Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Livet - hvor svært ka’ det være Folketeatret
Anmeldt 1/3 2019, 08:58 af Hans Christian Davidsen

Livet leves baglæns


Livet leves baglæns

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kloge ord har det med at blive til en kliché, når de bliver gentaget en million gange.

Og det er Søren Kierkegaard-citatet ifølge hvilket, livet “maa forstaaes baglænds. Men… at det maa leves forlænds”

De to revyskribenter René Vase og Jannik Fuglsang har fået den morsomme ide at begynde bagfra i en teaterforestilling om to levede liv. Vi læser de sidste sider i bogen først. Niels Ellegaard og Henrik Lykke­gaard spiller to mænd, som vi følger fra at være aske i to urner til to små drenge, der kigger over plankeværket for at se nøgne damer, der solbader.

Hvor svært ka’ det være? er en fin undertitel på Folketeatrets forestilling, hvor Livet er trykt med fede typer i hovedtitlen. Livet leves baglæns i den fem kvarter lange forestilling, der er bygget op af 10 små vignetter over alle livets aldre fra plejehjemsophold med stærk demens over de desillusionerede midaldrende mænd, der har problemer med alkohol eller madammerne, til ungdommens charmerende naivitet og livslyst.

Ellegaard og Lykkegaard funkler i små sketches, hvor teksten er humoristisk og underfundig. Vi kan alle være med - især hvis vi er tættere på urnen end på fødslen. De to mænd har et livslangt kammeratskab, der tager sin start eller måske rettere “ender med”, at de bliver blodsbrødre. Niels Ellegaard er en lettere neurotisk mand som gammel og som en ung en nørdet og tilbageholdende brille-type - belæst og søn af et tandlægepar. Da det endelig lykkes ham at få en pige, er hun ikke særlig køn - kan vi næsten gætte, da hans ven i Henrik Lykkegaards skikkelse ser billedet af hende.

Autentisk parløb
Lykkegaard spiller manden, der har taget for sig af retterne - alt for mange kvinder og alt for megen rødvin. En mand med en enkel tilgang til livet som en kontrast til Elle­gaards reflekterende gymnasielærer.

Der er kun få ting på scenen i denne forestilling. Scenografien giver ro og er sine steder stimulerende enkel. Man nyder for eksempel scenen, hvor de to ynglinge sidder som silhouetter i et telt ved lampens skær og lommefilosoferer over livet. 

Egentlig er der ikke synderligt meget kød på teksten i dette stykke, men banalt bliver det ikke, for Ellegaard og Lykkegaard løfter den med autentisk spil, nærvær og et sikkert parløb. De to kender hinanden som et ægtepar, der har været sammen i mange år. Timingen er altid perfekt. Forestillingen er som skræddersyet til de to.

Hvor meget man tager med sig hjem, er så en anden sag. Bevares. Beskeden er, at vi alle går ind i livet med oprejst pande og måske endda de bedste intentioner, men undervejs ryger man ind i et par skæverter. Der ryger et par finker af panden, og ikke alle af os er skabt til noget stort. Og hvad så?

Forestillingen er sikkert velanbragt i en tid, hvor perfektion bliver forvekslet med religion.

287
Forrige anmeldelse
« Krash & Chopin Danser «
Næste anmeldelse
» Jeg er sgu min egen »