Hvis man vælger at se glasset som halvfyldt, så vil man sige, at Folketeatrets I sidste øjeblik er et stykke slow-teater - en stille komedie, man få lov til at fordøje i ro og mag. Noget man kan opleve som en luksus en tid, hvor det skal gå tjubang.

Hvis man vælger at se glasset som halvtomt, kan man sige, at forestillingen er noget lang i spyttet. Før pausen rører den sig stort set ikke ud af stedet.

Vi møder tre ældre damer, der mødes til deres ugentlige bridge med spisning - og Lisbet Dahl spiller enken Marianne, der gavmildt deler ud af sine underholdende uforskammetheder.

Hun er flankeret af veninderne Anne-Louise (Sonja Oppenhagen) og Solvej (Susanne Heinrich).Den ene er lænket fast til en dominerende patriark, som hun ikke rigtig tør at skride fra. Den anden gør sig lækker over for den noble enkemand Per (Joen Bille), der er en fætter til Anne-Louise og som egentlig skulle have været afsat til Marianne.

Suveræne Lisbet Dahl
De spiller alle sammen kanongodt. Lisbet Dahl er suveræn, men der er ikke meget kød på hverken karakterer eller replikker.

Noget af det, der bliver sagt er syrligt-sjovt, noget andet er lidt almindeligt, tyndt og forudsigeligt. Men lige før pausen sker der noget, der gør os nysgerrige på, hvad der mon følger efter.

Klokken er fem minutter i tolv på alle måder. “Husk at elske mens du tør det. Huske at elske mens du gør det”, som den danske digter og forfatter Piet Hein sagde i et af sine Gruk.

Alt falder på plads i sidste øjeblik. Blandt andet takket være en karakter, der desværre ikke har særlig meget hold i virkeligheden i det excel-styrede danske velfærdssamfund. Søren Bang Jensen spiller en handy-man udsendt af kommunen for at hjælpe pensionister med at skiftet pærer og ordne de ting, der knirker - i huset.

Han giver sig god tid, og han er såre menneskelig. Det første gør ham urealistisk, men til en nødvendig motor i stykket. Manden fra kommunen bliver Mariannes rigtig gode ven.

Morsomt - i perioder
Stykket er skrevet af den afdøde svenske forfatter og dramatiker Carin Mannheimer og har haft stor succes på de svenske scener. Det er ganske morsomt og i perioder også rørende, og mon ikke identifikationsfaktoren er det, der virkelige giver I sidste øjeblik appel?

Latter og bifald blandt publikum afslører genkendelsens glæde - eller bedrøvelse - ved stykkets pointer.

“Vi gamle kan gøre lige nøjagtig som det passer os - for alle andre er alligevel fuldstændig ligeglade”, hedder det et sted i forestillingen. Det, der interesserer datteren Kristina (Jeanette Binderup-Schultz) mest ved hendes mor, er, om hun får betalt sine regninger til tiden. Regninger forekommer blot temmelig ligegyldige her i livets efterår.

Venskabet, kærligheden og ja, det seksuelle, det er de tre damer stadig på jagt efter. Det kommer. I sidste øjeblik.