Politikere og magthavere har i flere hundrede år haft den luksus at kunne sende andre i krig og fra lænestolen kunne opleve begivenhederne i slagmarken - måske endda med en god cigar.

I dag tilkommer dette prærogativ også “piloter” og “soldater”, der i Wyoming eller Nevada kan fjernstyre våbenførende droner med millimeters præcision i en ørken titusind kilometer væk.

Den amerikanske dramatiker Geor­ge Brant har skrevet et halvanden time langt monologstykke, hvori han giver ordet til en af disse lænestolspiloter, der kan slå ihjel ved bag en skærm at trykke på en knap - for om aftenen at tage hjem til barn, aftensmad og måske en god omgang sex med ægtefællen. Teatret Svalegangen fra Aarhus har sat stykket Grounded op, og resultatet er en i perioder intens forestilling.

Stærkt skuespil
Publikum kan se frem til stærkt og vedkommende skuespil af Kaja Kamuk, som dog skal døje med en farlig masse ord. Stykket kunne sagtens være slanket, uden at det havde taget skade af det.

Kaja Kamuk mestrer monologen som en kvindelig jagerflypilot, der bliver høj af den næsten gammeldags krig i et jagerfly. Når hun ikke bomber Mellemøsten, så drikker hun bajere i baren sammen med gutterne. Det lugter af mandehørm.

Hun bliver gravid og tilbage fra barsel venter et nyt job som lænestolspilot. Ikke noget F-16 fly længere. Nu er det 8 til 16-job på skiftehold bag en skærm i en box med aircondition et sted i Nevada. Hun kan endda drikke kaffe samtidig med, at hun får ram på eftersøgte terrorister nede på landjorden.

Problematisk medfølelse
Hovedpersonen er en jeg-fortæller, og hun fortæller i nutid. Det styrker både den dramatiske virkning og tager publikum med gennem en fremadskridende handling, hvis fremtid hovedpersonen kender lige så lidt til, som vi gør.

Fortælleformen giver dybde og fremstår i lange passager som litterær - indtil en voldsom effekt eller pludselige udbrud i tale og kropssprog ryster os og viser, at det er teater, vi har med at gøre.

Der sker en udvikling undervejs. Hun lægger ud med at være en kvinde, der gerne vil være mand med mændene. Hvor længe mon dette panser holder? Gradvis udviskes grænsen mellem flere virkeligheder - på godt og ondt.

Empatien for hendes eget barn projiceres på et barn, som hun ser på skærmen fra Mellemøstens ørken. Hun virker syg, men fænomenet er jo såre normalt. Medfølelsen bliver den største modstander for en soldat.

Grounded- sådan hedder det når en pilot er på jorden - er ikke en generel kritik af moderne krigsførelse eller amerikansk udenrigspolitik. Vi aner måske nok en snert af en diskussionen af dette dilemma. Det centrale er dog det etiske og eksistentielle, som Kaja Kamuks karakter kæmper med.

Monologen er for lang, men Kaja Kamuk får med sit mesterlige spil en troværdig karakter frem, når hun taler til de andre usynlige figurer i stykket - og til os.