“Er det en skarnsstreg ?”, spørger Alfred, da Emil fra Lønneberg har fået et nyt påfund.

“Det ved jeg jo ikke. Det ved jeg aldrig før bagefter”, svarer Emil.

Emil kan ikke dømmes hårdt, for han er aldrig i ond tro.

Folketeatrets musikalske og poetiske udgave af Astrid Lindgrens historie om den gode lømmel fra Lønneberg er levende og totalt gennemtænkt i både skuespil, scenografi og ikke mindst den levende musik på scenen. Dramaturgien hænger i den grad sammen, og selv om historien er både gammel og tit fortalt, så holder den endnu. Ja, det voksne publikum er akkurat lige så meget med som det unge.

Musikinstrumenterne spiller med i forestillingen. En gulvbas går på omgang mellem skuespillerne, og der slås sigende og stemningsfyldte akkorder an. Ja selv Emils træpistol er en mandolin, som den boblende unge skuespiller Michael Slebsager spiller på i rollen som Emil. Slebsager er rigtig god. Adræt, livlig og hamrende naturlig. Hele galleriet af skuespillere er en fornøjelse at følge. De kan både spille skuespil og musik: Siff Hebe Vintersol som Ida, Peder Holm Johansen som far Anton (godt nok ikke blond som i filmen, men han kan råbe), Tine Gothleff som mor Alma, Jesper Riefensthal som Alfred, Sofie Elhøj som den giftelystne Line, Christine Gaski, Morten Bo Koch, Anders Ortmann, Ida Nørby Sørensen og Tine Vitkov - alle i blandt andet rollerne som de fattige fra fattiggården. Og ikke mindst Lisbeth Gajhede - hun er herlig at følge, når hun som Tyttebær-Maja nyder at fortælle om sygdom, død og undergang - eller som den onde Kommandus på fattiggården. Kan man sidde og klukle over en, der er ond? Ja, det kan man, når hun spilles rollen så som af Lisbeth Gajhede.

Konstant bevægelse
Forestillingen er i konstant bevægelse, og det hele klares uden sceneskift og uden at slukke for lyset i så meget som ét sekund. Alle de vigtige scener er med, og trods teatrets begrænsninger i forhold til film, står alt såre troværdigt: Vi tror på, at Emils hoved sidder fast i suppeskålen, og da Ida ikke kan hejses op i en flere meter høj flagstang, gøres det elegant ved at lade Ida i naturtro størrelse hejse blot et par meter op til venstre på scenen, mens vi ser en dukke hejses højt op samtidig til højre på scenen.

Ninette Mulvad er i sin danske oversættelse og bearbejdelse loyal over for Astrid Lindgrens originalfortælling. Tonen er helt ren, og universet autentisk. Farven på scenografiens trævægge er blandt andet svenskrød som i Småland, og værkstedet med de mange træmænd, som Emil har snittet, er både fortryllende og begrænsende for drengens trang til frihed.

Glæden ved at give
Forestillingen slutter af med et vedkommende budskab, hvor Emil begår den skønneste af alle skarnstreger ved at bespise hele fattiggården med julemad. Kun Kommandusen er ikke indbudt. Vi føler alle sammen glæden ved af at give til dem, der trænger til det. Denne trang kan teatret åbenbart lettere få frem i os, end virkeligheden kan.

Jo, Emil ender med at blive sognerådsformand. Hvis vi tænker tilbage på vores barndom, hvor mange lømler er ikke blevet til noget, mens dydsmønstrene med karakterbogen i orden, men med mangel på karakter, sidder og er støvede bureaukrater?