En koreografi, hvor alting er i konstant bevægelse (Peter Friis) og fire velspillende musikere, der dukker op, ind og ud gennem de mange runde huller og holder opmærksomheden fanget.

Hvad vil forestillingen i dag, egentlig fortælle os? En hyldest til individualismen, eller blot en nostalgisk nynnen med? Nej, dagens Annie vil helt sikkert noget mere. Hun er kommet ud af sit hamsterhjul - og vi klappede og sang gerne med undervejs.