Statistik er nøgne kolde tal på Excel-ark, der i cifre og kollonder forsøger at beskrive det, der teknisk kaldes signifikante samfundsgrupper. Tal, der gerne sammenholdes og illustreres med grafiske kurver, lagkageudsnit, søjler eller grupperinger af små blå/røde tændstikmænd/kvinder.

På Betty Nansens teater, har 22 drenge/piger i alderen 10-14 år, valgt at bruge sig selv som levende illustrationer – ikke kun for at fortælle historierne bag tallene, men mest som tal-tableauer. Lyder det søgt og skævt. Det er det. Selv det mest eksperimenterende absurde teater, er for intet at regne, i forhold til denne mennesketals øvelse, der er kold og nøgtern i sit udgangspunkt - men alligevel befriende underholdende i sit forsøg på også, at sætte kød og blod på tallene.

Alle facts, tallene, kan fortælle os om ungdommens fremtidsmuligheder, det er statistikken et videnskabeligt bevis for. Hvordan eleverne folkeskolen klarer sig, alt efter hvilken samfundsklasse de kommer fra? Er akademikerbørn bedre stillede uddannelsesmæssigt end arbejderklassens børn? Hvordan med indvandrerne, pigerne, mellemklassen? De statistiske beregninger fortæller det hele. Eller rettere angiver ved fremskrivninger oddsene for den unges fremtid. Om jobmuligheder, kriminalitet, sygdom, ryge/alkoholvaner. Statistikken kan fortælle det hele!

Det er den ofte prisbelønnede Teatergruppe Fix&Foxy, der i samarbejde med Betty Nansens teater, har sat sig for at vise, 22 børns fremtid statistisk illustreret. Et nøgent teaterrum, kun oplyst af kolde neonrør, indtages disciplineret af de 22 unge, der på skift i nationaløkonomiske vendinger og med skilte fortæller tilskuerne, hvilken statistisk gruppe de nu beskriver antallet af: skilsmissebørn, psykisk- eller fysisk voldsramte, indvandre, ene-forældre, samtidigt med at børnene løbende fra et lille kommentatorbord i et statistiskøkonomisk sprogbrug nøgternt læser økonomernes konklusioner på de mange tal. En empirisk fremskrivning, som burde ligge langt fra børnenes hverdag, og da også fremføres lidt snublende af de mange ikke-skuespillere. Men det giver kun hele set-uppet en yderligere dimension af ægthed. For vi er ikke i tvivl om, at det netop er dem, de børn der som de eneste er på på scenen, som dette handler om. Deres fremtid.

Forestillingen er ikke kun i sin tanke original (på papiret nok mindre overbevisende), men i sin enkle udførelse virkningsfuld. Til eftertanke og, vi bliver trods tallenes tørhed, engageret i cifrene/børnene, lidt chokeret over statistikkens ubønhørlighed – men frydes over ikke-skuespillernes engagement og iver, ikke mindst, når de skrivebordstunge replikkerne ofte slår knuder på de unges tunger.

Statistikkens budskab er ikke rart. Men de 22 børn hele tiden på scenen, dokumenterer herligt positivt, i deres mangfoldighed, at de er levende mennesker, ikke tal. Nok er de underlagt det numeriske tyranni – men heldigvis slutter forestillingen optimistisk med replikken: ”Det er os der ændrer fremtiden. Det er os der ændrer statistikken”.

Mod alle odds er anderledes teater, koncept og instruktion ved Tue Biering. Engageret, vedkommende og vellykket, der kun styrker tiltroen til, at individualismen og skabertrangen hos de unge, slår så stærkt igennem, at vi, de voksne, stadig kan håbe/tro på og efterstræbe, at alle børn får (skal have) lige muligheder. Se forestillingen, gerne med en ung ved hånden - og døm selv.