Et af romantikkens mest markante værker er uden tvivl Adam Oehlenschlægers læsedrama Aladdin, om naturens munter søn. En fortælling hentet fra Tusinde og en Nats mange orientalske eventyrlige eksotiske/erotiske beretninger. Skrevet i 1805 af den 25-årige superromantiker, men først, bl.a. på grund af sine komplicerede scenerier, omsat til teatrets scene 38 år senere, hvor den unge skjald, nu var blevet en ældre berømthed.

Stykket er bestemt heller ikke let spilleligt. Sidse gang Det kgl. Teater scene vovede pelsen var i 1959, med Jørgen Reenberg som Aladdin, i John Prices voluminøse pragtinstruktion. Det blev en lammer af en fiasko, hvor anmelderne entydigt vendte tommelfingeren ned af.

Nu, så mange år efter, vover teatret (efter et friluftsspil i Ulvedalene i 2000), at lade den omstridte teaterinstruktør Christian Lollike gnide på den forunderlige kobberlampe, og det er der kommet noget ganske andet ud af, langt fra pragt og pral, men tættere på nutiden.

Allerede inden spillet tager sin begyndelse, træder en lyshåret kvinde, klædt i hvidt, i Sicilia Gadborg Høeghs skikkelse, frem med manuskriptet i hånden og med verfremdungs glimt i øjet, gør opmærksom på, hvad vi skal overvære, de næste par timer. Det har Oehlenschlæger nemlig givet nøglen til i sin prolog: ” Thi Nordens kraft er uden Østens ild” og hun fortsætter citatet: ”Og bliver der for langt et Mellemrum Før Asianerne til Norden drage…da blive slægten bleg af farve…og døer”. Tydeligere kan det ikke siges: en hyldest til Østens kultur, en nutidig indvandrer komedie, fortalt med mange lag. For Christian Lollike har valgt en teaterform i tre fortællerlag. Fortælleren, den lyshårede kvinde, med magt til at kommentere standse og korrigere, både tekst og spil. Skuespillerne, der selv får lejlighed til livligt at vurdere og sætte spørgsmål ved deres rollers karakterer og fremtoninger. Plus teaterfigurernes selvvurderinger.

Lyder det kompliceret? Det er det faktisk ikke – for netop fortælleren holder historien om Aladdin og Lampens ånd i ret stramme tøjler. Vi møder - i Franciska Zahles imponerende minimalistisk lyd og lysscenografi - den gamle morlille og altid burkatildækket, Islamtro, bedende, Morgiane (Lotte Andersen) og den patriarkalske hårdtslående skrædder-far, Mustafa (Jens Jørgen Spottag), der omkommer ved nedbrændingen af deres beskedne hus – og så selvfølgelig Aladdin, hin muntre søn, naiv, drenget, maskulin og kæk (Alvin Olid Bursøe) endda med en appelsin i munden(!). Snart skal han møde den onde troldmand Noureddin (Peter Christoffersen) på jagt efter lampen med den skjulte kraft. Men, som vi husker, Aladdin beholder den gamle slidte lampe – og ved et lykketræf (sådan er Aladdin jo) strejfer han lampen og straks viser ånden sig (Zaki Youssef), med røgsky ud af munden, i bar overkrop, med røde seler og en sminkning tæt på Jokeren hos Batman. Dermed er Aladdins lykke gjort – og dog. For han stræber mod det allerhøjeste, prinsesse Gulnare (Ozlem Saglanmak), som han i et glimt har set nøgenbade og som netop står overfor sit giftermål. Ædel kærlighed ved første blik.

Her skifter vi fokus til Gulnare. For hun er ikke sådan, selv for lampens ånd, at tumle. Hun vil frihed, frigørelse – sex og ret til liderlighed. Og den frihed m.m. er naturens muntre frier også med på. Ved åndens hjælp, bliver der bryllup med det hele kongerige i tilgift. Undervejs godt med indspark fra fortæller/skuespillere, når kvindeundertrykkelsen, burkafobien og intolerancen bliver for stereotyp. Aladdin har fået sin prinsesse – bryllup med pomp og pragt. Og så er der pause.

Tæppet går op - og bang, hele ensemblet i gul træningsdragt, med Aladdin i midten, lystigt rappende om frihed for alle. Her er det er først og fremmest Gulnares, kvindernes seksuelle frihed, der nu skal demonstreres. Det er nok første gang vi/jeg hører om/ser et burka-blow-job. Mon dog ikke Oehlenschlæger roterer en gang eller to. Vi får mænd i omvendte burkaer, så dillerne lystigt hopper cancan, når de jager den lystne Gulnare. Aladdin bliver hængt – heldigvis kun på skrømt. En række skuespillere må, beordret af fortælleren af med parykken og udgå af forestillingen eller bytte identitet. En super provokation. Sjovt? Ikke rigtigt, selv om fortælleren understregede med Oehlenschlægers ord, at det her er et lystspil - det blev så mere, med tyk streg under lysten.

Aladdin, ikke mindst første akt, er en livlig vild og fornyende forestilling, der vil sige så meget rigtigt om vores tid fremmedforskrækkelse. Her er både plads til Muhamedtegninger og selvironi. Et aktuelt indlæg, langt fra Disneys sødladende og Dyrehavens udstyrs-Aladdin. En alvorlig leg med teatret muligheder, der nok ikke så meget handler om Aladdins lykke-talent, men mere om forpligtigelser overfor hinanden, folkeslagene imellem.

Men ak, det hele tabernakel, ender med spredte ben og burka-show i frisindets og provokationens navn. Ærgerligt nok, når Aladdin både hos Oehlenschlæger og Lollike og hans mange medforfattere, handler om bl.a. magt, begær, ånd og talentets ansvar.