Der larmes. Børnebørnene farer omkring i deres fineste puds. Trutter og skråler fødselsdagssange. For Big Daddy har fødselsdag - og det skal fejres i families skød. Hip, Hip, Hurra. Scenen er sat. Familiebilledet er taget. Alt sammen med det eneste formål: at krakelere. For det hele er en familiekonstruktion bygget på løgn, fortielse og hykleri. Sådan har Tennessee Williams opbygget familieklassiker fra 50erne, Kat på et varmt bliktag. Lag på lag afdækkes hykleriet, som vi kender så godt fra filmen af samme navn, med Elisabeth Taylor og Poul Newman.

På Betty Nansens Teater er rædselsfødselsdagen i en kvalmende hed amerikansk sydstat (scenografi: Christian Fridlænder). Tiden er skruet frem til et lyserødt 70er miljø med guldpalmer, propelventilator i loftet, kaktusser, lyserøde røvballegardiner og brun skumgummistol. Velkommen til den dårlige smag. Velkommen til fortrængninger, selvbedrag og vrede.

Værsgo, der er serveret.

Den skånselsløse superegoist, patriarken Big Daddy, der ejer tusindvis af hektarer af den bedste jord på egnen, skal fejres af familien. Ikke fordi han er vild med fødselsdagsfestlighederne - tværtimod. Netop frifunden for mistanken om kræft er Big Daddy klar til med sin vante brutalitet og selvsikkerhed, at sige et par sandheder, om den falske familielykke.

Men vi ved bedre, det er en livsløgn. Big Daddy er kræftramt.

Faktisk er hele familien totalskadet. Brick, den yngste søn, tidligere feteret sports- og kommentatorstjerne og familiens kæledække, med stor trang til alkohol og destruktion, lever i et barnløst ægteskab med den dejlige sexede, utilfredsstillede Maggie. Gooper, ældste søn, advokat og gift med den fertile nævenyttige Mae, med deres fem larmende unger – er ved at gøre sig lækker, til at arve det meste af familieformuen. Det er derfor, de er der, med alle fem børnebørn for, sammen med Big Mama, en indskrænket, rapkæftet, hengiven kone, at understrege, at de seks er en rigtig vellykket kernefamilie.

Dramaet udspiller sig i nærbilleder. Brick og Maggie tager en verbal tur, hvor både hans impotens og kærlighedsforhold til vennen skipper, hendes utroskab – og barnløshed, udskriges. Hele tiden afbrudt af fødselsdags jublende møgunger, som Maggie gerne ville vride halsen om på, hvis de da ikke var så forbandede korthalsede, alle sammen. Ikke nok med det, ved hver scene lures og lyttes der. Et hoved stikker frem bag gardinet eller dukker op under bordet – endda i en forklædning som standerlampe(!). Der udspioneres og bagtales, godt blandet med hyldestsange, standards fra pianisten, børnekor og balloner. En vild farce, midt i den sønderlemmende alvorstime.

Heldigvis formår Minna Johannessen gennem sin præcise personinstruktion, at fastholde stykkets kerne: udleveringen af livsløgnen.

Oluf Johannessen menneskeliggør Big Daddy, trods grovheder og brutalitet. Midt i hans rigdoms magt og vælde oplever vi hans ubodelige ensomhed, da han må erkende sin inappellable kræft-dom, hvor selv Big Mama (Ditte Gråbøl) i al sin primitivitet, utilsløret får hans afsky slynget i hovedet og må se familielykken smuldre.

Fokus er der ofte på ”Katten” Maggie, den frustrerede forsmåede varmblodige kvinde, der af hele sit hjerte elsker sin Brick – indforstået spillet af Johanne Louise Schmidt og Patrick Baurichter. Men her er vi tæt på de to imellem. Selv om det erotiske spil er så unuanceret og nærgående, at de begge må smide tøjet(!) for at vi kan forstå at der ikke sker noget. Ja, et indlagt badekar skal forklare (undskylde) nøgenheden. Til trods for effekter, griber og bider dialogens afmagt heldigvis stadig. Lidt bleg er pr. definition den artige advokat-bror Gooper, godt forsvaret af Mikkel Arndt, der for længst har opgivet at holde styr på sin kone, Mae, den evigt frugtsommelige perfide og jaloux, vittigt spillet af Kitt Maiken Mortensen.

Kat på et varmt bliktag blev mere end et hot sydstatsdrama om sex, sprut, og penge. Vi fik et livligt vedkommende familiedrama – med trut og møgunger på bliktaget – med plads til dramaets smerte og dybdeborende psykologi, ikke mindst takket været et fremragende skuespillerensemble. En forestilling, der både underholder og rammer smerteligt dybt i vores alles lykkelige familie. God jul.