Amadeus Det Kongelige teater, Gl. Scene
Anmeldt 21/1 2019, 15:22 af Uffe Stormgaard
Visuelt mesterværk, ledsaget af geniets skønne toner
Visuelt mesterværk, ledsaget af geniets skønne toner
« Tilbage
At Wolfgang Amadeus Mozart (1756-91) var et vidunderbarn, nyder vi alle stadig glæden af. Hans musik er lige livsbekræftende, om det er strygekvartetter eller fagotsonater, operaer eller symfonier – alle er ophøjede i skønhed og harmoni. Som 6-årig turnerede Amadeus, sammen med sin far violinisten Leopold Mozart og storesøster Maria Anne, Europa tyndt. Fra fyrstedømmer til kejserens hof, imponerede de med deres virtuose kunst. Spillede og komponerede gjorde lille Mozart, som datidens X-Faktor-superstar.
Men også børnestjerner bliver ældre – og som 25-årig kom den der næsten ukendte pianist og komponist til Europas musikby; Wien, for at prøve lykken, hvor netop kejser Joseph d. 2. generøst lader musiklivet blomstre, ikke mindst ved import af italienske mestre, med hofkapelmester Antonio Salieri i spidsen.
Det er her Det kgl. Teaters opførelse af Peter Schaffers stykke Amadeus (1979) tager sin begyndelse. Og sikke en begyndelse. Kapellets musikere står ved scenekanten og lader teatret fyldes med de skønne toner fra mestrenes symfoni nr.25, samtidigt med at resten af scenerummet erobres af vildt dejlige rokokoklædte damer med pudrede parykker og brusende halvgennemsigtige kuppelformede underskørter, som frække dansende trikotklædte ungersvende kryber ind under. Frækt og overdådigt præsenteret af to forgyldte engle (Venticellier), der livligt, forestillingen igennem, kommenterer løjerne, alt sammen på baggrund af et roterende kæmpe bjerg af nodeark.
Ud af dette nodebjerg træder en lille person, ledsaget af en mumlen af stemmer: ”Gjorde han det?” En svag stemme gentager: ”jeg forgiftede ham.” ”Jeg tror ikke på det”, ekkoer stemmerne. Det er hofsnogen og hofkapelmester Antonio Salieri (1750-1825), en af tidens betydningsfulde komponister, med striber af italienske operaer bag sig, der vil fører os tilbage i tiden, til den gang, han måtte se i øjnene, at trods både flid og dygtighed, manglede han det som geniet Wolfgang Amadeus Mozart havde. Guds udvalgte, som gud lod sin kunst (musik) gå igennem, var alene Mozart. Det er det Amadeus i sin kærne handler om. Det sublime geniale, kontra det perfekte og tillærte, som Salieri repræsenterer og forsvarer, selv om han i sit inderste erkender og beundre forskellen – må hans ambitioner og selvhævdelse fører til en bekæmpelse af Mozart.
Søren Sætter-Larsen som Salieri - foto: Camilla Winther (c)
Antonie Salieri, denne ambitiøse kyniker er på scenen hele tiden. En kæmpe rolle forsvaret og indforstået spillet af Søren Sætter Lassen, der i lange monologer bebrejder båre gud og kejseren deres forkærlighed for geniet – et intrigant spil, hvor Salieri endog forsøger sex-afpresning overfor Constanze, dydigt spillet af Rosalinde Mynster.
Hovedrollen er og bliver dog Mozarts. Simon Benneberg tumler behændigt afsted med en verbal vulgaritet, der ligger himmelvidt fra musikkens ophøjede skønhed. En kompleksitet som er vanskelig at fatte, men alligevel troværdigt, når den unge komponist på ingen tid præsenterer succesoperaer og vidunderlige symfonier, alle fuldt gennemspillet i det parykklædte, lidt infantile hoved.
Der er fart over feltet når vi præsenteres for hoffet omkring kejseren, muntert og udleverende spillet af Kristian Halken, hvor hofmarskal, operachef og bibliotekspræfekt kappes om i deres intrigespil, at tale den lidt tonedøve kejser efter munden og bagtale det unge geni. Det er ikke kun skuespillerne, der formidler dramaet. Balletten, operaen, kapellet, hvirvler os ind i et visuelt mesterværk (igen har scenografen Maja Ravn overgået sig selv) – alt sammen ledsaget af mesterens skønne toner, hvor vi både nynner med på toner fra Tryllefløjten, Don Juan, Figaros bryllup og betages af stumper af Mozarts døds-Requiem.
Teaterchef, og her også instruktør, Kaper Holten har med et trylleslag ført den gamle scene tilbage til dengang, hvor, som noget enestående, skuespil, ballet, opera og kapellet var under samme tag. Amadeus er blevet ”et gesamtkunstwerk” af de sjældne, der nok har visse dramatiske svagheder i sine lange monologer, men i sit samlede udtryk, har alt det som totalteatret kan, når en mester får frie hænder - godt hjulpet af et udødeligt geni. Kan man forlange mere?
