For nylig kunne man i det danske nyhedsprogram Deadline se Jon Stephensen, direktør for teatret Aveny-T, debattere med teaterchef Kasper Holten fra Det Kongelige Teater.

"Der er for meget teater, der beskæftiger sig med det levede liv. Teater, der henvender sig til alle os over 45-50 år og opefter. Og der er for lidt teater, der tager udgangspunkt i de yngre aldersgruppers verden". Sådan lød kritikken fra Jon Stephensen.

Forestillingen Kurt & Kirsten må så være en af disse forestillinger, der har adressaten »den midaldrende aldersgruppe«.

Onsdag aften kom turneforestillingen til Slesvighus med de to rutinerede skuespillere Sonja Oppenhagen og Henrik Koefoed. Kurt & Kirsten er svensk alvorstung situationskomik, hvor scenen er en slagmark. Efter 33 års ægteskab har de to besluttet at gå hver til sit. Der er lidt Strindberg over stykket, men ikke helt. Der er også paralleller til Who’s Afraid of Virginia Woolf (kendt fra filmatiseringen med Elizabeth Taylor og Richard Burton) med skænderier og gensidig ydmygelser af den subtile og ondskabsfulde slags.

Had og kærlighed
Han er skoleinspektør, hun er lærer. Had og kærlighed er viklet ind i hinanden, så det er både deprimerende, men ind imellem også morsomt at se på. Det begynder ved morgenbordet med Politiken delt i to: Første sektion til manden, og kulturtillægget til kvinden. Kønsroller og kedsomhed.

Mens Kurt og Kirsten er i gang med at dele boet, hænges det beskidte vasketøj til tørre, og der er ikke meget håb at hente, når han triumferer med sin yngre model, og han finder en dildo af en anseelige volumen i den nederste kommodeskuffe.

Postulater
Ordspillet er fascinerende, men substansen i stykket middelmådigt. Der hentes meget hjem på en fornem iscenesættelse og skuespil af høj karat, men teksten har lige lovlig mange postulater. Slemmest er slutningen, hvor der bogstaveligt talt hives to lig frem fra lasten. Måske er hensigten, at det skal virke som en forløsning, men historien om parrets to børn, der døde, er en smule konstrueret. Stykket bliver netop uforløst, og når der sættes punktum allerede efter én akt, må man blot konstatere, at den svenske dramatiker Kristina Lugn i det mindste kender sine begrænsninger.

Men kvaliteten ufortalt, så har indholdet en appel til dem, der er skilt, eller dem, der har overvejet at lade sig skille.

Puha, er det virkelig sådan det er eller kan være? De to sidder fast i dyndet og er bange for at komme fri af det.