En skov af mikrofonstativer dækker den tomme scenes baggrund. Vi skimter menneskekroppe, der kryber rundt på scenegulvet blandt stativerne. Langsomt kæmper en skikkelse sig frem, når krybende frem mellem stængerne. Han er velklædt, i habit. Tilretter et stativ og sikrer sig at mikrofonen nu er i mundhøjde. Står stille, helt stille foran mikrofonen. Stilhed. Og så endelig, kommer den første menneskelige lyd: "ØH, ØH…"

Sådan begynder Revolt. She said. Revolt again på Husets Teater, skrevet af englænderen Alice Birch og instrueret (eller som teatret foretrækker: koncept/tovholdere) af Marina Bourias og Jens Albinus, sidstnævnte der også er tetarets kunstneriske leder.

Lad os straks afsløre (helt mod gældende anmelder-Kodeks) slutreplikken: "Hvem kunne vide at livet kunne være så forfærdeligt."

Det er alt det, der er ind imellem, stykket handler om (handler og handler om, det er nok det der er sagen).

Det begynder nu ellers ret så muntert. For den velklædte herre fra mikrofonskoven (Jens Albinus) har fået selskab af en lille forskræmt kvinde (Marina Bourias), som han erklærer, at han under hele middagen, kun har tænkt på at komme i seng med. Herefter gennemgår de i en verfremdungs dialog, direkte til publikum, cool og kontant, hele samlejets forløb, plus følgerne. Et ægteskabsforløb med trivialitet og en pointe, der lader mulighederne stå åbne. Vittigt og deadpan spillet så vi tænker på det gode gamle absurde teater - men ak. Dengang var der dog mening med ordene, nu skal ordene afmonteres så kniber det logisk nok også med vores forståelse. Scenen lever til fulde op til forfatterens målsætning: vigtigst af alt, så bør stykket ikke være velopdragent.

"Jeg vil ikke arbejde om mandagen", er næste åbningsreplik. En ikke ueffen argumentation til retten til, at bestemme over sit liv, gå tur med hundene, sove, sove - ikke mindst om mandagen. Og så skal vi på indkøb i supermarkedet, hvor en melon smattes, en magtsyg herre - og nu forstår vi, at det hele handler om magt - om ordenes magt og magtesløshed, den totale verbale destruktion kulmineret med at kvinden skærer tungen af dig selv!

For der sker ufatteligt meget. Meget uden (helt ærligt) at vi kan finde hoved og hale på revolutionen, der gerne vil vende tingene på hovedet. Godt nok er der også, for fuld styrke, detgenkendelige klassiske tre generationers oprør. Alt er ikke kun vendt på hovedet, i et oprør mod konventionerne, der vil totalskademagtforholdet mellem kønnene, der implicit ligger i vores brug af ordener - og samtidigt et angreb på sex, arbejde, ægteskab - ja, på ordene i sig selv, i al deres magt og magtesløshed. Lyder det forvirrende og selvmodsigende? Det er det - ligesom forestillingen er det.

En sjælden forestilling der ikke kun forvirrer, men også imponerer ved sin konsekvens. Husets Teaters ensemble går med krop, lyd og lyde (Hannah Schneider) 100% ind for den revolte, som vil forskrække mange i sin bevidste uforståenhed, men alligevel ikke kan undgå at vække til eftertanke - og irritation Og så er formålet vel nået?