Krash & Chopin Danser Flensborg teater (gæstespil)
Anmeldt 21/2 2019, 10:34 af Hans Christian Davidsen
At crashe ind i noget nyt
At crashe ind i noget nyt
« Tilbage
Det går fra den ene yderlighed til den anden.
Dansk Danseteater præsenterer to korte værker i et gæstespil på Flensborg Teater: Det første dansedrama er indadvendt, eftertænksomt og dystert. Det andet får vi nærmest smidt i hovedet med elektroniske, dunkende rytmer og meget fysisk krævende dans.
Turneforestillingen Krash & Chopin Danser starter med det sidste først: Tim Rushtons fortælling om komponisten Frédéric Chopins korte liv, der var præget af sygdom. Efter pausen følger en rå og rustik dans, som brasilianeren Alessandro Sousa Pereira har skabt. Her er virkelig tale om et sammenstød med udgangspunkt i koreografen selv: Alessandro Sousa Pereira forlod Brasilien og rejste til en helt anden kultur i København. Dansen handler om at tilpasse sig det nye uden at miste sin egen identitet, om at tage fra det nye og give af det, man har med i bagagen.
Chopins død
Dansk Danseteaters publikum kender Tim Rushton for en abstrakt koreografi uden en egentlig fortælling. Chopin Danser er en undtagelse. Den fire-dobbelte Reumert-vinder stoppede sidste sommer efter 16 år som kunstnerisk leder på Dansk Danseteater, men Tim Rushton nåede at få afleveret denne kropslige kredsen omkring Chopins død, og den havde uropførelse i begyndelse af 2019.
For en sjælden gangs skyld er der også tale med. Skuespilleren Charlotte Munck læser op af tekstuddrag af blandt andre forfatterne Herman Bang og Peer Hultberg om Chopins omskiftelige liv - der er blandt andet en øjenvidneskildring fra Chopins begravelse, som hænger fint sammen med dansen. Men Charlotte Munck er sulten. Hun sluger mange af ordene, som man ikke når at høre. Det er irriterende.
Den lyriske og poetiske dans kommenterer opfindsomt brudstykker fra Chopins klaveretuder og improvisationer af Martin Standtfeld foran en scenografi af tangenter - blandt de små interessante detaljer er pianist-hænder, der stikker frem under scenografiens stofbannere, mens de rulles tilbage.
Billedet af en danser, der ligger skævt og forvredent på scenegulvet (døden kan komme, hvornår det skal være) går igennem dansen som en tråd og er en reference for de øvrige danseres pludselige bevægelser, træk og hårde stød med fødderne.
Power efter pausen
Chopin-dansen kommer let til at blive overskygget af den powerdans, som publikum får serveret efter pausen. Det går sindssygt hurtigt i de 24 minutter, hvor danserne presser sig selv til det yderste.
Mens Chopin netop har haft urpremiere, er Krash oprindelig skrevet til og opført som ballet af Det Kongelige i 2015. Her er historien om det at crashe ind i noget nyt i sit liv fortalt med moderne dans.
Selv om dansen er meget maskulin, er der noget næsten androgynt over Maria Folkmann Ipsens ærmeløse skjorter og sorte benklæder. Nogle af de mandlige dansere har tilmed deres lange hår bundet op i en knold bag nakken.
Til det yderste
I Krash demonstrerer danserne helt til det yderste, hvad de har af musikalsk præcision, og de viser det høje tekniske niveau, de ligger på. Der er fuld gang på drum'n'bass med hurtige breakbeats, som om vi var i et dubstep-telt på Roskilde Festival, mens danserne både går solo og mødes i kraftfulde gruppedanse, hvor deres smidighed mødes i et stort fællesskab.
Hver danser byder ind med sine egne bevægelser, der smelter sammen i et stort fantastisk sammensurium af overskud og vildskab. Resultatet bliver et fællesskab med forskelligheder.
De 24 minutter slår benene væk under publikum.
På danmarksturneen vises dansene med to casts, hvor nogle af danserne er med på begge casts, men dog skifter mellem at medvirkende i de to danse. Det skyldes blandt andet, at der er meget stor forskel på, hvor krævende de to danse er.
Som man kan se ud af navnene på de medvirkende, er dans herligt internationalt - og danserne har derfor de bedste forudsætninger for at fortælle historien Krash.
